Ære betydning

• 1) Social anerkendelse og omdømme - den status, respekt og agtelse, man tilskrives af andre.

  • ”Hun nød stor ære og anseelse i sit fag.”
  • ”Det var en stor ære at modtage medaljen.”

• 2) Personlig integritet og selvrespekt - det at have sin værdighed i behold og handle i overensstemmelse med sine principper.

  • ”Han satte sin ære i at holde, hvad han lovede.”
  • ”For ham var det et spørgsmål om ære.”

• 3) Kredit/fortjeneste - den del af ros eller anerkendelse, der tilfalder nogen for en præstation.

  • ”Hun fortjener æren for projektets succes.”
  • ”Han forsøgte at tage æren for andres arbejde.”

• 4) Ceremoniel/højtidelig hyldest - handlinger eller markeringer, der viser respekt.

  • ”Til ære for de faldne blev der holdt en mindehøjtidelighed.”
  • ”Ære være hans minde.”

• 5) Religøs betydning - ære som ”glans”, ”herlighed” og guddommelig ophøjelse.

  • ”Ære være Gud i det højeste.”

• Verbum: at ære - at vise respekt, hylde eller fremhæve med respekt.

  • ”Vi ærer hendes indsats for sagen.”
  • ”Byen ærede ham med en æresmedalje.”

• Ordklasse: Substantiv (fælleskøn); verbum; anvendes også som forled i sammensætninger (æres-).
• Bøjning (substantiv): en ære, æren; flertal ærer (sjældent), ærerne. Ofte utælleligt i moderne brug.
• Bøjning (verbum ”at ære”): præsens ærer, præteritum ærede, perfektum participium æret, imperativ ær!
• Afledninger: ærefuld, æreløs, ærefrygt, ærefrygtig, ærekrænkelse, ærekrænkende, æret (som adj.: ”ærede gæster”).
• Udtale (DK): [ˈɛːɐ] (substantiv); [ˈɛːɐ] ~ [ˈɛːʁɑ] i bøjede verbale former afhængigt af dialekt.
• Bemærk: ”ære” må ikke forveksles med ”æra” (tidsperiode).

Dansk ”ære” går tilbage til oldnordisk æra (”ære, ry”), beslægtet med svensk ära, norsk ære, tysk Ehre og nederlandsk eer. Ordet antages at gå tilbage til urgermansk *aizō (”ære, agtelse”), med mulig indoeuropæisk rod i et led med betydningen ”respekt, agtelse”. I dansk har ordet bevaret både den sociale (ydre) og den moralske (indre) dimension.

• i al ære og værdighed - på en respektfuld måde.
• til ære for - som hyldest til nogen/noget.
• ære være hans/hendes minde - højtidelig formel i mindeord.
• på ære og samvittighed - højtideligt løfte/garantere sandhed.
• at have sin ære i behold - at bevare sin værdighed og gode navn.
• at sætte sin ære i - at lægge særlig vægt på (af princip).
• at drage æren for - at få kredit for noget.
• ære og skam - modsætningspar, ofte i moralske vurderinger.
• ære, hvem ære bør - den, der fortjener ros, skal have den.
• ærede forsamling/gæster - høflig tiltaleform i taler.

• ”Det er mig en stor ære at byde jer velkommen.”
• ”Hun modtog prisen til ære for sit livslange arbejde.”
• ”Han satte sin ære i at aflevere før deadline.”
• ”Vi afholdt en ceremoni til ære for de faldne.”
• ”Ære være hendes minde.”
• ”De ærede veteranerne med en parade.”
• ”Han fik æren for gennembruddet, men teamet gjorde arbejdet.”
• ”Hun kæmpede for at få sin ære oprejsning efter skandalen.”
• ”På ære og samvittighed: jeg var der ikke.”
• ”Det krænker min ære at blive anklaget for løgn.”
• ”Klubben udnævnte hende til æresmedlem.”
• ”Han gjorde en æresrunde efter sejren.”
• ”Der blev rejst en statue til ære for forfatteren.”
• ”Jeg vil gerne ære mine kolleger for deres indsats.”
• ”Det er en ærefuld opgave at repræsentere landet.”
• ”Hun forlod mødet med æren i behold.”
• ”Det er en æressag for os at levere høj kvalitet.”

• Som social anerkendelse: hæder, prestige, anseelse, ry, godt navn og rygte.
• Som personlig integritet: værdighed, samvittighed, retskaffenhed, integritet.
• Som kredit/ros: fortjeneste, kredit, ros, laurbær.
• Ceremoniel/religiøs: hyldest, lovprisning, herlighed (i religiøs kontekst).
• Nært beslægtet, men ikke identisk: respekt (bredere socialt begreb), rang (formel status), hæder (ofte formel pris/udmærkelse).

• vanære, skam, nederdrægtighed, vanry, ydmygelse.
• Verbumkontrast: at krænke (nogens ære), at nedgøre, at vanære.

I ældre samfund havde ”ære” ofte en stærkt kollektiv og statusbunden dimension: slægtens og standens ære skulle forsvares, og ære kunne tabes og genvindes gennem sociale handlinger. I moderne dansk kultur er ære i højere grad knyttet til individuel integritet, professionel etik og institutionel anerkendelse (priser, medaljer, titler). Samtidig lever ceremonielle og religiøse betydninger videre i ritualer, liturgi og militære traditioner (æresvagt, æresport, ærestegn).

• Ærekrænkelse (injurier): I dansk ret kan udtalelser, der groft krænker en persons ære eller omdømme, være strafbare som injurier efter straffeloven. Det dækker fx beskyldninger, der kan nedsætte en person i andres agtelse. (Denne note er oplysende og ikke juridisk rådgivning.)
• Æresrelaterede konflikter: I sociologiske og integrationsfaglige sammenhænge bruges betegnelsen om konflikter, hvor familiens/slægtens ære tillægges stor vægt. Begrebet er komplekst og kulturafhængigt.

• Æres- som forled i sammensætninger: æresmedlem, æresdoktor, æresgæst, ærestitel, æresborger, ærestegn, æresvagt, æresrunde, æresport, æreslegat, ærespræmie.
• Vurderende adjektiver: ærefuld (rosværdig), æreløs (uden ære), ærekrænkende (nedsættende).
• Substantiver: ærekrænkelse (juridisk), ærefrygt (ærbødig, næsten frygtsom respekt), hæder (formel anerkendelse).

• Formelt vs. uformelt: ”ærede” som tiltale er højtideligt; i daglig tale bruges oftere ”respekt”, ”kredit”, ”ros”.
• Kontekstafhængighed: I religiøse tekster overlapper ”ære” med ”herlighed”/”gloria”. I professionel kontekst betyder det ofte ”kredit/fortjeneste”.
• Typiske kollokationer: have/sætte/vinde/miste/genskabe sin ære; give/få/tage æren; til ære for; ære være.
• Forvekslingsfare: ”ære” (honour) vs. ”æra” (tidsperiode).