Æt betydning

Æt er et substantiv for en slægt eller slægtsgren, forstået som en gruppe mennesker forbundet via blod og aner. Det kan betegne alt fra en bred familie eller klan til en specifik linje (f.eks. den agnatiske linje gennem fædre eller en navngiven kongeslægt).

• Neutral og deskriptiv: “slægt”, “afstamning”, “familielinje”.
• Ofte historisk/højstemt: fornem eller kongelig æt; ætten som social enhed i sagatidens Norden.
• Kan markere tilhørsforhold og social status i ældre tid (f.eks. “af høj æt”).

Ordklasse: substantiv (fælleskøn).

Udtale: kort vokal; udtales som det staves (“æt”).

Dansk æt stammer fra oldnordisk ætt med samme betydning (“slægt, afstamning”). Ordet er fællesnordisk og har nære paralleller i islandsk (ætt), norsk (ætt) og svensk (ätt). I dansk er det bevaret især i historiske og poetiske registre samt i afledninger som ætling. Den præcise urger­manske rod diskuteres i faglitteraturen; sikkert er forbindelsen til den nordiske, middelalderlige brug, hvor ætten var en central social og retlig enhed.

• Stil: arkaiserende, højstemt eller fagsproglig (historie, litteratur, antropologi).
• Moderne hverdagssprog: sjældent; her bruges oftere slægt, familie eller stamlinje.
• Fagsprog/kulturhistorie: hyppigt i beskrivelser af sagaer, middelalderlige samfund, kongeslægter og dynastier.

• Han er af kongelig æt.
• Hun stammer fra en gammel jysk æt.
• De to ætter lå i blodfejde gennem generationer.
• Ætten samledes på gården ved højtiderne.
• Godset har været i samme æt i mange ætteled.
• Han er ætling af en kendt købmandsfamilie.
• Hun fører sin ættetavle tilbage til 1600-tallet.
• Han regnes blandt ætens ældste.
• De to familier tilhører beslægtede ætter.
• Krøniken beskriver Oldenburgs æt og dens grenlinjer.

• Synonymer: slægt, afstamning, blodslinje, slægtsgren, familie (i bred betydning), klan (i antropologisk betydning), dynasti (for herskerlinjer), hus (historisk: “hus” som herskerslægt).
• Nærsynonymer/relaterede: stamme (om etnisk/folkelig enhed), forfædre, efterkommere.

• u- eller ikke-beslægtet, fremmed, udefrakommende.
• I kontekst: individer uden blodsbånd til en given æt; en anden slægt.

• ætling (efterkommer)
• ætteled (generation; led i slægten)
• ættenavn (slægtsnavn; sjældent/poetisk)
• ættetavle (slægtstavle, genealogisk skema; poetisk/faglitterært)
• ættesamfund (samfund organiseret omkring slægt/klan, især i sagatidens Norden)
• ættegrav (familiegrav)
• Bemærk: Mange ætte-ord er almindelige i norsk/islandsk; i moderne dansk foretrækkes ofte parallelle former med “slægt-”, fx slægtstavle.

I middelalderens og sagatidens Norden var ætten en grundlæggende social, juridisk og økonomisk enhed. Ætmedlemmer havde pligter og rettigheder over for hinanden (f.eks. hævn, fredskøb/mandebod, arv). Fejder kunne opstå mellem ætter og reguleredes af sedvaneret og love. I kongelige og adelige sammenhænge kunne en æt udvikle sig til et dynasti.

I dansk litteratur, historieskrivning og oversættelser fra islandsk/norsk forekommer æt hyppigt for at gengive den historiske begrebsverden, som ikke dækkes helt af nutidens “familie”.

• af kongelig/fornem æt
• i mange ætteled
• ættens ældste (de ældste i slægten)
• beslægtede ætter
• den og den æt (navngivet slægt/dynasti)
• strid mellem to ætter (fejde)

• Svensk: ätt (meget almindeligt; fx ättling, adlig ätt).
• Norsk (bokmål/nynorsk): ætt (almindeligt; fx ættebok, ættesoge).
• Islandsk: ætt (grundord i slægts- og saga-sammenhæng; fx ættfræði = genealogilære).
• Dansk: ældre/poetisk/historisk; afledningen ætling er dog meget almindelig.

• Stilvalg: Vælg slægt i neutralt, moderne sprog; brug æt når du vil markere historisk eller højstemt tone eller præcisere slægtslinje i nordisk kontekst.
• Semantisk nuance: æt kan antyde mere end blot familie - ofte en forestilling om fælles arv, ære og historie.