Akkusativ betydning

Akkusativ (ofte forkortet acc. eller akk.) er en bøjningskategori (kasus), som primært bruges til at:

• Markere direkte objekt: det, som verbets handling umiddelbart rammer (fx “Jeg ser ham”).
• Udtrykke retning eller bevægelse mod et mål (i mange sprog): fx tysk in die Stadt “ind i byen”, russisk в город.
• Udtrykke tidsudstrækning (i klassiske sprog): fx latin multos annos “i mange år”.
• Særlige konstruktioner i visse sprog (fx latin): accusativus cum infinitivo (AcI), dobbeltakkusativ m.m.

Semantisk forbindes akkusativ ofte med roller som patient eller theme - den enhed, der påvirkes, flyttes eller på anden måde er mål for handlingen. Syntaktisk er akkusativ især knyttet til transitive verber (verber der tager objekt), og i passiv-konstruktioner bliver det akkusativiske objekt typisk til subjekt.

Ordet stammer fra latin accūsātīvus (cāsus), en oversættelse (via græsk tradition) der kan misforstås som “anklage-kasus”, men som historisk snarere skulle gengive græsk αἰτιατική (aitiatikē) “årsags-/genstands-kasus”. På dansk skrives det akkusativ (med to k’er), på tysk Akkusativ, og på engelsk accusative.

1) Direkte objekt - det hyppigste: “Hun læser bogen”, “De spiser æbler”.

2) Retning/destination - i sprog med retningskasus: tysk in den Park (ind i parken), latin Romam (til Rom), russisk на работу (til arbejde).

3) Tid - især klassisk latin/græsk: totam noctem (hele natten), duos dies (i to dage).

4) Præpositionsstyret akkusativ - visse præpositioner “regerer” akkusativ: tysk für, durch, gegen, ohne, um, bis; latin ad, per, propter, ob; russisk в, на (med bevægelse).

5) Særlige konstruktioner - fx:

• Dobbeltakkusativ (latin/tysk): latin docēre aliquem aliquid “undervise nogen i noget”; tysk jemanden etwas lehren.
• Prædikativ akkusativ (tysk/latin): tysk Sie nannten ihn einen Lügner “De kaldte ham en løgner”.
• AcI (latin/oldgræsk): Te venire dico “Jeg siger, at du kommer” (bogstaveligt: “jeg siger dig komme”).

Moderne dansk har ikke et fuldt kasussystem for substantiver, men personlige pronominer har subjekt- og objektformer. Objektformerne svarer funktionelt til akkusativ:

Bemærk: På dansk taler man oftere om objektform end “akkusativ”, men funktionen er i praksis den samme i mange sætninger.

• Tysk (direkte objekt): Ich suche dich “Jeg leder efter dig”.
• Tysk (præposition + akk.): für mich, ohne sie, durch den Wald.
• Tysk (retning): Er geht in die Stadt “Han går ind i byen”.
• Latin (direkte objekt): Romani Gallos vicerunt “Romerne besejrede gallerne”.
• Latin (retning): Romam proficiscor “Jeg rejser til Rom”.
• Latin (tid): totam diem laboro “Jeg arbejder hele dagen”.
• Latin (dobbeltakkusativ): Magister pueros grammaticam docet “Læreren underviser drengene i grammatik”.
• Latin (AcI): Te venire credo “Jeg tror, at du kommer”.
• Russisk (direkte objekt): Я читаю книгу “Jeg læser en bog”.
• Russisk (retning): Иду в школу “Jeg går i skole (til skolen)”.
• Græsk (klassisk, retning): εἰς τὴν πόλιν “til byen”.
• Engelsk (pronominer): She saw me/us/them.
• Dansk (objektform): Han hilste på mig, Vi så dem, Hun inviterede os.

• Synonymer (nære): objektkasus, objektskasus; i engelsk tradition “objective case”.
• Beslægtede termer: nominativ (subjektkasus), dativ (indirekte objekt), genitiv (ejefald), vokativ, ablativ, instrumentalis, lokativ, ergativ/absolutiv (andre kasussystemer og alignments).
• Forkortelser: akk., acc., lat. accus.

Der findes ikke et egentligt antonym til “akkusativ”, men funktionelle modstykker er:

• Nominativ - typisk subjektets kasus (kontrasterer ofte direkte med akkusativ som objektkasus).
• Dativ - ofte indirekte objekt (modtager/til-begivenhed).
• Genitiv - tilhørsforhold/ejefald.

• Indoeuropæisk baggrund: Urindoeuropæisk havde et rigt kasussystem (inkl. akkusativ). Mange efterkommer-sprog har bevaret det (fx latin, græsk, slaviske sprog).
• Germaniske sprog: Ældre stadier (oldnordisk, oldhøjtysk) havde klare kasusendelser. Moderne tysk har bevaret markant akkusativ i artikler/adjektiver; skandinaviske sprog (inkl. dansk) har i høj grad udjævnet kasussystemet, men pronominer bevarer forskelle.
• Dansk: Tab af substantivisk kasusmarkering gennem lydlige og morfologiske forenklinger, men pronominale objektformer lever videre og udfylder den akkusativiske funktion.

• Kasusregering: Nogle præpositioner styrer bestemt kasus; lær listerne for det konkrete sprog (fx tysk für + akk.).
• To-vejs-præpositioner (tysk): Akkusativ ved bevægelse (retning), dativ ved befæstet lokation: in die Stadt (til), men in der Stadt (i).
• Animacitet (russisk/polsk): Akkusativ maskulin ental for levende væsener falder ofte sammen med genitivsformen.
• Passiv-omdannelse: Direkte objekt i aktiv (akkusativ) bliver typisk subjekt i passiv: “Hun læser bogen” → “Bogen læses (af hende)”.
• Synkretisme: I mange sprog er former for akkusativ identiske med andre kasus i visse køn/tal, hvilket kan skjule markeringen.

• Bland ikke objekt (en syntaktisk rolle) og akkusativ (en morfologisk markering) ukritisk; i nogle sprog markeres objekt ikke altid med akkusativ.
• Lær præpositionernes kasuskrav i sprog som tysk og latin tidligt - det giver hurtig gevinst i korrekthed.
• Brug passiv-testen: Hvis ledet bliver subjekt i passiv, var det sandsynligvis direkte objekt (og dermed akkusativ i sprog med kasus).
• I dansk/engelsk: Fokuser på pronominernes objektformer (mig/dig/ham/hende; me/him/her/them), hvor akkusativisk funktion stadig er synlig.

• Nominativ - subjektkasus
• Dativ - indirekte objekt
• Genitiv - ejefald
• Kasus - generelt om kasussystemer
• Ergativ/absolutiv - alternativt alignmentsystem