Allah betydning

Allah betegner i udgangspunktet “Gud” på arabisk og bruges både som et egennavn for den ene Gud i islam og som det almindelige ord for Gud blandt arabisktalende kristne og jøder. Ordet refererer i islamisk teologi til den absolut ene, skaberen og opretholderen af alt, og forbindes med begrebet tawḥīd (Guds enhed).

Betydning og grundforståelse

Allah (arabisk: الله) er den højeste guddom i islam og forstås som den ene, udelelige Gud, almægtig, alvidende og barmhjertig. I islam er Allah ikke en gud blandt flere, men den eneste Gud, uden partnere eller ligemænd. Dette udtrykkes i trosbekendelsen (shahāda): “Der er ingen gud uden Gud (Allah), og Muhammad er Hans sendebud.”

I arabisk sprogbrug bruges “Allah” som det almindelige ord for “Gud” på tværs af monoteistiske traditioner. Arabiske bibeloversættelser bruger således “Allah” om Bibelens Gud.

Etymologi

• Rod og dannelse: Ofte forklaret som en sammentrækning af al- ilāh (“den [ene] gud”; ilāh = guddom, al- = bestemt artikel). Den semitiske rod ʔ–l–h har betydninger relateret til guddommelighed.
• Semitiske slægtskaber: Samme rod ses i hebraisk ’El, Eloah, Elohim, aramæisk/syrisk Alāhā, og nordvestsemitisk El.
• Forislamisk brug: Ordet forekom også i præ-islamisk Arabien, inklusive blandt kristne arabere.

Udtale og skrivemåde

• Arabisk skrift: الله (alif–lām–lām–hāʾ) med en karakteristisk ligatur. En særlig Unicode-ligatur findes: ﷲ (U+FDF2).
• Udtale (arabisk): ca. [ɑɫˈɫɑːh], hvor de dobbelte l assimilerer til sollyd ved den bestemte artikel.
• Dansk ortografi: “Allah” med stort A; genitiv: “Allahs”.
• Translitterationer: Allāh, Allāhu (i kasus/med endelser i klassisk arabisk).

Teologisk kontekst (islam)

• Tawḥīd: Læren om Guds absolutte enhed og unikhed.
• Guds navne: Allah beskrives gennem “de smukke navne” (al-asmāʾ al-ḥusnā), fx ar-Raḥmān (Den Mest Barmhjertige), al-Ḥakīm (Den Vise). “Allah” fungerer som overordnet egennavn.
• Ubeskrivelighed og transcendens: Gud har ingen ligemænd, billeder eller former; antropomorfe formuleringer forstås traditionsmæssigt i lys af Guds transcendens.

Brug i forskellige religiøse og sproglige sammenhænge

• Arabisk kristendom og jødedom: “Allah” er standardordet for Gud i liturgi, bibeloversættelser og dagligt sprog.
• Ikke-arabiske muslimske sprog: Tyrkisk, urdu, persisk, indonesisk/malayisk m.fl. bruger “Allah”, ofte sammen med lokale ord (fx persisk Khudā).
• Maltese: “Alla” i den katolske tradition (et semitisk sprog nært beslægtet med arabisk).

Eksempler på brug

Almindelige fraser og religiøse formuleringer:

• Basmala: Bismillāh ar-Raḥmān ar-Raḥīm – “I Allahs, Den Mest Barmhjertiges, Den Særligt Barmhjertiges navn”.
• Takbīr: Allāhu akbar – “Allah er størst.”
• Tahmīd: Al-ḥamdu lillāh – “Al pris tilkommer Allah.”
• Tasbīḥ: Subḥānallāh – “Ære være Allah” (bogst. “Ophøjet er Allah”).
• Tahlīl: Lā ilāha illā Allāh – “Ingen gud uden Allah.”
• Inshāʾ Allāh: “Hvis Allah vil.”
• Ma shāʾ Allāh: “Som Allah ville det” (anerkendelse/forundring uden misundelse).
• Astaghfirullāh: “Jeg beder Allah om tilgivelse.”
• Wallāhi: “Ved Allah” (edsformel).

Eksempler i sætninger:

• “Muslimer tror på, at Allah er den eneste Gud.”
• “Arabiske kristne beder også til Allah.”
• “‘Inshāʾ Allāh’ bruges ofte om fremtidige planer.”

Synonymer og relaterede ord

• Dansk: Gud (funktionelt synonym, men “Allah” er et specifikt navn/ord på arabisk).
• Arabisk relateret: ilāh (guddom, generisk), ar-Rabb (Herren), al-Asmāʾ al-Ḥusnā (Guds smukke navne).
• Semitiske sammenligninger: Hebraisk Eloah/Elohim, aramæisk Alāhā.

Antonymer og kontrastbegreber

• Afgud/afgudsdyrkelse: arabisk ṣanam (afgudsfigur), shirk (at “sætte partnere ved siden af Gud”, teologisk modsætning til tawḥīd).
• Bemærk: Der findes ikke et egentligt “antonym” til Allah som egennavn; ovenstående er teologiske kontraster.

Historisk udvikling

• Præ-islamisk periode: “Allah” forekom i arabiske inskriptioner og blandt monoteistiske grupper i Arabien.
• Islamisk periode: Med Koranens åbenbaring blev “Allah” fast etableret som betegnelsen for den ene Gud i islam.
• Oversættelser og mission: Arabiske og mange ikke-arabiske oversættelser af bibelske og islamiske tekster anvender “Allah”. I nogle regioner (fx Sydøstasien) har der været juridiske og kulturelle debatter om ordets brug på tværs af religiøse grupper.

Grammatik og navnedannelse

• Dansk bøjning: Nominativ: Allah; genitiv: Allahs.
• Theofore navne: Arabisk danner mange personnavne via “ʿAbd al- + [Gudsnavn]”, fx ʿAbd Allāh (“Allahs tjener”), ʿAbd al-ʿAzīz, Habīb Allāh (“Allahs elskede”). Kvindelig form: Amat Allāh (“Allahs tjenerske”).

Stilistiske og kulturelle noter

• Respekt: Mange muslimer siger/svarer “subḥānahu wa-taʿālā” (Swt, “ophøjet være han”) efter at have nævnt Allah.
• Kaligrafi: Ordet “Allah” er et centralt motiv i islamisk kalligrafi og arkitektur.
• Oversættelsespraksis: På dansk gengives “Allah” typisk som “Gud” i oversættelser af generiske passager, men “Allah” bevares ofte som egennavn i islamiske kontekster.

Hyppige misforståelser

• “Allah” som “anden gud”: I arabisk er “Allah” det samme ord for Gud, som også arabiske kristne og jøder bruger; det er ikke navnet på en særskilt guddom adskilt fra den abrahamitiske Gud.
• “Månegud”-påstande: Forskning og klassisk filologi peger på den semitiske rod for “Allah” og brugen blandt monoteister; påstanden om en “månegud” er en moderne myte uden fagligt belæg.

Udvalgte relaterede begreber (mini-oversigt)

Begreb	Forklaring
Tawḥīd	Læren om Guds enhed
Shirk	Atsætte partnere ved siden af Gud (teologisk afvigelse i islam)
Shahāda	Islamisk trosbekendelse, der bekræfter, at der ingen gud er uden Allah
Basmala	Formlen “I Allahs navn, Den Mest Barmhjertige, Den Særligt Barmhjertige”
Takbīr	Udråbet “Allāhu akbar”
Asmāʾ al-Ḥusnā	“De smukke navne” – Guds attributter/navne

Pragmatiske og sociale brugssituationer

• Hverdagsudtryk: “Inshāʾ Allāh” om fremtidige planer; “Al-ḥamdu lillāh” ved gode nyheder eller som høfligt svar; “Allāhu akbar” i bøn, højtid og som faste kald i ritualer.
• Formelle kontekster: Indleder taler, dokumenter eller breve med Bismillāh i nogle kulturer.

Ordbogsoplysninger (kort)

• Ordklasse: Egenavn/substantiv
• Køn: Fælleskøn i dansk brug (substantivisk egennavn)
• Betydning: Gud (især i arabisk og islamisk kontekst)

Se også

• Gud (dansk)
• Ilāh (arabisk for “guddom”)
• Asmāʾ al-Ḥusnā (Guds navne)
• Tawḥīd og shirk
• Shahāda, basmala, takbīr

Kort opsummering

“Allah” er det arabiske ord for “Gud” og fungerer i islam som egennavnet for den ene, udelelige Gud. Ordet har dybe semitiske rødder, bruges på tværs af monoteistiske traditioner i den arabiske verden og er centralt i teologi, liturgi, dagligt sprog og kulturelle udtryk.