Animus betydning

Animus dækker traditionelt over en klynge af betydninger, der kredser om menneskets indre liv og vilje:

• Sind/ånd: den bevidste sjæl, sindstilstand eller åndskraft.
• Mod/handlekraft: indre styrke, tapperhed, beslutsomhed.
• Hensigt/forsæt: intentionen bag en handling (centralt i jura).
• Fjendtlighed/illvilje: særlig i moderne engelsk brug (“animus” = hostility); i dansk bruges oftere “animositet”.
• Jungiansk psykologi: den maskuline arketyper i kvindens ubevidste (modsætning til anima).

Latin: animus “sind, ånd, vilje, mod” (genitiv: animi). Nært beslægtet med anima “åndedræt, liv, sjæl”. Begge ord føres typisk tilbage til den indoeuropæiske rod for “at ånde, pust” (jf. græsk anemos “vind”).

I klassisk latin skelnes ofte mellem anima (livsprincip/sjæl) og animus (den tænkende, følende, viljende bevidsthed). Gennem middelalderens skolastik, romerretten og humanismen fik ordet varigt aftryk i europæiske fagsprog.

• Jura (romerret og moderne retslære):

  • Animus som “forsæt” eller “intention”. Ofte del af faste latinske udtryk:

    • animus possidendi - vilje/intention til at besidde (ejendomsret/possession).
    • animus furandi - forsæt til at stjæle (tyveri).
    • animus nocendi - forsæt til at skade.
    • animus manendi - intention om at blive (domicil/fast bopæl).
    • animus donandi - gavehensigt (formueret).
    • animus revertendi - intention om at vende tilbage (bl.a. ved herreløse dyr/ejerskab).

  • Relaterer ofte til begreber som mens rea (skyldbevidsthed) og “forsæt” vs. “uagtsomhed”.

• Psykologi (C. G. Jung):

  • Animus er den maskuline psykologiske arketype i kvinders ubevidste, et komplement til anima (den feminine arketype i mænds ubevidste). Funktionen er at formidle tilgange til rationalitet, autoritet, mening og meningstilskrivning.

• Filosofi og klassisk filologi:

  • Hos Cicero, Vergil m.fl. betegner animus sind, tanke, vilje, mod og følelsesliv. Nuancerne bestemmes af kontekst.

• Almindelig sprogbrug (især engelsk):

  • Kan betyde “illvilje, fjendtlighed” (“political animus”). På dansk bruges oftere “animositet” eller “fjendtlighed” i denne betydning.

• Juridiske kontekster:

  • “Retten fandt ikke holdepunkter for animus nocendi.”
  • “Besiddelsen blev anerkendt, fordi både corpus og animus possidendi var til stede.”
  • “Tyveri kræver påvisning af animus furandi.”

• Psykologi (Jung):

  • “I jungiansk terapi arbejdes der med kvindens forhold til hendes animus.”
  • “Animus kan fremtræde som en indre kritisk eller vejledende stemme.”

• Klassisk litteratur:

  • Vergil: “Horret animus meminisse” - “Mit sind gyser ved at erindre.”

• Almindelig (engelskpræget) brug:

  • “Debatten bar præg af stærk animus mod forslagsstilleren.” (på dansk mere naturligt: “stærk animositet”)

• Sind/ånd: sind, ånd, sjæl (nuanceforskel), bevidsthed.
• Mod/handlekraft: mod, tapperhed, frimod, styrke.
• Hensigt/forsæt: hensigt, intention, vilje, sindelag, motiv, forsæt.
• Fjendtlighed: animositet, fjendskab, illvilje, ondsind, modvilje, antipati.

Brugenotat: Når “animus” forstås som “fjendtlighed”, er det i dansk normalt bedre stil at skrive “animositet” eller “fjendtlighed”.

• Til “fjendtlighed”: velvilje, goodwill, venskabelighed.
• Til “hensigt/forsæt” (i strafferetlig forstand): uagtsomhed (culpa), hændeligt uheld, mangel på forsæt.
• Til “mod”: fejhed, modløshed.

• Klassisk latin: Bredt betydningsfelt: sind, vilje, mod, affekt, hensigt.
• Romerretten: Teknisk brug i ejendoms- og strafferet (forskellige animus-formler).
• Middelalder og renæssance: Bevares i skolastik og humanistisk filologi; påvirker europæiske fagsprog.
• 1800-1900-tallet: I engelsk udvides brugen til “ill will”/fjendtlighed; i psykologi introducerer Jung animus/anima.
• Nutid: Fortsat udbredt i jura og psykologi; i almen sprogbrug i dansk erstattes ofte af “animositet” ved betydningen “fjendtlighed”.

• Anima (lat.): livsånde/sjæl; i Jung: den feminine arketype i mænds ubevidste.
• Magnanimous / magnanimitet: “storsindet”; fra magnus + animus.
• Unanimous / unanim: “enstemmig” (ét sind).
• Equanimity / ligevægt i sind: sindsro.
• Animation, animate/inanimate: beslægtet gennem anima (liv, bevægelse).
• Mens rea (eng. jura): skyld, tilstand af “skyldig bevidsthed”; overlapper med forsætsaspektet i animus.

• Animus vs. anima: Animus = sind/vilje/mod; anima = sjæl/livsprincip. Hos Jung: animus (kvindens maskuline arketype) vs. anima (mandens feminine arketype).
• Animus vs. animositet: I dansk dagligsprog dækker “animositet” bedre betydningen “fjendtlighed”.

• Latin: animus (nom. sg.), animi (gen. sg./nom. pl.).
• Udtale: Klassisk latin [ˈa.ni.mus]; engelsk [ˈænɪməs]; dansk tilnærmelse ofte [ˈɑːnɪmʊs] eller [ˈanimus].
• I dansk tekst: Ordformen står typisk ubøjet som fremmedord (animus), mens latinske fagudtryk kursiveres.

• 1) Sind/ånd: den tænkende og følende bevidsthed.
• 2) Mod/handlekraft: indre styrke eller tapperhed.
• 3) Hensigt/forsæt: intentionen bag en handling (især juridisk).
• 4) Fjendtlighed: illvilje; i dansk normalt “animositet”.
• 5) Jung: den maskuline arketype i kvindens ubevidste, modstykke til anima.