Appelformer betydning

En appelform (flertal: appelformer) betegner den måde, hvorpå en afsender appellerer til modtagerens fornuft, følelser, moralske sans eller andre psykologiske og sociale faktorer for at fremme en bestemt forståelse eller handling. I klassisk retorik udgøres appelformerne af:

Ordet appel stammer fra fransk appel “kald” eller “anråbelse”, der igen går tilbage til latin appellare “henvende sig til, tiltale”. Suffikset -form (af lat. forma “form, skikkelse”) markerer, at der er tale om udtryksformer for appel. Sammensætningen appelform er relativt ny på dansk (ca. 1960’erne), men selve idéen er meget ældre og kan spores til Aristoteles’ Retorikken (4. årh. f.v.t.).

• Logos: Benytter struktur, beviser, deduktion, induktion, eksempler, statistikker og årsags-virkningskæder.
• Ethos: Understøttes af afsenderens stemmeføring, habitus, titler, tidligere meritter, fælles værdier og etisk konsistens.
• Pathos: Anvender metaforer, anekdoter, billeder, musik, tone og dramaturgi for at fremkalde empati, frygt, glæde eller vrede.

I nyere retorik taler man ofte også om:

• Kairos – appel til situationens timing og aktualitet.
• Mythos – appel til fælles fortællinger, kulturel identitet og tradition.
• Telos – appel til formål, mål og visioner.

Nedenfor ses et bredt udsnit af situationer, hvor begrebet appelformer anvendes i praksis:

• Gymnasiet: Analyse af kronikker og debatindlæg for at identificere, hvilken appelform der dominerer.
• Politiske taler: Statsministerens nytårstale – ethos gennem statsmands­autoritet, pathos i henvisningen til fællesskab, logos med nøgletal.
• Reklamer: En bilannonce bruger logos (brændstoføkonomi), ethos (kendt racerkører som talsperson) og pathos (frihedsfølelse i naturen).
• Juridiske procedurer: Advokaten opbygger ethos via professionel fremtoning, logos gennem bevismateriale, pathos ved at skildre ofrets lidelser.
• NGO-kampagner: Billeder af sultne børn (pathos) kombineret med dokumentation (logos) og organisatorens renommé (ethos).
• Sociale medier: Influencere bruger ethos (personligt brand), pathos (humor, autencitet) og logos (produkt­information) i sponsorerede opslag.

Der findes ingen fuldstændige synonymer til appelformer, men beslægtede fagtermer inkluderer:

• overbevisningsstrategier
• persuasive virkemidler
• argumentationsformer (mere fokuseret på logos-aspektet)
• retoriske greb

• Neutral formidling – tilstræbt helt uden persuasive elementer.
• Informativ stil – fokuserer på fakta uden bevidst appel til følelser eller etos.
• Manipulation – negativt ladet begreb, hvor appelformer bruges uetisk.

Udtrykket appelformer vandt indpas i dansk skole- og universitetsretorik i 1960’erne i forbindelse med reformer, der søgte at operationalisere Aristoteles’ retorik for undervisningsbrug. I 1980’erne blev begrebet institutionaliseret i gymnasiets dansk- og samfundsfagspensum. Internettet og sociale medier har siden 2000’erne udvidet analysen til nye genrer som tweets, memes og vlog-formatet.

Lærere benytter ofte et enkelt skema eller farvekode til at markere de tre appelformer i en tekst. I højere uddannelser kombineres begrebet med argumentationsanalyse (Toulmin-model), diskursanalyse og narrativ teori.

Samlet set er begrebet appelformer et centralt analyseredskab, når man vil forstå, hvordan kommunikation virker overbevisende, engagerende eller manipulerende. Ved at diagnosticere, hvilken appelform der dominerer – og hvordan de kombineres – kan man både styrke egen formidling og afkode andres strategier.