Appellere betydning

Verbet appellere bruges primært om noget, der tiltaler eller rammer en målgruppe, en persons smag, følelser eller fornuft. Det konstrueres typisk med præpositionen til:

• “Kampagnen appellerer til unges klimaengagement.”
• “Filmen appellerer til både hjerte og hjerne.”
• “Han appellerede til publikums ansvarsfølelse.”

I juridisk kontekst kan ordet forekomme i betydningen “indbringe for højere instans”, men i moderne dansk bruges anke langt oftere end appellere i denne specifikke betydning.

Styring: næsten altid appellere til + substantiv/pronomen eller appellere til, at …

Adverbialer: ofte med grad- eller mådesadverbialer som stærkt, direkte, særligt, bredt.

• appellere til følelser/fornuft/samvittighed
• appellere til sanserne/erfaringen/værdierne
• have bred/smal appel
• moralsk/etisk/humanitær appel
• appellere på tværs af alder/køn/kulturer
• appellere direkte/indirekte til målgruppen

• Markedsføring: “Designet appellerer til forbrugere, der prioriterer bæredygtighed.”
• Politik: “Talen appellerede til vælgernes retfærdighedssans.”
• Kunst og kultur: “Bogen appellerer til læsere med forkærlighed for psykologiske dramaer.”
• Uddannelse: “Læreren forsøgte at appellere til elevernes nysgerrighed.”
• Dagligdags: “Den slags humor appellerer ikke til mig.”
• Reklame: “Reklamen appellerer mere til følelser end til fakta.”
• Nonprofit: “Organisationen appellerer til offentligheden om støtte efter oversvømmelserne.”
• Ledelse: “Chefen appellerede til teamets ansvarsfølelse i en presset periode.”
• Retorik: “Han appellerer til ethos ved at fremhæve sin erfaring.”
• Teknologi: “Den enkle brugerflade appellerer til nye brugere.”
• Kulinarisk: “Smagsprofilen appellerer til dem, der kan lide det syrligt-friske.”
• Juridisk (sjældent, formelt): “Sagen blev appelleret til højere instans” (oftest: “anket”).

• Tiltale (“filmen tiltaler mig”) - meget nær betydning
• Virke tiltrækkende på, virke overbevisende på, vække genklang hos, ramme (målgruppen)
• Henvende sig til, rette sig mod, tal(e) til (følelserne/fornuften)
• Lokke, friste (mere nuanceret/affektladet)
• Juridisk: anke (det almindelige moderne verbum for at indbringe en dom)

• Frastøde, støde fra sig
• Virke uinteressant for, ikke sige nogen noget
• Afskrække, fjerne sig fra (målgruppen)
• Være uvedkommende

Appellere kommer via fransk appeler (“kalde, henvende sig til”) fra latin appellāre (“kalde, tiltale, rette en bøn/klage til”). På dansk er ordet indlånt gennem nyere tid, især i skriftligt, formelt sprog, og beslægtet med substantivet appel (“tiltrækningskraft; opråb/henvendelse”).

I klassisk retorik beskriver man, hvordan en taler appellerer til publikums følelser (pathos), fornuft (logos) og troværdighed (ethos). I det 20. århundrede bredte brugen sig i reklame, branding og kommunikation, hvor man taler om et budskabs eller et produkts appel til bestemte segmenter.

I juraen var “appel” og beslægtede former almindelige i ældre sprogbrug; i moderne dansk foretrækkes anke som verbum, mens “appelinstans/appellationsret” kendes historisk og institutionelt.

• Neutral til formel tone; hyppig i analyser, presse, faglig formidling.
• I uformelt sprog vælger mange i stedet tiltale (“det tiltaler mig”).
• I jurasprog bruges anke frem for appellere.

• appel (sb.): tiltrækningskraft; henvendelse/bøn (“produktets appel”, “en appel om hjælp”).
• appellerende (adj.): som virker tiltalende/påvirkende (“et appellerende design”).
• appellant (sb., jura): den, der anker/indbringer en sag (mest i formelt/ældre sprog).
• appellinstans/appellationsret (sb., jura): højere retsinstans (historisk/teknisk betegnelse).

• Præpositionen er næsten altid til: “appellere til nogen/noget” (ikke: “appellere på/for”).
• Ingen direkte objektform: man siger “det appellerer til mig”, ikke “det appellerer mig”.
• Stavning: appellere, appellerer med dobbelt p og dobbelt l.
• Jura: brug helst anke som verbum i nutidigt dansk.

Ca. [a-pel-LEH-re]; i IPA ofte gengivet som [apɛˈleːɐ]. Tryk på næstsidste stavelse.