Debil betydning
Ordet “debil” betyder overordnet svag eller dum/fjollet, men brugen varierer: I moderne dagligsprog bruges det oftest nedsættende om noget eller nogen, der opfattes som tåbeligt, mens det i ældre fagsprog var en psykiatrisk betegnelse for en mild grad af intellektuel funktionsnedsættelse (nu forældet og anset som stødende).
Betydning og nuancer
“Debil” er et adjektiv med flere betydningslag, der adskiller sig i stilniveau og historisk kontekst:
- Nedsættende, uformelt: Om noget (eller nogen), der opfattes som dumt, tåbeligt eller fjollet. Anvendes især om idéer, handlinger, kommentarer og humor; kan være stærkt stødende, især om personer.
- Forældet fagsprog (psykiatri): Betegnelse for en mild grad af det, man tidligere kaldte “åndssvaghed” (i dag: intellektuel funktionsnedsættelse, mild). Denne brug frarådes i nutidig sprogbrug.
- Arkaisk/ældre generelt sprog: “Svag, svagelig” i fysisk eller almen betydning (sjældent i moderne dansk).
| Sanselag | Forklaring | Stil | Nutidig anbefaling |
|---|---|---|---|
| Nedsættende om dumhed | “Det er en debil idé” = meget dum/plat idé | Slang/pejorativt | Undgå om personer; brug fx “tåbelig”, “uovervejet” |
| Forældet psykiatrisk term | Mild grad af intellektuel funktionsnedsættelse | Fagsprog (forældet) | Brug “person med intellektuel funktionsnedsættelse (mild)” |
| Arkaisk fysisk svag | “Svagelig, kraftesløs” | Arkaisk | Brug “svagelig”, “kraftesløs” |
Etymologi
“Debil” kommer af latin dēbilis = “svag, skrøbelig”. Det er beslægtet med latin dēbilitāre (“at svække”), som ligger til grund for dansk debiliterende (“svækkende”). Gennem europæiske fagsprog i 1800- og 1900-tallet blev ordet optaget i skandinaviske sprog og fik særlig udbredelse i ældre psykiatrisk terminologi.
Grammatik og bøjning
- Adjektiv: en debil idé; et debilt grin; de debile forslag.
- Komparation: mere debil, mest debil (sjældent i formelt sprog).
- Substantivisk brug: “en debil” forekommer, men er nedsættende og frarådes.
- Udtale: [deˈbiːl].
Eksempler på brug
Bemærk: Flere eksempler afspejler nedsættende dagligsprog; de gives kun for at illustrere betydningen. Overvej neutrale alternativer, især når der refereres til personer.
- Det er en debil idé at sende mailen uden at læse den igennem. (nedsættende om en handling)
- Filmen har en ret debilt humor, men jeg grinede alligevel. (uformelt om “fjollet/plat”)
- Kommentarfeltet er fuld af debile påstande uden dokumentation. (nedsættende om udsagn)
- Det lød helt debilt, da han forklarede planen. (nedsættende vurdering)
- En debil udgiftspolitik kan underminere budgettet. (skarpt, polemisk tone)
- Han brød ud i et lidt debilt grin. (om fjollet/grinagtig mine)
- Ældre litteratur bruger “debil” om personer med mild intellektuel funktionsnedsættelse. (forældet fagsprog, ikke anbefalet)
- Arkaisk: “Hun er for tiden noget debilt til mode.” (= svagelig; sjældent i dag).
Synonymer og antonymer
Som nedsættende om dumhed/fjollethed
- Synonymer (varierende styrke og stil): tåbelig, dum, stupid, åndsforladt, plat, fjollet, idiotisk (nedsættende), hjernedød (groft, nedsættende).
- Neutrale alternativer (ofte bedre valg): uovervejet, uigennemtænkt, uheldig, usaglig, useriøs.
- Antonymer: klog, fornuftig, velovervejet, saglig, begavet.
Som arkaisk “svag/svagelig”
- Synonymer: svagelig, kraftesløs, afkræftet, mat.
- Antonymer: stærk, robust, vital.
Forældet fagterm (psykiatri)
- Moderne, respektfuldt udtryk: person med intellektuel funktionsnedsættelse (mild). Også brugt: person med udviklingshandicap.
- Forældede/ikke-anbefalede ord: åndssvag, retarderet, imbecil (historiske klassifikationsord; undgås i nutidig sprogbrug).
Historisk udvikling og sprogbrug
I begyndelsen og midten af 1900-tallet indgik “debil” i en hierarkisk psykiatrisk klassifikation (sammen med bl.a. “imbecil” og “idiot”), hvor “debil” typisk betegnede den mildeste grad. Denne taksonomi er for længst forladt i moderne diagnostik og i social- og uddannelsespolitik. I dag anbefales termer som intellektuel funktionsnedsættelse (med angivelse af graden) og en personcentreret formulering, fx “en person med …”.
Parallelt har “debil” i hverdagssproget fået en bred nedsættende brug om ting, idéer og adfærd, ofte som forstærker for “meget dum/plat”. Denne brug kan dog opleves som respektløs, især når ordet rammer personer eller grupper.
Brug og stilistiske råd
- Undgå at kalde personer “debil(e)”; det kan være diskriminerende og sårende.
- Når du vil kritisere idéer/handlinger, vælg præcise og neutrale ord: “uovervejet”, “usaglig”, “inkonsistent”, “upraktisk”, “plat”.
- I faglige og offentlige sammenhænge: brug moderne, respektfulde termer som “intellektuel funktionsnedsættelse (mild/moderat/svær)” frem for historiske betegnelser.
Relaterede ord og afledninger
- debilitet (forældet): substantivform for den historiske diagnose “debil”.
- debiliterende (moderne, neutralt): “svækkende”, fx “en debiliterende sygdom”.
- imbecil, idiot (historiske termer): tidligere gradbetegnelser; bør undgås i nutidigt sprog.
Ordet på tværs af sprog
- Svensk/Norsk: debil findes, primært som arkaisk/medicinsk historisk term; i dag mest nedsættende i slang.
- Fransk: débile bruges ofte i dagligsprog om noget “dumt/fjollet”, men kan også være stødende.
- Engelsk: dansk “debil” svarer ikke til et almindeligt adjektiv “debil”; man bruger typisk “stupid”, “silly”, “moronic” (sidstnævnte nedsættende). Relateret er verbet “to debilitate” (= svække), jf. “debiliterende”.
Sammenfatning
“Debil” betyder grundlæggende “svag”, men i moderne dansk bruges det især nedsættende om noget dumt eller plat. Den tidligere psykiatriske betydning er forældet og kan virke stødende. Vælg derfor neutrale og præcise alternativer i saglig kommunikation, og anvend respektfulde, nutidige betegnelser i faglige sammenhænge.