Diakon betydning

Ordet diakon bruges i kristen sammenhæng om en tjenende funktion i menighed og samfund. Betydningen varierer noget på tværs af kirkesamfund:

• Katolsk og ortodoks tradition: Diakon er et ordineret embede under præst og biskop. Diakoner assisterer i gudstjenesten, forkynder evangeliet, kan døbe og vie (afhængigt af lokal lovgivning), samt leder karitative indsatser. I den katolske kirke skelnes ofte mellem overgangsdiakoner (på vej mod præstevielse) og permanente diakoner (som bliver i diakonembeddet; ofte gifte mænd).
• Anglikansk tradition: Tilsvarende ordineret diakonat, ofte som et selvstændigt og varigt kald eller et trin før præst.
• Luthersk og reformert tradition: Varierer. I Norden (fx i Danmark) er diakon typisk en professionelt uddannet kirkelig socialarbejder i det diakonale felt og ikke et ordineret embede i folkekirken. I nogle frikirker er diakoner lægmedarbejdere valgt til praktisk og social tjeneste.

I dansk sammenhæng forbindes ordet ofte med diakoni - kirkens omsorgs- og socialfaglige arbejde i mødet med udsatte mennesker, drevet af kristen næstekærlighed.

• Oldgræsk: diákonos (διάκονος) = tjener, medhjælper, budbringer.
• Verbum: diakonéō = at tjene, betjene, gøre tjeneste.
• Latin: diaconus.
• Via kirkelatin og kirketysk til nordiske sprog: dansk diakon.

Den grundlæggende semantik - “at tjene” - afspejler sig i både liturgisk bistand og socialt/diakonalt arbejde.

• Oldkirken: Ny Testamente omtaler menighedstjenere (diakonoi; fx Fil 1,1; 1 Tim 3,8-13). Traditionen knytter også ApG 6 (de syv, der “tjenede ved bordene”) til diakonatet. Tidligt ses både mænd og kvinder i diakonale roller (kvindelige diakonisser omtales i oldkirkelige kilder).
• Middelalderen: Diakonatet bliver et tydeligt trin i klerikale grader. Opgaverne var liturgiske, administrative og caritative.
• Reformationen: I lutherske kirker reduceres eller omformes diakonatet; det liturgiske diakonembede forsvinder mange steder.
• 1800-tallet: Diakonissebevægelsen får stor betydning i protestantiske lande (fx Diakonissestiftelsen på Frederiksberg). Fokus på sygepleje, social omsorg og pædagogik under kirkeligt regi.
• Nutid: Den katolske kirke har genetableret det permanente diakonat globalt. I Norden forbindes diakonisproget oftest med kirkeligt socialt arbejde, store diakonale institutioner og uddannelsessteder.

• Liturgisk (i kirker med ordineret diakonat): læse evangeliet, assistere ved nadveren, prædike, lede forbøn, døbe, forrette vielser og begravelser (afhænger af kirkeret og national lovgivning).
• Diakonal/social: koordinere og udføre diakonalt arbejde: hjemløse- og misbrugsindsatser, sjælesorg, besøgstjenester, integrationsarbejde, sundheds- og omsorgsopgaver.
• Menighedsliv og ledelse: frivilligkoordinering, undervisning, projektledelse, samarbejde med offentlige og civile aktører.

I Danmark bruges diakon især om fagpersoner i kirkelige sociale organisationer og institutioner (fx Diakonissestiftelsen, Kirkens Korshær, KFUM’s Sociale Arbejde, Blå Kors m.fl.). Uddannelsesvejen kan være specialiserede diakonale uddannelser koblet med social- og pædagogfaglige kvalifikationer. I folkekirken er diakon ikke et særskilt ordineret embede, mens den katolske kirke i Danmark har ordinerede diakoner.

• Diakoni: kirkens tjeneste for udsatte og nødlidende; socialt og omsorgsmæssigt arbejde på evangelisk grund.
• Diakonisse: historisk betegnelse for kvindelig diakonal søster i protestantiske diakonissehuse; i ortodoks tradition også titel for diakonens hustru eller for oldkirkens kvindelige diakon.
• Ærkediakon (archdeacon): højere kirkelig titel/funktion i nogle kirker (især anglikansk/katolsk) med tilsynsopgaver.
• Subdiakon (underdiakon): historisk kirkelig grad (især i vestkirken før reformer i 1900-tallet).
• Akolyt, lektor: andre kirkelige tjenester/ministerier, ofte læg.

Der findes ingen fuldstændig dækkende danske synonymer, fordi diakon er et kirkeligt fagudtryk. Afhængigt af konteksten kan følgende være nærliggende:

• kirkelig socialarbejder (når fokus er diakonalt arbejde i Danmark)
• menighedstjener eller menighedsdiakon (i nogle frikirker)
• diakonisse (kvindelig form i historiske/protestantiske sammenhænge)

Bemærk: Ord som præst eller kirketjener er ikke synonymer, men andre funktioner.

• Lægperson: står i kontrast til ordineret diakon i kirker med ordination.
• Præst/biskop: ikke antonymer, men andre kirkelige embeder i hierarkiet.
• Sekulær socialarbejder: kontrast ved fravær af kirkelig/teologisk forankring, men funktionelt beslægtet.

• Han blev viet til diakon i den katolske kirke i 2019.
• Som diakon leder hun kirkens indsats for hjemløse i bydelen.
• Diakonen læste evangeliet under søndagens højmesse.
• Menigheden valgte tre diakoner til at koordinere omsorgsarbejdet.
• Efter uddannelsen arbejdede han som diakon på et misbrugscenter.
• Diakonerne samarbejder med kommunen om frivillige indsatser.
• Hun har en diakonal profil med fokus på sjælesorg og besøgstjeneste.
• Kirken indviede to nye diakoner ved en festgudstjeneste.
• Som permanent diakon er han gift og har et civilt arbejde ved siden af.
• Diakonens prædiken tog udgangspunkt i næstekærlighedens praksis.

• Tjeneste og ord: Diakonens opgave forbinder forkyndelse med konkret handling.
• Brobygning: Ofte bindeled mellem kirke, civilsamfund og offentlige myndigheder.
• Diakonal etik: Værdighed, retfærdighed, inklusion og professionel omsorg.

Flere protestantiske kirker ordinerer/indsætter både kvinder og mænd som diakoner. Den katolske kirke ordinerer mænd som diakoner; drøftelser om kvindelige diakoner har foregået teologisk og kirkeretligt. I historiske protestantiske sammenhænge bruges diakonisse om kvinder i diakonal søster-tjeneste.

• Staves med lille forbogstav på dansk: “en diakon”.
• Flertal dannes med -er: “diakoner”.
• Register: kirkeligt/fagligt; bruges især i teologi, kirkebeskrivelser og socialt arbejde under kirkeligt regi.

• Diakoni
• Præst
• Biskop
• Ærkediakon
• Diakonisse