Direktiv betydning

Direktiv betegner en forskrift, retningslinje eller ordre, der udstikker rammerne for, hvordan noget skal udføres eller fortolkes. Et direktiv kommer ofte fra en overordnet myndighed – eksempelvis en regering, en EU-institution, en virksomhedsledelse eller en militær kommando – og er som regel bindende for modtageren, selv om det i visse sammenhænge kan efterlade et vist spillerum for den konkrete gennemførelse.

Betydning og grundlæggende karakteristika

I den dagligdags danske sprogbrug forstås direktiv som en formel anvisning eller instruks, der skal følges. Begrebet kendetegnes af tre hovedelementer:

• Normativitet: Et direktiv angiver, hvad der bør gøres – eller ofte helt konkret, hvad der skal gøres.
• Hierarki: Det udstedes af en instans med autoritet over dem, der er pålagt at følge det.
• Gennemførelsespligt: Modtagerne har ansvar for at omsætte direktivet til handling eller regler i deres egen sfære.

Etymologi

Ordet stammer fra latin dirigere ”at rette, styre, lede” og via middelalderlatin directivum ”som leder eller styrer”. På dansk er det indlånt fra fransk directive i 1800-tallet, i første omgang i militær og retslig jargon.

Lovgivningsmæssig kontekst

Den mest kendte anvendelse i moderne dansk er i forbindelse med EU-lovgivning. Ifølge EU-traktaterne er et direktiv en retsakt, der:

• Angiver målene, medlemsstaterne skal opnå.
• Lader det være op til den enkelte stat at bestemme formen og midlerne til at nå målene.

Eksempler:

• GDPR (Databeskyttelsesforordningen) erstattede det tidligere Databeskyttelsesdirektiv 95/46/EF.
• Arbejdsmiljødirektivet 89/391/EØF fastlægger minimumskrav til arbejdsmiljø.

Andre juridiske felter med hyppig brug af ordet inkluderer:

• Kommunal forvaltning: ”Kommunalbestyrelsen har udstedt et direktiv om energieffektivitet.”
• Militær kommando: ”Oberstens direktiv dikterede troppernes marchrute.”

Eksempler på brug

Nedenfor ses varierede sammenhænge, hvor ordet forekommer:

• Politik: ”Ministeriet udsendte et direktiv om hurtigere sagsbehandling.”
• Ledelse: ”Direktøren gav et klart direktiv: Fokuser på kerneforretningen.”
• It-udvikling: ”Koden skal skrives i overensstemmelse med arkitektens direktiver.”
• HR: ”Et internt direktiv forhindrer ansættelse af familiemedlemmer.”
• Uddannelse: ”Skolens direktiv om digital eksamen træder i kraft næste år.”
• Sundhed: ”WHO udsendte et direktiv om håndtering af nye virusvarianter.”
• Byggeri: ”Bygherren fulgte kommunens direktiv om regnvandsafledning.”

Synonymer og antonymer

Synonymer	Nuancer	Antonymer
Instruks	Noget mere pragmatisk	Forespørgsel
Påbud	Mere strengt	Anbefaling
Forskrift	Teknisk/juridisk	Frihed
Retningslinje	Kan være mindre bindende	Valgmulighed
Bestemmelse	Lovtekster	Undladelse

Relaterede termer

• Forordning: EU-retsakt, der gælder direkte i alle medlemsstater (i modsætning til direktiv).
• Cirkulære: Administrativ meddelelse med fortolkningsbidrag, ofte fra ministerier.
• Bekendtgørelse: National retsakt, der udmønter en lov eller et direktiv.
• Procedure: Beskriver fremgangsmåden for at opfylde et direktiv.

Historisk udvikling

Fra militærkommandoer i 1800-tallet vandt ordet indpas i dansk embedslingo i begyndelsen af det 20. århundrede. Med Danmarks EF-medlemskab i 1973 fik direktiv en central rolle i lovgivningsarbejdet, idet EU-direktiver skulle implementeres i national ret. I erhvervslivet slog det især igennem i 1980-90’erne sammen med New Public Management-bølgen, hvor ledelseslag udstedte formelle direktiver for procesoptimering.

Direktiv i andre sprog og kulturer

• Engelsk: directive
• Tysk: Richtlinie (EU-kontekst), Weisung (militær/administrativ)
• Fransk: directive
• Svensk: direktiv
• Spansk: directiva

På de fleste europæiske sprog har ordet en specifik EU-juridisk betydning og en bredere generel betydning – akkurat som på dansk.

”Se også”

• EU-forordning
• Lovgivningsproces i Danmark
• Bekendtgørelse
• Cirkulære
• Kommissorium