Dissonans betydning

Dissonans betegner en tilstand af spænding, konflikt eller mislyd:

• Musik: Samklang af toner, som lyder spændingsfyldt og typisk søger “opløsning” til en mere stabil klang (konsonans).
• Almen sprogbrug: En uoverensstemmelse mellem ting, der burde hænge sammen - fx mellem holdninger og handlinger, ord og gerning eller form og indhold.
• Psykologi: I kognitiv dissonans er der konflikt mellem en persons overbevisninger, viden eller værdier og vedkommendes adfærd eller nye informationer, hvilket skaber psykisk ubehag.

I alle anvendelser rummer dissonans både en konstatering af spænding og en implicit forestilling om mulig opløsning eller afklaring.

Ordet kommer af latin dissonantia “uosamklang, uoverensstemmelse” fra dis- “fra hinanden, u-” og sonare “at lyde”. Via musikalske og retoriske traditioner i latin og senere fransk/tysk er ordet indgået i dansk som en dissonans.

• Køn: fælleskøn - “en dissonans”.
• Flertal: “dissonanser”.
• Tillægsord: “dissonant” (adj.) - fx “en dissonant akkord”, “dissonante farver”.
• Afledninger: “dissonantisk” (sjældnere), “dissonansreduktion” (psykologi).

Musik (teori og praksis): Dissonans er klanglig spænding, ofte opstået ved bestemte intervaller eller akkorder. I tonal musik søger dissonans typisk opløsning til konsonans (fx i suspensions, gennemgangstoner, forudhold). Vurderingen er både kulturelt, historisk og kontekstuelt betinget.

Psykologi: Kognitiv dissonans (Leon Festinger, 1957) beskriver ubehag ved modstridende kognitioner. Mennesker forsøger at reducere dissonansen ved fx at ændre holdning, retfærdiggøre adfærd, bagatellisere konflikten eller søge bekræftende information.

Kommunikation, retorik og kultur: Dissonans kan være et bevidst virkemiddel - kontraster i budskab, tone, billede eller form skaber opmærksomhed og eftertanke. I design og kunst bruges dissonans til at fremkalde spænding eller fremhæve brud med forventninger.

Arbejds- og organisationspsykologi: Følelsesmæssig dissonans betegner misforhold mellem de følelser, man faktisk har, og dem, man forventes at udtrykke (fx i servicearbejde).

• Musik: “Akkorden skaber en stærk dissonans, som opløses til tonika i næste takt.”
• Musik: “Komponisten bruger bevidst dissonanser for at intensivere dramatikken.”
• Almen sprogbrug: “Der er dissonans mellem ledelsens ord og handling.”
• Almen sprogbrug: “Kampagnens billedsprog står i dissonans til dens værdigrundlag.”
• Psykologi: “Efter købet oplevede hun kognitiv dissonans og søgte anmeldelser, der bekræftede beslutningen.”
• Psykologi: “Dissonansen mellem selvopfattelse og feedback førte til holdningsændring.”
• Retorik/kommunikation: “Det bevidst dissonante layout får læseren til at stoppe op.”
• Kultur/samfund: “Filmen iscenesætter dissonans mellem nostalgi og nutidens realiteter.”
• Organisation: “Medarbejderne oplever følelsesmæssig dissonans i mødet med kunder.”
• Hverdag: “Der var en mærkbar dissonans ved festens høje musik og naboernes søvnbehov.”

• Musiknært: mislyd, disharmoni, spænding, klanglig konflikt.
• Overført betydning: uoverensstemmelse, mismatch, konflikt, modstrid, usammenhæng.

Bemærk: “mislyd” kan virke mere negativt værdiladet end “dissonans”, som i fagligt sprog ofte er neutralt/deskriptivt.

• Musiknært: konsonans, harmoni.
• Overført betydning: overensstemmelse, sammenhæng, enighed, resonans.

• Antikken og middelalder: Intervaller inddeles i konsonante og dissonante; de rene konsonanser (prim, oktav, kvint) værdsættes højest.
• Renaissance og barok: Strenge kontrapunktiske regler (fx hos Fux) styrer, hvordan dissonans må introduceres og opløses (suspensioner, gennemgang). Kvarten behandles ofte som dissonans over bas.
• Klassik og romantik: Øget kromatik udvider tolerancen for dissonans; den bliver et centralt udtryksmiddel, ikke blot noget der “skal” opløses hurtigt.
• 20. årh. og frem: Atonalitet, dodekafoni og spektralmusik udfordrer skellet; dissonans kan få selvstændig æstetisk værdi uden traditionel opløsning.
• Psykologi (1950’erne): Festingers teori om kognitiv dissonans danner grundlag for omfattende forskning i attitudeændring og beslutningsprocesser.

Psykoakustisk hænger dissonans bl.a. sammen med roughness/beating, når to frekvenser ligger tæt og interfererer inden for det menneskelige øres kritiske bånd. Kultur, træning og kontekst påvirker dog stærkt, hvad der opleves som dissonant.

• Konsonans: Stabil, harmonisk klang eller overensstemmelse.
• Spænding og opløsning: Grundlæggende dynamik i tonal musik.
• Kontrapunkt: Satstekniske regler for samklang og stemmeføring.
• Atonalitet, kromatik, clusters: Moderne udtryk, hvor dissonans ofte er central.
• Kognitiv dissonans: Psykologisk ubehag ved modstridende kognitioner; dissonansreduktion er de strategier, man bruger for at genoprette sammenhæng.
• Følelsesmæssig dissonans: Spænding mellem følte og udtrykte følelser.

• “skabe dissonans”, “indføre dissonans”, “forstærke dissonans”
• “opløse en dissonans”, “dissonansen opløses til …”
• “dissonans mellem X og Y”, “i dissonans med”
• “dissonant klang”, “dissonant effekt”, “dissonant farvepalette”

• I faglig musikterminologi er “dissonans” ofte neutralt beskrivende, ikke en værdidom.
• I overført betydning kan ordet anvendes stilistisk for at påpege spændinger, uden at man nødvendigvis dømmer dem som negative.
• I psykologi skal man sondre mellem dissonans (tilstanden) og dissonansreduktion (reaktionerne på den).