Djævelen betydning

Djævelen betegner i sin kerne den personificerede ondskab eller den øverste modstander af det gode i flere religioner og mytologier. I overført betydning bruges ordet også om noget ondt, fristende, destruktivt eller særligt drilsk – og som kraftudtryk i daglig tale.

Betydning og brug

Ordet djævelen (bestemt form ental af djævel) rummer flere betydningslag:

• Religiøs/teologisk figur: Den øverste onde magt, modstander af Gud, fristeren og forføreren; ofte identificeret med Satan, Lucifer eller Mørkets fyrste.
• Personifikation af ondskab: Symbol på det onde, på fristelse og synd, eller på kaos og destruktion.
• Overført/metaforisk brug: Om en særligt snedig eller uregerlig person (fx “en lille djævel” om et drilsk barn) eller om noget ualmindeligt vanskeligt (“en djævel af en opgave”).
• Kraftudtryk/banneord: Bruges i udråb eller vendinger til at forstærke følelser (“for djævelen!”, “hvad i alverden har djævelen haft gang i?”). Styrken varierer efter kontekst og selskab.
• I faste forbindelser og kultur: Forekommer i talemåder (“djævelen ligger i detaljen”) og i litteratur, kunst og musik som figur og motiv.

Etymologi

Djævel går via nordiske og nedertyske former tilbage til latinsk diabolus, fra græsk diábolos ‘bagvasker, anklager’ (af dia- ‘gennem, på tværs’ + ballein ‘kaste’). Den norrøne form er djöfull (islandsk djöfull), og påvirkning fra nedertysk (devel/duvel) har sandsynligvis spillet ind i de nordiske sprog. Semantisk er der også berøring med hebraisk śāṭān (‘modstander, anklager’), der ligger bag navnet Satan.

Grammatik og bøjning

• Køn: Fælleskøn (en-ord)
• Udtale (IPA, ca.): [ˈdjɛːvəl] (ubestemt), [ˈdjɛːvələn] (bestemt)
• Stavelsedeling: djæ-vel (djæ-ve-len)

Form	Ubestemt	Bestemt	Genitiv
Ental	en djævel	djævelen	djævelens
Flertal	djævle	djævlene	djævlenes

Afledninger: djævelsk (adj./adv.), djævelskab (sb.), djævel- som forled i sammensætninger: djævleuddrivelse, djævlepagten, djævleyngel (neds.), djævleøen, djævleklo m.fl.

Versalis/Minuskel: I almindelig sprogbrug skrives djævelen normalt med småt. Ved specifik henvisning til den teologiske figur ses også Djævelen med stort, især i religiøse eller højstilistiske tekster. Satan og Lucifer skrives som egennavne med stort.

Synonymer og beslægtede udtryk

• Teologiske/propriale: Satan, Lucifer, Mefistofeles, Beelzebub/Beelzebul, Den Onde, Mørkets fyrste.
• Folkelige/kolloquiale: fanden (meget brugt i talemål), sorteper (overført), fristeren.
• Beslægtede begreber: dæmon (ikke det samme som djævelen; dæmoner er typisk underordnede onde væsener).

Antonymer

• Gud, det gode, Kristus, engel, ærkeengel, lysets kræfter.

Historisk og kulturel baggrund

I jødisk-kristen tradition udvikles djævelsfiguren som modstander af Gud og som frister. I kristendommen får figuren en central rolle i syndefaldsfortællinger, fristelser og eskatologiske forestillinger. I middelalderens Europa bliver djævelen hyppigt afbildet i kunst og teater (moraliteter, mysteriespil) og bruges pædagogisk som advarsel mod synd.

I islam omtales den onde åndsmagt som Iblis eller Shayṭān, som frister mennesker væk fra den rette vej. I folketro i Norden fremstår djævelen (ofte som fanden) som en listig trickster, der kan narres med snedighed – et motiv genkendt i sagn og viser.

Vigtige litterære nedslag: Dantes Guddommelige Komedie (Lucifer i Inferno), Miltons Det tabte paradis (djævelens oprør), Goethes Faust (Mefistofeles), samt utallige moderne værker, film og musik, hvor djævelen fremstår som kontrastfigur til helten eller som ambivalent frister.

Relaterede termer og begreber

• Helvede: Djævelens rige i mange kristne forestillinger.
• Eksorcisme/djævleuddrivelse: Ritualer til at uddrive onde ånder.
• Djævlepakten/Faust-motiv: At sælge sin sjæl til djævelen for magt, viden eller nydelse.
• Diabolsk/djævelsk: Tillægsord for noget ondt, listigt eller ondsindet; i moderne sprog også “frygtelig dygtigt” (fx “djævelsk timing”).
• Tasmansk djævel: Dyr (pungdyr) fra Tasmanien; zoologisk anvendelse af grundordet djævel i artsnavn.

Idiomer, faste udtryk og kollokationer

• Djævelen ligger i detaljen: Små detaljer kan vælte det hele.
• Djævelens advokat: Den, der med vilje argumenterer imod flertallet for at teste styrken af en sag.
• At sælge sin sjæl til djævelen: At opnå noget ved at give afkald på moral eller integritet.
• I djævelens klør: At være fanget i det ondes magt; billedligt: i en svær situation.
• Djævelsk grin/plan/geni: Hyppige kollokationer, der understreger lumske eller imponerende egenskaber.
• For djævelen! Kraftudtryk (mindre brugt end fx “for fanden!”, men forståeligt i dansk).
• Når man taler om fanden, stikker han halen frem: Nært beslægtet talemåde (med “fanden”).

Eksempler på brug

• Teologisk: “I kristen tradition fremstilles djævelen som Guds modstander.”
• Kulturelt: “Maleriet viser djævelen som en frister med gaver og guld.”
• Metaforisk: “Det her er en djævel af en sudoku.”
• Karakteristik: “Hun har et djævelsk talent for forhandling.”
• Ironsk/legende: “Du er da en lille djævel, hva’?”
• Kraftudtryk: “For djævelen da, hvor blev nøglerne af?”
• Idiomatisk: “Husk, djævelen ligger i detaljen – læs kontrakten grundigt.”
• Litterært: “Mefistofeles fungerer som djævelen i Faust-legenden.”

Sproglige noter og stil

• Register: Teologisk og litterært i høj stil; i dagligsprog ofte som metafor eller kraftudtryk.
• Følsomhed: Kraftudtryk med religiøst indhold kan virke stødende i nogle sammenhænge.
• Varianter: Fanden er udbredt i idiomer og bandeord; djævelen forekommer oftere i formelle beskrivelser og som leksikalsk opslagsord.

Orddannelse og beslægtede former

• Adjektiver: djævelsk, diabolsk, satanisk.
• Substantiver: djævelskab, djævlepagten, djævleuddrivelse, djævleyngel (neds.), djæveleri (sjældnere).
• Sammensætninger: djævel- + X (djævelklo, djævelø, djævelring, djævelhorn – ofte billedligt eller navngivning).

Oversættelser (udvalg)

Sprog	Ord	Bemærkning
Engelsk	the devil	Devil som egennavn i religion
Tysk	der Teufel	Udbredt både teologisk og idiomatisk
Fransk	le diable	Diabolique = djævelsk
Spansk	el diablo
Italiensk	il diavolo
Portugisisk	o diabo
Svensk	djävulen	Grundord: djävul
Norsk (bm./nn.)	djevelen	Grundord: djevel
Islandsk	djöfullinn	Grundord: djöfull
Finsk	paholainen	Også Saatana (Satan)
Polsk	diabeł	Adj.: diabelski
Russisk	дьявол	Adj.: дьявольский
Græsk	διάβολος	Historisk ophav til europæiske former
Arabisk	إبليس / شيطان	Iblīs (figur), shayṭān (djævel/dæmon)
Hebraisk	השטן	HaSatan = “Anklageren”
Latin	diabolus	Kirkesproglig form

Brugsbemærkninger

• I moderne dansk er djævelen oftest neutral-beskrivende uden for religiøs kontekst; som kraftudtryk bør det anvendes med omtanke.
• Nogle sammensætninger og afledninger (fx djævleyngel) er nedsættende og bør undgås om personer.
• I religiøse tekster og teologiske diskussioner foretrækkes ofte egennavne som Satan eller tituleringer med stort begyndelsesbogstav.

Se også

• Satan
• Lucifer
• Fanden
• Dæmon
• Helvede
• Eksorcisme