Dobbelt socialisering betydning

Begrebet beskriver, at barnet samtidig indgår i flere sociale sammenhænge, hvor det lærer sprog, normer, vaner, følelsesregulering og handlemåder. I en moderne velfærdsstat, hvor de fleste børn tilbringer mange timer i dagtilbud og skole, er familien ikke den eneste primære opdragelsesinstans. Dobbelt socialisering fremhæver derfor:

• Samspillet mellem hjem og institution/skole som gensidigt formende.
• Mulige spændinger mellem forskellige normer (fx hjemme vs. i børnehaven), som barnet lærer at navigere i.
• Udvidet læringsrum, hvor flere voksne og jævnaldrende bidrager til barnets sociale og kulturelle kompetencer.

Dobbelt stammer via fransk (double) og middelnedertysk fra latin duplex (“tofold”). Socialisering kommer af “social” (latin socius = allieret/folelsesfælle) med afledningen “-isering” for proces. På dansk ses både dobbelt socialisering og dobbeltsocialisering i faglitteraturen.

• Primær og sekundær socialisering (Berger & Luckmann): Familien (primær) suppleres af institutioner (sekundær). Dobbelt socialisering beskriver samtidigheden og den øgede vægt af sekundære arenaer i barndommen.
• Bronfenbrenners økologiske systemteori: Barnet befinder sig i flere mikrosystemer (hjem, dagtilbud, skole). Dobbelt socialisering fremhæver mesosystemet - forbindelserne mellem hjem og institution.
• Bourdieu: Barnet udvikler og forhandler sit habitus i overlappende felter (familie, skole).
• Læring i praksisfællesskaber (Lave & Wenger): Barnet deltager i flere fællesskaber, der tilbyder forskellige normer og “måder at være på”.

Ideen udspringer af efterkrigstidens velfærdsudbygning med stigende institutionsdækning og skolificering af barndommen. I Skandinavien forbindes begrebet ofte med den dansk-svenske socialpsykolog Lars Dencik, som i 1980’erne-90’erne beskrev, hvordan børn i moderne samfund tidligt socialiseres både hjemme og i institution. Siden 2000’erne har digitalisering udvidet perspektivet yderligere, så mange taler om “multipel” eller “poly-” socialisering, hvor medier og onlinefællesskaber udgør en tredje central arena.

• I børnehaven lærer barnet at dele legetøj og forhandle om tur; hjemme forventes måske mere selvhævdelse og at “stå fast”.
• Skolen indfører klasseledelse og regelsæt; hjemmet praktiserer mere forhandling og dialog. Barnet lærer at skifte kode mellem rammerne.
• Hjemmet taler to sprog; institutionen prioriterer dansk. Barnet dobbeltsocialiseres sprogligt og kulturelt.
• Forældre vægter høflighed (voksne tiltales formelt); pædagoger vægter lighed og først-navn-kultur. Barnet navigerer mellem omgangsformer.
• I fritidsklubben er humor og ironi social valuta; hjemme er tonen mere alvorlig. Barnet lærer kontekstsensitiv kommunikation.
• Hjemmet begrænser skærmtid; skolen bruger tablets i undervisningen. Barnet oplever modsatrettede normer om teknologi.
• I idrætsforeningen belønnes konkurrence; i familien fremhæves fællesskab og “det vigtigste er at være med”.
• Ved skole-hjem-samarbejde oversættes pædagogiske mål til hverdagsrutiner (lektietid, puttetider), så arenaerne spiller sammen.

• Pædagogik og dagtilbud: planlægning af overgange (hjem-vuggestue-børnehave-SFO), forældresamarbejde, læreplanstemaer.
• Skolen: skole-hjem-samarbejde, trivselspolitikker, dannelsesperspektiver.
• Socialt arbejde: støtte til familier i krydspres mellem institutionelle krav og hjemmekultur.
• Migrations- og minoritetsstudier: dobbelt (eller multipel) socialisering mellem minoritets- og majoritetskultur.
• Mediepædagogik: integration af mediesocialisering i forståelsen af barnets hverdagsliv.

• Gevinster: bredere erfaringsgrundlag, flere rollemodeller, social fleksibilitet, modstandskraft, netværk.
• Udfordringer: rollekonflikter, normkollisioner, utryghed ved uens forventninger, risiko for stempling hvis arenaerne taler forbi hinanden.

• Det er ikke givet, at arenaerne står i konflikt; de kan være komplementære.
• “Dobbelt” er analytisk - i praksis er socialisering ofte multipel (hjem, institution, medier, fritid, kultur/religion).
• Begrebet er normativt neutralt: mere socialisering er ikke automatisk bedre; kvaliteten af relationer er afgørende.

• Styrk skole-/dagtilbud-hjem-samarbejde med klare, fælles forventninger og løbende dialog.
• Brug overgangsritualer og informationsdeling (fx afleverings-/hentelog, ugeplaner) for at skabe kontinuitet.
• Inddrag barnets perspektiv (trivselssamtaler, elevråd) og lær det at reflektere over forskellige normer.
• Skab kulturel oversættelse i minoritetskontekster: konkretisér uskrevne regler, undgå deficitfortællinger.

• Observation og feltarbejde i både hjem og institution for at se “koden” i praksis.
• Interview med børn, forældre og fagprofessionelle om forventninger og rutiner.
• Tids- og aktivitetsdagbøger for at kortlægge, hvor og hvordan læring finder sted.
• Spørgeskemaer om normer, opdragelsesstile og skolekultur.
• Dokumentanalyse af læreplaner, forældrepapirer, husregler.

• Dobbeltsocialisering (sammenskrevet form)
• Parallel socialisering (bruges også i andre betydninger; kontekstsensitivt)
• Simultan socialisering
• Multipel/poly-socialisering (udvidelse til flere arenaer)
• Mediesocialisering (specifik arena)

• Enkeltsocialisering (teoretisk kontrast: socialisering i én dominerende arena)
• Isolationssocialisering (ekstremt sjældent; minimal påvirkning fra institutioner/peers)

Onlinefællesskaber og platforme fungerer ofte som en ekstra arena. Selv hvor begrebet taler om “dobbelt”, må man i praksis inddrage mediers normdannelse: omgangsformer, identitetsarbejde, statuslogikker (likes, streaks) og læring gennem spil og sociale netværk.

Børn i migrantfamilier dobbeltsocialiseres mellem hjemmets kulturelle normer og institutions-/majoritetskulturens forventninger. Dette kan skabe særlige kompetencer (kodeskift, flersprogethed) men også krydspres, hvis værdierne kolliderer.

• Plan for overgange (start i vuggestue, skolestart, skift mellem klasser) med fokus på kontinuitet.
• Forældreinddragelse i arbejdet med pædagogiske læreplaner og trivsel.
• Forebyggelse af konflikter ved at kalibrere regler (lektier, skærmbrug, sengetider) mellem hjem og skole.

• Hjemmet bruger mad som hygge; institutionen arbejder med måltidspædagogik og faste rutiner.
• Forældre forventer hjemmepligter; skolen forventer lektieansvar - barnets ansvarlighed udfoldes i to sfærer.
• Religiøse praksisser i hjemmet vs. sekulær skolekultur - barnet lærer situationsbestemt adfærd.
• Sportslig disciplin fra trænere kombineres med omsorgsfuld forældreopbakning.

• Er dobbelt socialisering altid god? Ikke nødvendigvis; den er uundgåelig i moderne samfund, men kvaliteten af samarbejdet og barnets støtte er afgørende.
• Kan man reducere konflikter? Ja, via tydelig kommunikation, fælles mål og respekt for forskellighed mellem arenaerne.
• Er “dobbelten” forældet pga. medier? Begrebet er stadig nyttigt, men suppleres ofte med “multipel socialisering”.

• Primær og sekundær socialisering
• Mediesocialisering
• Skole-hjem-samarbejde
• Bronfenbrenners økologi
• Bourdieu: habitus og felt
• Akkulturation og kulturel kodeskift