Dobbeltmoralsk betydning

Ordet dobbeltmoralsk er et adjektiv, der betegner, at nogen anvender dobbeltmoral: at man tillader sig selv (eller sine egne) noget, man kritiserer hos andre, eller at man opstiller ét sæt normer i principper og et andet i praksis. Det har en klart negativ og normativ valør og bruges typisk i kritik.

I daglig brug overlapper “dobbeltmoralsk” med “hyklerisk”, men fokus i “dobbeltmoralsk” ligger ofte på uens standarder (double standards), mens “hyklerisk” lægger vægt på forstillelse (at foregive moral, man ikke efterlever).

• Ordklasse: Adjektiv (bøjes: mere dobbeltmoralsk, mest dobbeltmoralsk).
• Sammensætning: dobbelt + moralsk.
• “Dobbelt” er beslægtet med tysk “doppelt” og engelsk “double”.
• “Moralsk” afledes af “moral”, fra latin moralis (“angående sæder/skikke”).
• Relateret substantiv: dobbeltmoral (ikke “dobbeltmoralskhed” i almindelig brug).

• Uens standarder: Man bedømmer samme handling mildt hos sig selv og hårdt hos andre.
• Selektiv konsekvens: Regler håndhæves kun, når det rammer modstandere eller fremmede.
• Princip vs. praksis: Offentligt erklærede principper modsiges af faktisk adfærd.
• Systemisk dobbeltmoral: Institutioner, virksomheder eller stater, der opererer med forskellige etiske målestokke på tværs af sager, markeder eller grupper.

Ordet bruges ofte i politiske debatter, organisations- og mediekritik, forbrugeretik og i hverdagsrelationer, hvor fairness og konsekvens vægtes højt.

• Det virker dobbeltmoralsk at kræve punktlighed af medarbejderne, når ledelsen selv kommer for sent til møder.
• Hun kaldte kampagnen dobbeltmoralsk, fordi virksomheden taler om bæredygtighed, men fastholder leverandører med dårlige arbejdsforhold.
• At kritisere andres skærmforbrug, mens man selv scroller hele aftenen, er temmelig dobbeltmoralsk.
• Partiet bliver beskyldt for dobbeltmoral: stram retorik om regelbrud, men tavshed når egne folk bryder reglerne.
• Det er dobbeltmoralsk at sige, at alle skal spare, hvis direktionen samtidig hæver deres egne bonusser.
• Han indrømmede, at hans holdning lød dobbeltmoralsk, og forsøgte at præcisere sine principper.
• Skolen får kritik for dobbeltmoral, når den taler om trivsel, men nedprioriterer rådgivningstilbuddene.
• Hun syntes, anmeldelsen var dobbeltmoralsk: den roste originalitet hos nogle genrer og kritiserede den hos andre.
• Det kan opfattes som dobbeltmoralsk at forlange gennemsigtighed, mens man selv skjuler centrale oplysninger.
• Han ville undgå at fremstå dobbeltmoralsk og frasagde sig derfor den fordel, han ellers var berettiget til.
• Der er en snert af dobbeltmoral i at hylde lokale butikker, men altid handle billigst online.
• Kritikere mente, at kampagnens budskab var moralsk rigtigt, men kommunikationen blev dobbeltmoralsk i tonefaldet.

• anklage for at være dobbeltmoralsk, blive beskyldt for dobbeltmoral
• fremstå/virke/lyder dobbeltmoralsk
• åbenlyst/groft/udpræget dobbeltmoralsk
• dobbeltmoralsk holdning/argument/praksis/ordning
• anklage om dobbeltmoral, pege på dobbeltmoralen i …

• Dobbeltmoral (substantiv): selve fænomenet med uens moralske målestokke.
• Hykleri: forstillelse; man foregiver moral, man ikke besidder. Overlapper, men kan forekomme uden eksplicitte “dobbelt standarder”.
• Whataboutism: retorisk afværgeteknik, der kan udstille (eller påstå) dobbeltmoral hos modparten, men ikke i sig selv beviser den.
• Pragmatik vs. dobbeltmoral: At justere handlinger efter kontekst er ikke nødvendigvis dobbeltmoralsk, hvis principperne klart begrunder forskellen.

Begrebet dobbeltmoral er velkendt i dansk debat fra 1800-tallet og frem, ofte i diskussioner om køn og seksualmoral, hvor mænd og kvinder blev bedømt efter forskellige standarder. I nyere tid anvendes det bredt om politik, forbrug, miljø og virksomhedsetik, hvor beskyldninger om dobbeltmoral typisk retter sig mod uoverensstemmelsen mellem værdier, løfter og handlinger.

• Ubestemt: en dobbeltmoralsk udtalelse.
• Bestemt/kongruens: den dobbeltmoralske praksis, de dobbeltmoralske regler.
• Komparativ/superlativ: mere dobbeltmoralsk, mest dobbeltmoralsk.
• Afledning: dobbeltmoral (substantiv), dobbeltmoralsk (adjektiv). Formen “dobbeltmoralskhed” undgås typisk.

• Ordet er anklagende og kan virke konfronterende. Brug med omtanke.
• Vær konkret: peg på den samme type handling, der bedømmes forskelligt.
• Kritiser handlingen eller praksissen frem for personen, hvis målet er dialog.
• Skeln mellem legitim undtagelse (godt begrundet princip) og vilkårlige forskelle.

• At kalde enhver uenighed “dobbeltmoral”: Uenighed er ikke i sig selv uens standarder.
• At overse relevante forskelle: Hvis sagerne faktisk adskiller sig på principielle punkter, er det ikke dobbeltmoral at bedømme dem forskelligt.
• Stavning: skriv “dobbeltmoralsk” i ét ord (ikke “dobbelt-moralsk”).

• Engelsk: hypocritical, double standards (aspektuelt: “to apply double standards”).
• Norsk: dobbeltmoralsk (samme form).
• Svensk: kan gengives med hycklande eller omskrivning med dubbelmoral (adj. dubbelmoralisk forekommer, men er mindre almindeligt end omskrivninger).
• Tysk: ofte heuchlerisch (hyklerisk) eller udtryk med Doppelmoral (doppelte Standards anwenden).
• Fransk: hypocrite; “avoir deux poids, deux mesures” (to have double standards).

• Politik: Regeringen mødes med beskyldninger om dobbeltmoral, når den kræver åbenhed, men hemmeligholder egne notater.
• Arbejdsliv: Det er dobbeltmoralsk at kræve fleksibilitet af medarbejdere, men afvise hjemmearbejde for alle andre end cheflaget.
• Forbrug/CSR: En “grøn” kampagne kan virke dobbeltmoralsk, hvis kerneforretningen bygger på høj udledning.
• Privatliv: At skælde børn ud for at hæve stemmen, mens man selv råber, opleves som dobbeltmoralsk.

• Benyttes to forskellige standarder for sammenlignelige tilfælde?
• Er forskellen i bedømmelse princippielt begrundet eller bekvemmelig?
• Er der sammenhæng mellem udtalte værdier og faktiske handlinger?

Sammenfattende betegner “dobbeltmoralsk” en uretfærdig eller inkonsekvent anvendelse af moralske normer, hvor samme type adfærd dømmes forskelligt alt efter hvem eller hvad, det angår. Ordet er stærkt vurderende og bruges bedst, når man kan dokumentere klare forskelle på sammenlignelige tilfælde.