Domine et sanctus betydning

- Domine: vokativ ental af dominus, “Herre” - bruges ved direkte tiltale, især til Gud i kristen tradition.

- et: “og”.

- sanctus: “hellig”; som substantiv kan det betyde “en helgen”.

Kombineret giver “domine et sanctus” betydningen “Herre og hellig”, men som tiltale er formen typisk Domine sancte (“O hellige Herre”) eller Domine et Sancte (“O Herre og Hellige [én]”). Den opgivne form blander en vokativ (Domine) med en nominativ (sanctus) og er derfor sprogligt ujævn, medmindre den indgår i en større sætning med særlig syntaks.

- dominus kommer af roden til domus (“hus”), oprindeligt “husbonde, husets herre”, siden “herre” i bredere forstand og i kristen latin “(Herren) Gud”.

- sanctus er perfektum participium af sancīre (“indvie, hellige, erklære ukrænkelig”), med betydningen “helliget, hellig”; som substantiv: “en hellig/helgen”.

I tiltale anvendes vokativ:

Derfor: “Domine sancte” (vokativ + vokativ). Formen “Domine et Sancte” er også korrekt ved tiltale til “Herre og Hellige [én]”. “Dominus et sanctus” (begge nominativ) betyder som udsagn “(en) herre og (en) helgen/hellig”.

• Domine sancte - “O hellige Herre.” (hyppig bønneform)
• Domine et Sancte - “O Herre og Hellige [én].”
• Sancte Domine - “O hellige Herre.” (adjektiv først)
• Dominus sanctus est - “Herren er hellig.” (udsagn)
• Sanctus Dominus Deus Sabaoth - “Hellig er Herrens Gud, hærskarers Gud.” (fra messen: Sanctus)

• Domine: [ˈdɔ.mɪ.nɛ] / [ˈdɔ.mi.ne]
• et: [ɛt] / [et]
• sanctus: [ˈsaŋk.tʊs] / [ˈsaŋk.tus]

Nedenfor ses både idiomatiske og forklarende eksempler; hvor den givne form “domine et sanctus” bruges, anføres en naturlig korrektion.

• Domine sancte, miserere mei. - “O hellige Herre, forbarm dig over mig.”
• Domine et Sancte, exaudi orationem meam. - “O Herre og Hellige, hør min bøn.”
• Sancte Domine, dirige me hodie. - “Hellige Herre, led mig i dag.”
• Dominus sanctus est. - “Herren er hellig.”
• Domine Deus sancte et iuste, custodi nos. - “Herre Gud, hellig og retfærdig, vogt os.”
• Sanctus, Sanctus, Sanctus, Dominus Deus Sabaoth. - “Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarers Gud.”
• Sancte Petre, ora pro nobis. - “Hellige Peter (Skt. Peter), bed for os.”
• Domine, non sum dignus. - “Herre, jeg er ikke værdig.”
• (Uidiomatisk:) Domine et sanctus, miserere nobis. → Bedre: Domine sancte eller Domine et Sancte, miserere nobis.
• (Som udsagn:) Dominus et sanctus in ecclesia glorificatur. - “Herren og den hellige (helgenen) herliggøres i kirken.”

• For “dominus” (herre): herus (husbond, klassisk), magister (leder/lærer), princeps (anfører/fyrste) - bemærk nuancer; ikke direkte gudstitler som Dominus.
• For “sanctus” (hellig): sacer (hellig, indviet), sacrosanctus (allerhelligst), pius (from), divinus (guddommelig) - semantisk beslægtede, men ikke altid udskiftelige.

• Til “dominus”: servus (træl/tjener), subditus (undersåt).
• Til “sanctus”: profānus (vanhellig/verdslig), impius (ugudelig), scelestus (ondsindet/forbryderisk).

I klassisk latin betegner dominus først og fremmest “husets herre”. I senlatin og kirkelatin udvikles ordet til en etableret titel for Gud (“Herren”). Sanctus bruges fra ældre latin om det, der er indviet/ukrænkeligt, og i kristen brug også som substantiv for en helgen (fx Sanctus Augustinus = Sankt Augustin). I liturgien er “Sanctus” en central akklamation i messen (“Sanctus, Sanctus, Sanctus …”).

Kombinationer af domine og sanctus forekommer hyppigt i bønner, men normalt i grammatisk parallelle former (Domine sancte) eller som udsagn (Dominus sanctus est). Formen “domine et sanctus” ses lejlighedsvis i moderne inskriptioner, tryk eller digitale kilder som en kort, from vending, men den er ikke standardiseret latin.

• Kapitalisering: Ekklesiastisk latin kapitaliserer ofte “Domine/Dominus” og “Sanctus” i navne (fx “Sanctus Petrus”), men klassisk praksis er mere tilbageholden.
• Kommategn: Ved tiltale sættes ofte komma: Domine, Sancte Domine, osv.
• Registrer: “Domine …” er højstilede, liturgiske eller bønslige former, ikke hverdagstale.

• Domine sancte: “O hellige Herre.” / Engelsk: “O holy Lord.”
• Domine et Sancte: “O Herre og Hellige [én].” / Engelsk: “O Lord and Holy One.”
• Dominus sanctus est: “Herren er hellig.” / Engelsk: “The Lord is holy.”
• Dominus et sanctus (udsagn): “(en) herre og (en) helgen/hellig.”

• Kasusmismatch: Vokativ (domine) bør følges af vokativ (sancte) ved tiltale. “Domine et sanctus” blander vokativ og nominativ.
• Betydningsglidning: sanctus kan være adjektiv (“hellig”) eller substantiv (“helgen”). Konteksten afgør oversættelsen.
• Overførsel fra dansk/engelsk: Direkte oversættelser som “Herre og hellig” kan lyde rigtige på dansk, men kræver korrekt latinsk kasus for at være idiomatiske.

• Sanctus: “Sanctus, Sanctus, Sanctus, Dominus Deus Sabaoth …”
• Gloria: “Domine Deus, Rex caelestis …”
• Domine, non sum dignus: kommunionsbøn før nadver.
• Agnus Dei: “Agnus Dei, qui tollis peccata mundi, miserere nobis.”

“Domine et sanctus” kan meningsfuldt forstås som “Herre og hellig”, men er ikke en fast eller idiomatisk latinsk form ved tiltale. Ønskes en klassisk/kirkelatin korrekt tiltale, bør man skrive Domine sancte eller Domine et Sancte. I udsagnssætninger anvendes nominativ: Dominus sanctus est. Kendskab til kasus og liturgisk konvention gør det lettere at bruge udtrykket præcist og stilrent.