Eksplicit fortæller betydning

En eksplicit fortæller er en fortæller, der åbent markerer sin egen tilstedeværelse i teksten, kommenterer handlingen, henvender sig direkte til læseren eller afslører sine fortællemæssige greb. Hvor en implicit fortæller lader historien “tale for sig selv”, gør den eksplicitte fortæller opmærksom på, at der findes en fortæller, som styrer historiens perspektiv, tempo og tolkning.

Betydning og funktion

Begrebet anvendes primært i narratologi og litteraturvidenskab til at beskrive tekster, hvor fortællerstemmen er synlig og selvkommenterende. Den eksplicitte fortæller kan:

• Skabe intimitet ved henvendelse til læseren (“Kære læser…”).
• Reflektere over fortælleprocessen (“Jeg ved ikke, om jeg burde afsløre dette endnu…”).
• Sætte spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed (upålidelig fortæller).
• Indføre metakommentarer om genre, stil eller samtid.
• Styres hovedpersonens eller forfatterens holdning direkte ind i teksten.

Etymologi

Ordet eksplicit kommer af latin explicitus, perfektum participium af explicare “at folde ud, udfolde, forklare”. Fortæller stammer fra det norrøne frá-telja, “at tælle op, berette”. Sammenstillingen opstod i dansk litteraturkritik i 1900-tallet som oversættelse af engelsk explicit narrator.

Historisk udvikling

Den eksplicitte fortæller kan spores tilbage til den mundtlige fortælletradition, hvor fortælleren fysisk stod foran sit publikum. I skriftlig fiktion blev grebet særlig udbredt i

• 1700-tallets brev- og pikareskromaner (f.eks. Fieldings Tom Jones).
• Victoriatiden, hvor forfattere som Dickens benyttede direkte læserhenvendelser.
• Modernismen og postmodernismen, der genoplivede metalegene (f.eks. Italo Calvino).

I dansk sammenhæng ses grebet hos H.C. Andersen, Herman Bang og nyere forfattere som Peter Høeg og Josefine Klougart.

Relaterede termer

• Implicit fortæller – skjult fortællerposition.
• Homodiegetisk fortæller – fortæller er selv en person i historien.
• Heterodiegetisk fortæller – står uden for historiens univers.
• Metafiktion – værker der kommenterer egen fiktionalitet.
• Upålidelig fortæller – fortæller med begrænset eller forvrænget udsyn.

Eksempler på brug i litteraturen

Synonymer og antonymer

Brug uden for skønlitteraturen

I journalistik, dokumentarfilm og podcasts kan en eksplicit fortæller styrke autoritet og personlig stemme. Eksempler inkluderer:

• Radiopodcasts hvor værten kommenterer sin egen researchproces.
• Dokumentarfilm, hvor instruktøren selv står foran kameraet.
• Børnebøger, hvor fortælleren hjælper barnet med at forstå morale.

Fordele og ulemper

• Fordele: Øget nærhed, mulighed for humor og ironi, transparens om fortællegreb.
• Ulemper: Kan bryde illusionen om fiktion, risikerer overforklaring, kræver fortælleteknisk finesse.

Sammenfatning

En eksplicit fortæller er en tydeligt til stedeværende stemme, der taler med læseren, kommenterer sit stof og gør fortællehandlingen synlig. Grebet har aner i mundtlig tradition, en rig historie i romanens udvikling og fortsat relevans i moderne litteratur og medier. Forståelsen af den eksplicitte fortæller giver læseren et redskab til at afdække lag af betydning, intention og manipulation i enhver fortællende tekst.