Erindrer betydning

Ordet erindrer betyder, at man husker eller kalder noget frem i hukommelsen. Når vi siger: ”Jeg erindrer tydeligt den sommer,” udtrykker vi, at oplevelsen står klart for os – vi kan fremkalde den i tanke, lyd, billede og følelse.

Betydning

På moderne dansk anvendes erindrer primært i følgende betydninger:

• At huske (transitivt): ”Jeg erindrer dig fra gymnasiet.”
• At komme i tanker om (intransitivt): ”Jeg erindrer pludselig, at jeg har en aftale.”
• At gøre opmærksom på / henlede nogen på hukommelsen: ”Må jeg erindre om, at fristen udløber i morgen.” (her fungerer verbet næsten som et artigt ’mindeverbum’).

Erindrer forbindes i dag især med et lidt formelt eller højtideligt register. I daglig tale vælger mange i stedet husker, men i skrift – fx sagsakter, historiske værker eller autobiografier – lever erindre videre som et præcist, nuanceret ord.

Etymologi

Ordet stammer fra middelnedertysk erinneren (”bringe i erindring, gøre sig bevidst”), som selv udspringer af det gammelhøjtyske irinnan med roden *rinnan – ”løbe, flyde” – i betydningen ”lade (tanken) løbe tilbage”. Både tysk erinnern og dansk erindre er tidligt (1500-t.) indlånt som lærdt og officielt ord.

Grammatik og bøjningsformer

Infinitiv	Præsens	Præteritum	Perfektum participium
at erindre	erindrer	erindrede	erindret

Verbet er svagt (har ‑ede i præteritum og ‑et i perfektum participium) og kan bruges både transitivt (med objekt) og intransitivt (uden objekt). Konstruktionen erindre nogen om noget styrer objekt plus præposition.

Eksempler på brug

• ”Hun erindrer de lysende sommernætter fra sin barndom i Nordjylland.”
• ”Kan du erindre, hvor vi lagde nøglerne?”
• ”Formanden erindrede forsamlingen om de gældende regler.”
• ”Som jeg erindrer det, skete det i 1989.”
• ”De svage vingeslag af parfumen erindrede ham om en for længst forbi kærlighed.”
• ”Man skal erindre sig selv om at holde pauser i løbet af arbejdsdagen.”
• ”Skønt han ikke kunne se hende, erindrede han hendes ansigt i mindste detalje.”

Synonymer og beslægtede udtryk

Selv om ordene ikke er identiske, bruges de ofte i overlappende betydning:

• Huske
• Mindre (dial. / ældre), fx ”Jeg mindes sommeren”
• Kom(me) i tanke om
• Resonere (højstil) – ”jeg resonnerer mig frem til det”
• Rekapitulere (gennemgå i erindringen)
• Memorere (tilegne sig udenad)

Antonymer

• Glemme
• Forglemme (forældet, poetisk)
• Fortrænge (undertrykke en erindring)

Historisk udvikling og kulturhistorisk betydning

I danske kilder fra 1600-tallet optræder erindre især i religiøse og juridiske tekster som ”Erindring om Guds bud” og ”Kongen erindrer månedens fortjenester”. I 1800-tallet bredte verbet sig til dagpressen og borgerskabets brevkultur som et dannet sprogligt valg. H.C. Andersen anvendte det jævnligt (“Jeg erindrede min barndoms æblelunde”), og Georg Brandes brugte det i kritik og essays.

I 1900-tallets slutning begyndte huske at dominere i talt sprog, mens erindre fik et mere formelt, næsten juridisk præg: at erindre retten, erindre kreditor om betaling. Samtidig blev substantivet erindring centralt i erindringslitteraturen (memoirer) og i historisk forskning om kollektive minder.

Relaterede termer og udtryk

• Erindring – selve mindet eller processen.
• Erindringspolitik – kampen om fortolkningen af fortiden i det offentlige rum.
• Erindringsarbejde – psykologisk bearbejdning af minder, fx i terapi.
• Erindringsrefleksion – filosofisk undersøgelse af, hvordan vi konstruerer hukommelsen.
• Kollektiv hukommelse – sociologisk begreb om samfundets fælles erindringer.

Sammenfattende dækker erindrer altså handlingen at fremkalde og holde fast i oplevede begivenheder, og selv om ordet i dag har en lidt højere stilværdi end dagligsprogets husker, bevæger det sig frit mellem jura, litteratur, psykologi og almindelig samtale – hver gang med fokus på menneskets evne til at bevare og aktivere sin hukommelse.