Frænde betydning

Ordklasse: Substantiv, fælleskøn (en frænde; flertal: frænder)

Kernebetydning: Slægtning; person inden for ens familie- eller slægtskreds, typisk brugt samlet eller i flertal (sine frænder).

Stil: Arkaisk/litterært. I nutidigt standardsprog foretrækkes oftest slægtning, familiemedlem eller pårørende, mens frænde især bruges for effekt eller i faste vendinger og sammensætninger.

Oprindelse: Oldnordisk frændi ‘slægtning’. Ordet er germansk og er etymologisk beslægtet med engelsk friend og tysk Freund (opr. ‘den man har kær’). I nordisk sprog udviklede betydningen sig fra ‘ven/kær’ til specifikt ‘slægtning’.

Kontrastord fra samme rodkompleks: Dansk fjende (ON fjándi, eng. fiend) betyder ‘modstander’/‘hader’ og står historisk som en meningsmæssig modpol til frænde (‘den kærstående’).

Udtale (IPA): [ˈfʁɛnə].

• Litterært/historisk: I sagaer, krøniker, højskolesange, historiske tekster og poesi.
• Højstemt/retorisk: Fx om “vore nordiske frænder” for at betone kulturelt og sprogligt slægtskab.
• I sammensætninger: Meget almindeligt i moderne sprog, især åndsfrænde ‘åndeligt beslægtet, en man tænker/føler som’.

• Han søgte råd hos sine nærmeste frænder før arvesagen.
• Digteren kalder nordboerne for vore frænder hinsides Skagerrak.
• Historieværket skildrer, hvordan frænder stod sammen i ufredstid.
• Hun fandt en sand åndsfrænde i sin medstuderende.
• Konflikten delte landsbyen, så frænde stod imod frænde.
• I sagaerne er frænder ofte forpligtet til at hævne blod og beskytte ære.
• Udtrykket “vore nordiske frænder” bruges i kultur- og sprogsammenhæng.
• Den gamle lov byggede på, at frænde er frænders værn.
• Arkaisk/poetisk: “Han mistede fæ og frænde i stormfloden.”
• Formelt, historiserende: “Skatten skulle bæres af husbonden og hans frænder.”

• åndsfrænde - en person, man føler åndeligt/følelsesmæssigt slægtskab med; “kindred spirit”.
• blodsfrænde - blodbeslægtet (oftest højtideligt/poetisk).
• nordiske frænder - retorisk om de andre nordiske folk som “beslægtede”.
• frændskab (æld.) - slægtskab, familierelation.

• slægtning (neutralt, mest almindeligt i moderne sprog)
• familiemedlem, pårørende (situationsafhængigt, fx medicinsk/juridisk)
• slægtsfælle (formelt/ sjældent)
• åndsfrænde (delvis overført betydning; ikke nødvendigvis blodsbånd)

• fjende - modstander; historisk/etymologisk kontrast til frænde.
• fremmed - en, man ikke er i familie med eller ikke kender.
• udenforstående - ikke del af familien eller gruppen.

I den nordiske middelalder var slægten et bærende socialt sikkerhedsnet. Ordet frænde dækkede derfor både nære og fjernere slægtninge og indebar gensidige pligter (beskyttelse, hævn, støtte). Med statens og retssystemets udvikling blev disse slægtslige forpligtelser gradvis institutionaliseret, og ordet gled ud af dagligsproget til fordel for mere neutrale ord som slægtning. I litteratur, højskolesang og historiske fremstillinger lever frænde dog videre som stilistisk markør.

• Islandsk: frændi (mandlig slægtning), frænka (kvindelig).
• Norsk: frende (bokmål/nynorsk; ofte litterært/høytidelig).
• Svensk: frände (ældre/poetisk; i dag sjældent).
• Engelsk: friend (etymologisk beslægtet, men betydningen er blevet ‘ven’).
• Tysk: Freund (samme etymologiske rod, men betydningen er ‘ven’).

• Frænde er frænders værn - klassisk nordisk rets- og æresforestilling: slægtninge beskytter hinanden.
• Frænde mod frænde - om interne stridigheder i en slægt/gruppe.
• Fæ og frænde (æld., poetisk) - “alt hvad man ejer og holder af” (bogstaveligt: kvæg og slægt).

• Vælg frænde for historisk/litterær tone. I neutral, moderne prosa skriv hellere slægtning eller pårørende.
• I nyere tekster er frænder (flertal) almindeligst; entalsformen virker let arkaisk.
• Undgå at forveksle frænde med ven; de betegner hhv. slægtskab og social relation.