Habitus betydning

Ordet habitus bruges i flere faglige sammenhænge. De centrale betydninger er:

• Sociologi/antropologi: Et system af varige dispositioner, der former, hvordan mennesker spontant opfatter, føler og handler i verden. Ofte forbundet med Pierre Bourdieu.
• Medicin/sundhedsvidenskab: Den generelle kropslige fremtoning og konstitution (fx spinkel, atletisk, adipøs), som led i en klinisk beskrivelse.
• Biologi/taksonomi: En organismes karakteristiske ydre form (fx opret, krybende, buskformet); bruges bl.a. i artsbeskrivelser og i “habitusbilleder”.
• Filosofi/teologi (historisk): Et varigt anlæg eller en stabil egenskab (lat. ækvivalent til gr. hexis), fx moralske dyder som “habituer”.

I Bourdieus tradition er habitus et sæt af varige og transposable dispositioner, som individer bærer med sig. De er historisk dannede, kropsliggjorte og fungerer prærefleksivt som “sans for spillet”. Habitus er både struktureret (formet af sociale vilkår som klasse, køn, uddannelse) og strukturerende (producerer praksisser, smag og vurderinger). Den muliggør og begrænser handling uden at determinerer den mekanisk.

• Klassehabitus: Smags- og handlingsmønstre knyttet til social klasse.
• Felt og kapital: Habitus interagerer med felter (fx kunst, akademia) og forskellige kapitalformer (økonomisk, kulturel, social, symbolsk).
• Praksisforståelse: Forklarer gentagne mønstre i hverdagsliv, uddannelsesvalg, karriere, forbrug og æstetiske præferencer.

I kliniske beskrivelser angiver habitus patientens generelle kropsbygning og fremtoning: fx spinkel, normosten, atletisk, adipøs, kakektisk. Oplysningen kombineres ofte med højde, vægt, påklædning, hygiejne og adfærd (urolig, rolig, påfaldende lugt).

• Formål: Hurtig, helhedsorienteret beskrivelse, som kan være diagnostisk relevant.
• Relaterede mål: BMI, talje-hofte-ratio, muskelmasse.
• Historik: Tidligere somatotyper (Kretschmer, Sheldon) er i dag primært historisk interessante.

Biologisk beskriver habitus organismens ydre helhedsform og væksttype: fx hos planter træagtig, buskformet, urtelignende, rankende, krybende; hos dyr overordnet kropsbygning, proportioner og holdning. “Habitusbillede” er en illustration, der viser den generelle ydre form.

I aristotelisk og skolastisk tradition betegner habitus (lat. oversættelse af gr. hexis) et varigt anlæg eller en indlejret egenskab, som gør individet disponeret for bestemte handlinger. Dyder forstås her som gode habitus’er, laster som dårlige.

Fra latin habitus “tilstand, fremtoning, dragt”, afledt af habere “at have/holde”. I middelalderlatin også “dragt” (jf. engelsk habit i betydningen munkedragt). Den moderne sociologiske brug er særlig påvirket af Bourdieu i 1900-tallet; den medicinske og biologiske brug viderefører klassisk-latinsk terminologi.

• Køn: fælleskøn (en habitus)
• Bestemt form: ofte “habitussen” i almensprog; i fagsprog bruges også ubøjet form (“habitus”) i både ubestemt og bestemt.
• Flertal: både “habitus” (ubøjet) og “habitusser” forekommer; fagsprog foretrækker ofte ubøjet.
• Udtale (omtrentlig): “HA-bi-tus” med tryk på første stavelse.

Sociologi/antropologi:

• Hans akademiske habitus gør, at han føler sig hjemme i seminarformatet.
• Familievaner og skoleerfaringer former de unges uddannelseshabitus.
• Smagsdomme i kunstfeltet afspejler dommernes habitus og kapital.
• Hendes professionelle habitus som sygeplejerske viser sig i måden, hun prioriterer patientnær tid.
• Migranter navigerer mellem en oprindelig habitus og nye feltkrav.
• Klassehabitus kan påvirke, hvilke jobs man anser som “passende”.

Medicin:

• Objektivt: vågen, klar og relevant; habitus: normosten; ingen akutte smerter.
• Patienten fremtræder kakektisk med tydeligt vægttab.
• Adipøs habitus med central fedme; EKG uden akutte forandringer.
• Velsoigneret habitus; passende påklædning og god øjenkontakt.

Biologi:

• Arten har en lav, pudeformet habitus tilpasset alpine forhold.
• Rankende habitus med støttekrævende stængler og modsatte blade.
• Habitusbilledet viser den karakteristiske buskform med korte internodier.

Filosofi:

• Dyd forstås som en habitus, der disponerer for det gode valg.

Afhænger af betydningen:

• Sociologi: disposition(er), smag, vaner, kropsliggjorte skemaer, socialt præg, kulturel bagage.
• Medicin: kropsbygning, konstitution, somatotype, fremtoning.
• Biologi: vækstform, ydre morfologi, helhedsform.
• Filosofi: anlæg, varig egenskab, hexis.

Der findes sjældent entydige antonymer, men følgende kontraster anvendes i praksis:

• Sociologi: refleksiv, bevidst strategisk handling; improvisation; “tabula rasa” (som teoretisk modbillede til varige dispositioner).
• Medicin (beskrivende modsætninger): spinkel vs. kraftig; kakektisk vs. velnæret; adipøs vs. normosten.
• Biologi: opret vs. krybende; træagtig vs. urteagtig; kompakt vs. rankende.

Begrebet har rødder i antikken (hexis) og skolastikken (habitus). I 1900-tallet populariserede Bourdieu den sociologiske forståelse, som fik stor indflydelse i især fransk, engelsk og nordisk samfundsvidenskab. I Danmark anvendes begrebet bredt i pædagogik, uddannelsesforskning, kulturstudier og organisationsanalyse, mens den medicinske og biologiske brug har en længere terminologisk kontinuitet fra latin.

• Habitat: Levested/økologisk miljø - ikke det samme som habitus.
• Habit: På dansk oftest jakkesæt; på engelsk også munkedragt (historisk beslægtet via latin habitus).
• Habituering/habituel: At vænne sig til; sædvanemæssig - afledt af samme rod men andet betydningsfelt.
• Konstitution: I medicin tæt på habitus, men kan dække bredere arvelige/biologiske forhold.

• I sociologi: Undgå at bruge habitus som deterministisk forklaring; det er en probabilistisk dispositionsforståelse.
• I medicin: Skeln mellem habitus (fremtoning/kropsbygning) og almentilstand (vitalparametre, påvirket/upåvirket).
• I biologi: Brug habitus som overordnet morfologisk beskrivelse, ikke som erstatning for detaljeret artsdiagnose.
• Forveksl ikke habitus med habitat.

Habitus betegner et varigt præg: i samfundsvidenskab et sæt dispositioner formet af socialisering; i medicin en persons kropslige fremtoning; i biologi en organismes helhedsform. Begrebet er historisk og tværfagligt forankret og bruges til at forstå, beskrive og systematisere mønstre i adfærd og form.