Hæmoglobin betydning

Hæmoglobin er centralt for kroppens ilttransport. Hvert hæmoglobinmolekyle kan binde op til fire iltmolekyler (O₂) via sine hæmgrupper med jern i den toværdige form (Fe²⁺). Bindingen er kooperativ, hvilket betyder, at når ét iltmolekyle binder sig, øges affiniteten for de næste. Proteinets struktur ændrer sig mellem en lav-affinitets T-tilstand og en høj-affinitets R-tilstand.

• Ilttransport: Leverer O₂ til væv med højt forbrug.
• Kuldioxid- og proton-transport: En del CO₂ transporteres som carbamino-forbindelser på globinkæderne; hæmoglobin fungerer også som buffer for H⁺.
• Bohr-effekten: Lav pH og høj CO₂ (i aktivt væv) sænker iltaffiniteten, så O₂ frigives lettere.
• Regulering via 2,3-BPG: 2,3-bisfosfoglycerat binder deoxy-hæmoglobin og reducerer affiniteten for O₂, hvilket letter iltafgivelse i væv.

Ordet stammer fra græsk haima (blod) + “globin” (en globulær proteinfraktion). Dansk bruger formen hæmoglobin. På britisk engelsk: haemoglobin; på amerikansk engelsk: hemoglobin. Standardforkortelsen er Hb. Udtale (vejledende, dansk): [hæmoɡloˈbiːn].

Voksen hæmoglobin (HbA) er typisk en tetramer af to α- og to β-kæder (α₂β₂), hver med en hæmgruppe. Centrale varianter og tilstande:

• Oxyhæmoglobin: Hæmoglobin bundet til O₂.
• Deoxyhæmoglobin: Uden O₂, T-tilstanden dominerer.
• Carboxyhæmoglobin: CO bundet til hæm (vigtig ved CO-forgiftning; CO har høj affinitet).
• Methæmoglobin: Jern i Fe³⁺-form; kan ikke binde O₂ effektivt.
• Føtalt hæmoglobin (HbF): α₂γ₂; højere iltaffinitet, letter iltoverførsel fra mor til foster.

Hæmoglobin rapporteres ved hæmatologisk rutineanalyse (fuldt blodbillede). Enheder varierer:

• g/dL eller g/L (massekoncentration; udbredt internationalt).
• mmol/L i flere nordiske lande, ofte angivet som “mmol hæm/L” (stoffmængde af hæmgrupper).

Omregning (tilnærmet):

• mmol/L (Hb-tetramer) = g/L ÷ 64,5
• mmol/L (hæm-grupper) = g/L ÷ 16,1
• g/dL = (mmol/L hæm) × 1,61

Eksempel: 15,0 g/dL ≈ 150 g/L ≈ 150/16,1 = 9,3 mmol/L (hæm) ≈ 2,3 mmol/L (Hb-tetramer).

Bemærk: Intervaller kan variere mellem laboratorier, højder over havet og populationsgrupper.

• Anæmi (lav Hb): Kan skyldes jernmangel, kronisk sygdom/inflammation, B12-/folatmangel, blødning, hæmolyse, nyresygdom (lav EPO), knoglemarvssygdom.
• Polycytæmi/erytrocytose (høj Hb): Primær (polycytæmia vera) eller sekundær (hypoksi, rygning, højder, EPO-udskillelse, doping).
• Forgiftninger og dysfunktion: Kulilteforgiftning (carboxyhæmoglobin), methæmoglobinæmi, sulf-hæmoglobinæmi.
• Arvelige hæmoglobinopatier: Seglcelleanæmi (HbS), thalassæmier (α/β), HbC, HbE m.fl.
• HbA1c: Glykeret hæmoglobin, bruges til langtidsvurdering af blodsukker; udtrykker procent andel af HbA, ikke samme måling som total Hb.

• 1840: F. L. Hünefeld påviser hæmoglobin i blod.
• 1862-1864: F. Hoppe-Seyler beskriver og navngiver hæmoglobin; krystalliserer proteinet.
• 1904: Christian Bohr beskriver Bohr-effekten (pH/CO₂ påvirker O₂-affinitet).
• 1959-1960: Max Perutz opklarer hæmoglobins struktur med røntgenkrystallografi (Nobelpris 1962, delt).
• 1967: Betydningen af 2,3-BPG for O₂-affinitet klarlægges.

• ”Din hæmoglobin er 7,8 mmol/L; vi undersøger for jernmangel.”
• ”Rygning kan øge Hb let på grund af kronisk hypoksi.”
• ”Patienten har 25% carboxyhæmoglobin efter CO-eksposition.”
• ”Under graviditet falder hæmoglobin ofte pga. plasmavolumenstigning.”
• ”Elevationen i 2,3-BPG skifter hæmoglobins O₂-dissociationskurve til højre.”
• ”HbA1c på 51 mmol/mol indikerer suboptimal glukosekontrol.”

• Synonymer/varianter: blodfarvestof; Hb; hemoglobin (US); haemoglobin (UK).
• Beslægtede udtryk: globin, hæm, hæmprotein, oxy-/deoxyhæmoglobin, carboxyhæmoglobin, methæmoglobin, hæmoglobinopati.

Der findes ikke et egentligt antonym til ”hæmoglobin”, da det er et substantiv for et specifikt protein. Relevante kontraster er:

• Oxyhæmoglobin vs. deoxyhæmoglobin (iltet vs. uiltet tilstand).
• Erytrocyt-proteiner vs. plasmaproteiner (fx albumin), som ikke transporterer O₂.
• Hæmoglobin vs. myoglobin (vævs-iltlager i muskler).

• Erytrocyt, hæmatokrit, MCV/MCH/MCHC (røde blodcelleindekser).
• Erythropoietin (EPO) og knoglemarvets erytropoiese.
• O₂-dissociationskurven, Bohr-effekten, Haldane-effekten, 2,3-BPG.
• HbA, HbA₂, HbF og varianter (HbS, HbC, HbE).

Kort sagt: Hæmoglobin er blodets centrale iltbærer og et nøglebegreb i både fysiologi, klinisk medicin og laboratoriediagnostik, med tydelige sproglige og historiske rødder og en rig palette af relaterede termer og anvendelser.