Helgen betydning

I den kristne tradition betegner helgen typisk en afdød person, som Kirken (eller et kirkesamfund) officielt eller folkeligt anerkender som hellig. Helgener fungerer som forbilleder, og i nogle traditioner (særligt den katolske og den ortodokse) kan man anmode om deres forbøn. Der knytter sig ofte relikvier, festdage og pilgrimssteder til helgener.

I moderne dansk dagligsprog bruges ordet billedligt: “Du er en helgen” om en person med stor tålmodighed eller moralsk integritet; omvendt “han er ingen helgen” markerer, at en person ikke er ufejlbarlig.

• Religiøs kernebetydning: anerkendt hellig person, forbillede for tro og livsførelse.
• Udvidet, sekulær betydning: meget god, tålmodig eller uselvisk person.
• Institutionelle aspekter: helgenkåring/kanonisering, saligkåring, festdage, skytshelgener.

Dansk helgen er et middelalderligt lån fra middelnedertysk helgen(e) “hellig (person)”, i familie med tysk Heilige(r). Ordet er beslægtet med dansk hellig (fra oldnordisk heilagr), men helgen er ikke en direkte afledning af hellig; det er et selvstændigt substantiv lånt via kirkesproget i Norden. Latinsk baggrund er sanctus “hellig”, som ligger til grund for former som Sankt (fx Sankt Knud).

• Bøjning: en helgen - helgenen - helgener - helgenerne
• Afledninger/ordforbindelser: helgenkåring (kanonisering), saligkåring (beatifikation), helgenbillede, helgenskrin, helgenlegende (hagiografi), helgenkatalog/helgenkalender, skytshelgen, helgenagtig.

I oldkirken blev helgener ofte spontant æret, især martyrer. Allerede i 300-tallet opstod lokale kultformer omkring martyrgrave. I middelalderen blev processen gradvist formaliseret; i den romersk-katolske kirke blev pavelig eneret på kanonisering fast praksis fra 1100-tallet, og reglerne blev yderligere systematiseret i nyere tid.

I Østkirken (den ortodokse tradition) har glorifikation (en form for kanonisering) typisk været besluttet af synoder og kan være lokal eller universel. Veneration af helgenikoner og relikvier har spillet en central rolle.

I Danmark var helgenkulten udbredt i middelalderen med pilgrimssteder, relikvieskrin og helgendage. Betydelige danske og nordiske helgener inkluderer Sankt Knud (den Hellige), Sankt Kjeld af Viborg og Sankt Vilhelm af Æbelholt. Reformationen i 1500-tallet indskrænkede helgenkulten i lutherske lande; helgener forblev historiske forbilleder, men blev ikke længere påkaldt til forbøn.

Uden for kristendommen bruges “helgen” undertiden analogt i omtale af fromme skikkelser (fx sufi- awliyā’ som “muslimske helgener” i populær terminologi), men begrebet er teologisk anderledes og bør anvendes med nuance.

• Saligkåring (beatifikation): forstadie til kanonisering i katolsk sammenhæng; personen kaldes da “salig”.
• Kanonisering (helgenkåring): den officielle anerkendelse af, at en person er helgen.
• Relikvier: fysiske levn (eller genstande knyttet til helgenen) æret i kult og pilgrimsfærd.
• Hagiografi: litteratur om helgeners liv og mirakler (helgenlegender).
• Skytshelgen: helgen knyttet til et sted, en profession eller en gruppe (fx søfolks skytshelgen Sankt Nikolaus).

• Kirkens helgener ihukommes på deres festdage.
• Hun blev af mange betragtet som en helgen for sit utrættelige omsorgsarbejde.
• Sankt Knud er Odenses skytshelgen.
• Der findes et smukt helgenbillede over alteret.
• Han er ingen helgen, men han gjorde det rigtige til sidst.
• Ordenen kræver dokumenterede mirakler for helgenkåring.
• De bar relikvierne af helgenen i procession gennem byen.
• Hun blev omtalt som “husets helgen” for sin tålmodighed.
• Helgenlegenderne spredtes i hele Norden i middelalderen.
• Vi fejrer Sankt Hans aften til minde om Johannes Døberen.
• Håndværkerne valgte Sankt Josef som deres skytshelgen.
• Han blev saligkåret i 1920 og kanoniseret i 1930.

• (Religiøst) nærtliggende: den hellige, Guds ven (teologisk/forsamlingsbrug).
• (Sekulært/billedligt): en godhedens engel, et dydsmønster, en sjælden sjæl.
• (Beslægtede adjektiver): from, gudfrygtig, helgenagtig.

• Sekulært: skurk, slyngel, sjuft.
• Religiøst: synder (i betydningen uomvendt), kætter (historisk), hedning (historisk/teknisk).

Bemærk: I teologi ses “synder” også som en universel betegnelse for mennesket, hvorfor kontrasten til “helgen” skal forstås kontekstuelt.

• at være en helgen: være usædvanlig god/tålmodig.
• ingen helgen: ikke ufejlbarlig; har begået fejl.
• spille helgen: foregive at være bedre end man er.
• helgenkåring/kanonisering: officiel anerkendelse som helgen.
• skytshelgen for X: helgen knyttet til et bestemt hverv/sted (fx miner: Sankt Barbara; rejsende: Sankt Kristoffer).

• Sankt Knud den Hellige (d. 1086): dansk konge, helgen i Odense; knyttet til Sankt Knuds Kirke.
• Sankt Kjeld (Ketil) af Viborg (d. 1150): præst kendt for omsorg for fattige.
• Sankt Vilhelm af Æbelholt (d. 1203): abbed på Æbelholt Kloster, kanoniseret i 1224.
• Sankt Ansgar (d. 865): “Nordens apostel”, missionær i Danmark og Sverige.
• Sankt Lucia (d. ca. 304): martyr; fejres 13. december i Norden.
• Sankt Hans (Johannes Døberen): fejres 24. juni (Sankt Hans aften 23. juni).

• helgen skrives med lille, når det bruges som almindeligt substantiv.
• Sankt skrives med stort foran helgennavne: Sankt Knud, Sankt Hans (ofte forkortet Skt. i dansk, St. i international brug).
• Former i sammensætninger: helgenbillede, helgenlegende, helgenskrin (altid med lille).

• I fagteologisk sammenhæng bør man skelne mellem salig og helgen (katolsk brug) samt være præcis om traditionens praksis.
• I sekulær omtale bruges “helgen” ofte hyperbolsk eller ironisk (“han er sandelig ingen helgen”).
• Ved historiske emner (middelalderen, reformationen) er kontekst om lokal kult og kirkeret vigtig.

• Hellig, relikvie, pilgrimsfærd, hagiografi, ikon, skytshelgen, saligkåring, kanonisering.