Henrik betydning

Henrik er et fornavn, der i moderne dansk bruges om en mandlig person. Navnet har ingen særskilt betydning som fællesnavn i dansk, men dets etymologiske ophav peger på en betydning i retning af “den mægtige i hjemmet”.

• Som egennavn: “Min kollega hedder Henrik.”
• Genitiv: “Henriks cykel står udenfor.”
• Som artsbetegnelse i uformel tale (sjældnere): “Vi har allerede en Henrik i teamet,” dvs. en person ved navn Henrik.
• Som efternavnsstamme i patronymer: “Henriksen” = “Henriks søn”.

Der findes ikke et almindeligt dansk fællesnavn “henrik” med anden betydning end fornavnet; hvis ordet skrives med lille begyndelsesbogstav, er det typisk uformelt eller en stilistisk markering.

Henrik går tilbage til oldhøjtysk Heimirich (senere Heinrich), sammensat af to led:

• heim- = “hjem, hjemstavn” (jfr. protogermansk *haimaz)
• -rich = “mægtig, hersker, magt” (jfr. protogermansk *rīkijaz)

Den samlede betydning kan gengives som “den hjemlige hersker” eller “hjemmets leder”. Via tysk og middelalderlig kirkesprog blev navnet tidligt overtaget i Norden (middelalderlige danske former som Henric, Henrich forekommer i kilder).

• Dansk udtale: omtrent “HEN-rik”.
• Normativ stavning: Henrik (med stort H). Former som Henrich/Henric er historiske/variantformer.
• Genitiv dannes med -s: Henriks.

Beslægtede eller afledte navne omfatter bl.a. Henning (beslægtet nordisk/tysk form) og kvindelige former som Henriette og Henrika (sjældnere i Danmark). Kæleformer varierer regionalt; fx ses Henke i svensk, mens dansk typisk anvender fuldformen.

Navnet spredte sig til Norden i middelalderen via tysk og kirkelig indflydelse. I europæisk historie er “Henry/Heinrich/Henri” båret af talrige fyrster og konger (fx engelske konger ved navn Henry), hvilket har styrket navnets udbredelse og prestige.

I dansk kontekst er Prins Henrik (1934-2018), Danmarks prinsgemal, en kendt bærer. I litteratur og kultur kan nævnes Henrik Ibsen (norsk dramatiker) og Henrik Pontoppidan (dansk forfatter). Navnet har i perioder været meget udbredt i Danmark og øvrige Norden og er fortsat almindeligt i befolkningen.

• “Henrik kommer klokken tre.”
• “Har du set Henriks nøgler?”
• “Vi har allerede en Henrik i projektgruppen.”
• “Min bror hedder Henrik, men vi kalder ham altid ved fulde navn.”
• “Kære Henrik, tak for din mail.”
• “Henrik og Pernille spiller hovedrollerne i stykket.”
• “Professor Henrik Larsen holder forelæsning i dag.”

• Ordklasse: egennavn (proprium), maskulinum.
• Genitiv: Henriks (fx “Henriks telefon”).
• Pluralis er normalt ikke relevant for egennavne; i sjældne, artsagtige sammenhænge kan man skrive fx “to personer ved navn Henrik”.
• Bestemt/ubestemt form bruges ikke som ved almindelige substantiver; dog kan “en Henrik” forekomme i uformel omtale, når man mener “en person, der hedder Henrik”.

Som egennavn har Henrik ingen egentlige synonymer eller antonymer. Man kan dog pege på ækvivalente navneformer i andre sprog (fx Henry, Heinrich, Henri, Enrico, Enrique), der er etymologisk svarende.

• Henriksen, Henrikson, Henriksson: patronymiske efternavne “(søn) af Henrik”.
• Historiske former i kilder: Henric, Henrich.
• Helgennavne: flere helgener og historiske skikkelser bærer former af navnet (fx Heinrich/Henry i katolsk og europæisk tradition).

Henrik har gennem årtier været et udbredt drengenavn i Danmark og resten af Norden. Populariteten har svinget over tid, men navnet er velkendt og findes i mange aldersgrupper. Internationalt er de nært beslægtede former (Henry, Henri, Heinrich m.fl.) også meget almindelige.

• Henrik vs. Henning: to forskellige navne, om end beslægtede via den germanske rod.
• Rigtige former i genitiv: “Henriks”, ikke “Henrik’s”.
• Stavning med stort begyndelsesbogstav er normen i dansk retskrivning: “Henrik”.

• Henry
• Heinrich
• Henri
• Henriette
• Henriksen