Hin betydning

hin udpeger en person eller ting, som taleren forudsætter, at modtageren kan identificere, men som forstås som “fjernere” i rum, tid eller omtale end noget nærmere (denne). Det kan bruges:

• Deiktisk om noget på afstand: “Ræk mig hin bog (derovre).”
• Kontrastivt mellem to: “Den ene bror blev hjemme, hin drog ud.”
• Om noget allerede omtalt/viden i kontekst: “Hun mindedes hin nat.”

Ordet er i moderne standardsprog arcaistisk eller stilistisk højstemmet og ses mest i ældre tekster, poesi, retorik og faste vendinger.

Beslægtede former: hinanden (reciprok-pronomen, “hverandre”), hinsides, hinsidig, det hinsidige.

• Stilniveau: højstil, arkaisk, litterært; kan give en bibelsk eller klassicistisk tone.
• Register: sjældent i neutralt hverdagssprog; almindeligt i faste vendinger.
• Dialekter: forekommer sporadisk i visse dialekter/ældre talesprog.

• “Ræk mig hin bog på øverste hylde.” (= den dér, ikke denne her)
• “Hun mindedes hin nat, hvor alt ændredes.”
• “Hint barn græd sig i søvn.” (neutrum)
• “I hine dage rejste man med dampskib.” (fast vending)
• “De to brødre skildtes: den ene gik mod nord, hin mod syd.”
• “Han kaldte fristeren for hin Onde.” (= Djævelen; traditionel vending)
• “Kierkegaard skriver om hiin Enkelte.” (ældre stavemåde; idé om det enkelte menneske)
• “Det lå ham næsten hinsides fatteevne.” (afledning; “uden for”)
• “Hun talte om hine tider, hvor skikken var en anden.”

• i hine dage/tider - i fortiden, i gamle dage.
• hin Onde - omskrivning for Djævelen.
• hiin Enkelte - kendt fra Kierkegaard; den enkelte som etisk-religiøst subjekt (ældre stavning).
• hinsides - “på den anden side af, uden for” (fx “hinsides fornuft”, “hinsides godt og ondt”).
• det hinsidige / hinsidig - det, som ligger uden for denne verden, især i religiøs filosofi.
• hinanden - reciprok-pronomen (“De hjalp hinanden”).

• den dér, den omtalte, nævnte, pågældende (neutrale samtidssynonymer i mange kontekster)
• den anden (ved kontrast mellem to)
• sidstnævnte (i skriftlig opremsning)

• denne, dette, disse - peger på nærhed i modsætning til hin/hine (fjernhed).
• førstnævnte ↔ sidstnævnte - bruges ofte i stedet for hin i moderne sprog, når man kontrasterer to nævnte.

hin går tilbage til oldnordisk hinn (“den der, den anden”), i familie med islandsk hinn, norsk hin og svensk hin. Den norrøne form (h)inn er også beslægtet med den nordiske bestemte artikel, der i oldnordisk optrådte som en efterstillet endelse -inn og siden udvikledes til de moderne danske artikelendelser -en, -et, -ene. Afledninger som hinsides og det hinsidige bærer tydeligt præg af denne rod.

Ældre dansk (og ældre tryk) skrev ofte hiin og hiine, en praksis der forsvandt med retskrivningsstandardiseringer i 1900-tallet.

I middelalderligt og tidligt moderne dansk var hin almindeligt som demonstrativ. Gennem 1700-1800-tallet fortrængtes det gradvist af den/den dér og konstraster som den ene … den anden. I dag opfattes hin som arkaisk eller stilistisk markør, men lever i høj grad videre i faste udtryk (i hine dage, hin Onde) og i produktive afledninger (hinanden, hinsides).

• Naturlig nutidsparafrase: Udskift ofte med “den dér”, “den omtalte” eller “den anden” i neutralt sprog.
• Forveksling med “hint” (eng.): Substantivet et hint (“et fif, et vink”) er et nyere lån fra engelsk og ikke det samme som neutrumformen hint af hin.
• Stilvalg: Brug bevidst for arkaiserende eller højstemt effekt; undgå i uformel prosa.

• Demonstrativer: denne, dette, disse, den, det, de, samme.
• Kontrastord: anden, den anden, førstnævnte/sidstnævnte.
• Afledninger: hinanden, hinsides, hinsidig, det hinsidige.
• Lingvistiske begreber: deiksis, pronominer, determinativer.