Iman betydning

I islamisk terminologi betegner iman den tro, der forankres i hjertet, bekræftes med tungen og - i mange traditioner - afspejles i handlinger. Iman handler ikke kun om at “tro på, at noget er sandt”, men også om tillid, hengivelse og en indre accept, der motiverer det praktiske liv.

I sunniislam beskrives iman ofte som noget, der kan øges og mindskes afhængigt af viden, refleksion, gode gerninger og åndelig disciplin. I shiaislam lægges der typisk tilsvarende vægt på, at sand tro ikke kan adskilles fra lydighed mod Gud og retfærdige gerninger.

En udbredt måde at beskrive iman på er gennem de seks trosartikler (ofte nævnt i traditionen om “Gabriels hadith”):

Iman stammer fra den arabiske rod ʔ‑m‑n (أ‑م‑ن), der handler om sikkerhed, tryghed og tillid. Afledninger omfatter:

• amān (tryghed/sikkerhed)
• amānah (betroelse/tillid)
• muʾmin (troende; “en med iman”)

Translitterationer varierer: īmān, iman, ofte imaan i sydasiatiske sammenhænge. På tyrkisk, persisk, urdu og indonesisk bruges “iman” i betydningen religiøs tro.

• Sunni: Mange lærde (fx hanbalitiske og salafī-traditioner) definerer iman som “hjertets tro, tungens bekendelse og lemmers handlinger” og understreger, at den øges og mindskes. Ashʿarī- og Māturīdī-lærde betoner ofte hjertets bekræftelse som essensen; handlinger ses som frugter eller fuldendelse af iman, men ikke altid dens kerne.
• Shia: Iman knyttes tæt til ret handling og lydighed mod Gud og Hans vejledning; tro og praksis er uadskillelige for sand tro. Nogle klassiske skoler diskuterer, om alvorlige synder kompromitterer imanens status.
• Historiske yderpositioner: Kharijitter mente, at svære synder ophæver iman; Murjiʾa udskød dom over synderes iman og adskilte i højere grad tro fra gerninger.

I den kendte “Gabriels hadith” beskrives tre niveauer: Islam (den ydre praksis), Iman (den indre tro) og Ihsan (åndelig forædling: at tjene Gud, som om man ser Ham). Traditionelt ses de som indbyrdes forbundne: praksis næres af tro, og tro forfines af ihsan.

• Taqwā: gudsbevidsthed/gudsfrygt; en etisk sensibilitet, der næres af iman.
• Yaqīn: vished; ofte beskrevet som en moden form for iman.
• Kufr: vantro/benægtelse (modsætning til iman).
• Nifāq: hykleri; ydre islam uden indre iman.
• Shirk: afgudsdyrkelse/at sætte partnere ved Gud; uforeneligt med iman.
• ʿAqīdah: troslære/crede; systematisering af iman’s indhold.

• Hendes iman blev styrket gennem studier og refleksion.”
• “I fastemåneden fokuserer mange på at forny deres iman.”
• “Han kæmpede med tvivl og bad om at få sin iman styrket.”
• “I traditionen beskrives iman og gode gerninger som to sider af samme sag.”
• “Predikenen handlede om, hvordan iman kan øges og mindskes.”
• “Hun valgte navnet Iman til sin datter, fordi det betyder ‘tro’.”
• “Begrebet iman adskilles fra islam (praksis) og ihsan (åndelig forfinelse).”
• “Med stærk iman møder man prøvelser med tålmodighed.”
• “Kritikeren pegede på faren ved at reducere iman til blot en intellektuel accept.”
• “I klassisk teologi diskuteres, om alvorlige synder svækker iman eller blot dens fuldkommenhed.”

Afhængigt af kontekst kan følgende bruges som tilnærmede synonymer:

• tro, trosvished, overbevisning, tillid, hjerte-tro, hengivenhed

Bemærk: Som teknisk teologisk term er iman mere specifik end det generelle “tro”.

• kufr (vantro/benægtelse)
• shakk (tvivl) - ikke nødvendigvis antonym, men kontrasteres ofte med troens vished
• nifāq (hykleri)
• shirk (at sætte partnere ved Gud)

I de tidlige muslimske samfund var iman tæt knyttet til profetens budskab og fællesskabets liv. Med udviklingen af teologiske discipliner (kalām) blev iman analyseret i forhold til viden, vilje og handling. Juridiske skoler og teologiske retninger nuancerede forskellene: Er gerninger en del af imanens væsen eller dens fuldkommenhed? Sufitraditioner uddyber den erfaringsmæssige dimension af iman gennem praksisser som dhikr (mindelse) og murāqabah (åndelig opmærksomhed).

I moderne tid bruges ordet både i religiøse, akademiske og dagligdags sammenhænge. I sprog som tyrkisk og indonesisk taler man om at “forny” eller “styrke” sin iman, og i diaspora-sammenhænge benyttes ordet ofte uændret på tværs af sprog.

• muʾmin (مؤمن): en troende; feminin: muʾmina.
• īmānī: “vedrørende tro” (fx “īmānī begreber”).
• Iman som fornavn: udbredt i arabisk-, persisk-, somalisk- og swahili-talende miljøer.

• iman vs. imam: Imam (med to m’er) er en religiøs leder; iman er tro. De forveksles ofte i vestlige sprog.
• Spansk “imán”: betyder “magnet” (og kan i nogle ordbøger også angive “imam”). Det er en falsk ven i forhold til arabisk īmān.
• Translitteration: Ī med makron (īmān) angiver den lange vokal; i praksis skrives ofte blot iman.

• I akademiske eller teologiske tekster beholdes ofte det arabiske lånord iman for præcision.
• I almen dansk kan “tro” eller “religiøs tro” bruges, men nuancer om indre vished og islamsk kontekst kan gå tabt.
• Som egennavn skrives Iman med stort begyndelsesbogstav.

• “Der er forskel på islam (praksis) og iman (indre tro).”
• “Sufilærerne taler om, at iman modnes gennem ihsan.”
• “Uenigheder om, hvad der udgør iman, prægede tidlig teologi.”
• “Hun fandt styrke i sin iman under krisen.”
• “Forelæsningen gennemgik de seks aspekter af iman.”
• “Navnet Iman er populært i flere kulturer.”

• Islam
• Ihsan
• Taqwa
• Kufr
• Nifaq
• Shirk
• ʿAqīdah (troslære)