Infinitiv betydning

Infinitiv (også kaldet navnemåde) er den leksikalske citationform af et verbum. Den er ikke bøjet for person, tal, modus eller tid og bruges bl.a. til:

• At angive handlingen abstrakt eller generelt: at skrive, at sove.
• Som komplement efter visse verber og adjektiver: Jeg forsøger at forstå; Det er let at se.
• Sammen med modalverber uden at (bare infinitiv): Hun kan skrive, de vil rejse.
• I infinitivskonstruktioner som subjekt, objekt eller adverbial: At læse er sundt; Han håber at komme; For at forstå læser hun igen.
• I sammensatte verbalkonstruktioner: at have læst (perfektum infinitiv), at blive set / at ses (passiv infinitiv).

Ordet infinitiv kommer af latin infinitivus “ubestemt, ubegrænset”, afledt af in- (ikke) + finire (afgrænse). Betegnelsen henviser til, at formen ikke er begrænset af grammatiske kategorier som person og tid.

Det danske infinitivmærke at går tilbage til oldnordisk að, historisk beslægtet med en retningspræposition (“til”) og med ledsætningskonjunktionen at (“at/at at” i ældre sprog = “at/at at”/“at at ...”). I nordiske sprog afspejles dette i svensk att og norsk bokmål å/att (dialektalt).

Form

• Mange danske infinitiver ender på -e: læse, løbe, kaste. Dette -e er historisk udviklet fra oldnordisk -a.
• Nogle infinitiver ender ikke på -e: bo, tro, nå, slå, se.

Infinitivmærket at

• Bruges foran infinitiven i de fleste funktioner: at gå, at spise.
• Udelades efter modalverber og visse andre verber (bare/”nul”-infinitiv): kan gå, vil spise, må blive.
• Negation placeres typisk før infinitiven men efter eventuelt styrende ord: Jeg prøver ikke at forstyrre. (Bemærk forskel på Jeg prøver ikke at forstyrre vs. Jeg prøver at lade være med at forstyrre).

Verber der typisk styrer infinitiv uden at

• Modalverber: kan, skal, vil, må, bør, tør, gider (sidste oftest uden at).
• Perceptions- og kausativverber (ofte uden at): se, høre, mærke, føle, lade - fx Jeg så ham løbe, Hun lod dem blive.

Verber/udtryk der normalt kræver at

• prøve/forsøge/begynde/holde op (med) at, undlade at, glemme at, fortsætte med at, lykkes med at, have lyst til at, få nogen til at.

• Subjekt: At læse højt styrker forståelsen.
• Objekt: Hun håber at få jobbet.
• Prædikativ: Hendes mål er at blive læge.
• Adverbial (formål): Hun træner for at blive stærkere.
• Adverbial (måde/middel): Ved at øve dagligt blev han bedre.
• Adverbial (unddragelse): Hun gik sin vej uden at sige farvel.

• Perfektum infinitiv: at have læst, at være kommet, at være blevet set. Bruges fx efter at synes, at synes at have osv.: Han påstår at have betalt.
• Passiv infinitiv: at gøres (s-passiv) eller at blive gjort (blive-passiv): Det er rart at blive hjulpet; Det er svært at ses.
• Komplekse kæder: at ville kunne blive ved med at arbejde.

• Subjekt: At dele viden gør en forskel.
• Objekt: Hun besluttede at sige sandheden.
• Objekt med objektkontrol: Han bad hende komme tidligt.
• Bare infinitiv efter perception: Jeg hørte dem synge.
• Negation inde i infinitiven: Han forsøgte ikke at grine.

Synonymer

• navnemåde (traditionel dansk grammatisk betegnelse)
• grundform af verbet (hverdagssprog)
• citationform / leksikalsk opslagsform

Antonymer / kontrastbegreber

• finite former (bøjede former med tid/person): præsens, præteritum, imperativ m.fl.
• konjugeret form af verbet

• I oldnordisk sluttede infinitiven typisk på -a (kasta), som i dansk blev til -e (kaste).
• Infinitivmærket at er bevaret i skandinaviske sprog; norsk har desuden formen å.
• Dansk har i høj grad mistet person- og talbøjning, så infinitiven fungerer som naturlig opslagsform.

• Infinitivmærke: Partiklen at foran infinitiven.
• Bare/nul-infinitiv: Infinitiv uden at (fx efter modalverber).
• Infinitivkonstruktion/-sætning: Helhed bestående af at + infinitiv med evt. objekter/led.
• Gerundium/verbal substantiv: På dansk dannes substantiver som skrivning; engelsk bruger verbal -ing (reading). Dansk har ikke en særlig gerundiumsform som engelsk.
• Participium: Tillægsformer (læst, læsende) som ikke er infinitiv.
• Finitte former: Verbalformer bøjet for tid/person (kontrast til infinitiv).

• og vs. at: Skriv Jeg prøver at ringe (ikke: prøver og ringe).
• Modalverber: Brug ikke at efter kan, vil, skal, må, bør, tør: Hun kan komme (ikke: kan at komme).
• Negation: Placér ikke før selve infinitiven: Han forsøger ikke at grine.
• Styring med præposition: Mange udtryk kræver præposition + at: lykkes med at, få nogen til at, holde op med at.

Infinitiv er verbets ubestemte grundform. I dansk kendes den især på infinitivmærket at, men kan også stå uden at efter modalverber og visse andre verber. Den bruges som opslagsform, i komplementer, som sætningselement (subjekt/objekt/adverbial) og i sammensatte verbalkonstruktioner, herunder perfektum og passiv. Ordet stammer fra latin og betegner en form, der ikke er bøjet for tid og person.