Injurier betydning

I almindelig sprogbrug dækker injurier over grove, krænkende ytringer eller beskyldninger. I snæver juridisk forstand handler det om ærekrænkelse: udtalelser, der kan bringe en person i ringe agt hos andre. Det kan være:

• Faktiske sigtelser/beskyldninger (fx at påstå, at nogen har begået en forbrydelse uden dokumentation).
• Nedsættende karakteristikker, der går videre end skarp kritik og bliver personnedgørende på en måde, der skader omdømmet.

I juridisk praksis sondres der ofte mellem:

- Ærekrænkelse/injurier i almindelighed (beskyldninger eller nedsættende ytringer, som skader omdømmet), og

- Bagvaskelse (en særlig grov form, hvor man ved, at påstanden er usand, men udbreder den alligevel).

Udtalelser kan være injurierende, selv om de fremgår af sociale medier, i private sammenhænge eller i presse/medier. Vurderingen beror bl.a. på indhold, kontekst, udbredelse og om der var sagligt grundlag for at bringe det frem.

• Ordklasse: Substantiv. Pluralis er hyppigst: injurier. Singularis forekommer: en injurie.
• Bøjning (singularis): en injurie - injurien - injurier - injurierne.
• Afledninger:

  • injurierende (adjektiv): ærekrænkende; fx “injurierende udtalelser”.
  • injurieparagraf (uformelt): henvisning til bestemmelser om ærekrænkelser i straffeloven.
  • injuriesag / injuriesøgsmål: retssag om injurier.
  • at injuriere (sjældnere): at ærekrænke.

• Stil: Overvejende juridsk/formelt register.

Injurier kommer via fransk injure og/eller tysk Injurie fra latin iniuria (“uretfærdighed, krænkelse, overlast”). Den latinske rod in- (negation) + ius (“ret”) peger på betydningen “i strid med retten/retfærdigheden”.

I Danmark hører injurier under reglerne om ærekrænkelse. Straffeloven indeholder bestemmelser, der typisk omfatter:

• Ærekrænkelse (injurier): fremsættelse eller udbredelse af en sigtelse/ytring egnet til at nedsætte en anden i medborgeres agtelse (traditionelt forbundet med straffelovens § 267).
• Bagvaskelse: en kvalificeret form, hvor man ved, at udsagnet er usandt, men alligevel udbreder det (traditionelt knyttet til § 268).
• Ansvarsfrihed/undtagelser: fx hvis udsagnet er sandt, eller der forelå en berettiget interesse i at bringe det, jf. praksis omkring sandhedsbevis og god tro (traditionelt i tilknytning til § 269).

Ud over strafferetligt ansvar kan der rejses civile krav om godtgørelse for tort (oprejsning) efter erstatningsreglerne, ligesom Medieansvarsloven og Pressenævnets regler kan spille ind ved publicering i medier. Vurderingen af injurier sker i lyset af ytringsfriheden (bl.a. EMRK art. 10) og balanceres mod den krænkedes ret til omdømmebeskyttelse.

Bemærk: Ovenstående er en sproglig og generel beskrivelse - ikke juridisk rådgivning.

• “Borgmesteren anlægger injuriesag efter anklager om korruption på sociale medier.”
• “Artiklen indeholdt injurierende påstande, der senere blev trukket tilbage.”
• “Han blev dømt for bagvaskelse efter bevidst at have spredt en usand sigtelse.”
• “Det er ikke injurier at fremlægge velunderbyggede, sande oplysninger som led i en saglig debat.”
• “Advokaten advarede mod risikoen for injurier i det åbne brev.”
• “Avisen bragte et genmæle og beklagede de injurierende udsagn.”
• “Udtalelsen ‘han er en tyv’ kan være injurierende, hvis der ikke er hold i beskyldningen.”
• “Skarp kritik af en politisk beslutning er sjældent injurier; personlige beskyldninger kan være det.”
• “Virksomheden overvejer injuriesøgsmål efter et blogindlæg med alvorlige påstande.”
• “At kalde nogen ‘uærlig’ uden belæg kan, afhængigt af konteksten, anses som en ærekrænkelse.”

Hyppige kollokationer:

• sagsanlæg for injurier, blive dømt for injurier, injurierende udtalelser/påstande, injurieparagraf, krav om oprejsning, give genmæle.

• ros, anerkendelse, lovprisning - ytringer, der styrker omdømmet.
• berigtigelse / tilbagetrækning - modforanstaltninger mod injurierende udsagn.
• frifindelse - retlig afgørelse, der afviser injurieansvar.

Begrebet har rødder i ældre europæisk ret, hvor beskyttelsen af ære og stand spillede en central rolle. I dansk ret blev ærekrænkelser tidligt reguleret, og med den moderne straffelovgivning blev rammerne for injurier systematiseret. Gennem 1900-tallet og især med massemediernes og senere de sociale mediers fremkomst har praksis udviklet sig til at balancere strengere mellem ytringsfrihed og omdømmebeskyttelse. Nutidig praksis lægger betydelig vægt på kontekst, offentlig interesse og dokumentation.

• Engelsk: defamation (overbegreb), libel (skriftligt), slander (mundtligt).
• Tysk: Beleidigung (fornærmelse), üble Nachrede (ondsindet rygtespredning), Verleumdung (bagvaskelse).
• Selv om begreberne ligner hinanden, varierer grænserne og forsvarsmulighederne (sandhed, god tro, offentlig interesse) mellem lande.

• Skeln mellem skarp kritik (værdi-dom) og beskyldninger (faktiske udsagn). Sidstnævnte kræver dokumentation.
• Angiv kilder og forbehold (“ifølge…” “der er rejst sigtelse for…”) i stedet for at konstatere uunderbyggede “fakta”.
• Overvej ordvalg: “kan tyde på” er mindre kategorisk end “har begået”.

• ærekrænkelse, bagvaskelse, smædelse, injurierende, injuriesag, genmæle, berigtigelse, ytringsfrihed, Medieansvarsloven, Pressenævnet.

• Straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser (traditionelt §§ 267-269 m.fl.).
• Medieansvarsloven og Pressenævnets vejledende regler for god presseskik.
• Erstatningsretlig praksis om godtgørelse for tort (oprejsning).
• EMRK art. 10 (ytringsfrihed) og dansk retspraksis om balancen mellem ytringsfrihed og omdømme.

Bemærk: Oplysningerne er sproglige og generelle. Konkrete sager bør vurderes af en juridisk rådgiver.