Intertekstualitet betydning

Intertekstualitet betegner de mange måder, hvorpå tekster er forbundne. En tekst kan:

• Citere en anden tekst direkte (med ordrette gengivelser).
• Alludere (henvise indirekte) gennem hentydninger, motiver, figurer eller titler.
• Efterligne stil eller genre (pastiche) eller omforme med humor/kritik (parodi).
• Genskrive (adaptation, modernisering, remix) et eksisterende værk.
• Indgå i større kulturelle og genremæssige rammer (arkitekst/genrekonventioner).

Pointen er, at betydning ofte opstår i mødet mellem tekster: Læsere og tilskuere forstår mere, når de genkender kilder, hentydninger og genrer, og værker får dybde, humor, autoritet eller kritik gennem disse forbindelser.

• Forled: Latin inter = mellem.
• Stamme: Latin textus = væv, tekst (det vævede).
• Endelse: -alitet (via fransk/latin), der danner abstrakte navneord.

Udtrykket intertextualité blev lanceret i slut-1960’erne af Julia Kristeva, inspireret af Mikhail Bakhtins idé om sprogets dialogiske natur. I dansk sammenhæng vandt begrebet udbredelse i 1970’erne-80’erne via litteratur- og medieteori.

• Direkte citat: Ordret gengivelse med kildeangivelse. Skaber autoritet, dokumentation eller polemik.
• Allusion: Hentydning, fx “en donquijotisk mission”, “Pandoras æske”, “David mod Goliat”. Afhængig af modtagerens kulturelle viden.
• Pastiche: Stil- og genreforlæg efterlignes kærligt og kompetent (fx en nutidig roman skrevet som en gotisk 1800-talsfortælling).
• Parodi: Forlægget efterlignes med kritisk eller humoristisk vrid (fx superheltegenren vendt på hovedet).
• Adaptation/retelling: Omskrivning på tværs af medier (eventyr som nutidig tv-serie, roman til film).
• Sampling og remix: Musik og digitale kulturer, hvor lydklip, billeder og tekst bidder genbruges og omkodes.
• Paratekst: Omslag, forord, titler, trailere der positionerer teksten i forhold til andre tekster eller genrer.
• Metatekst: Kritik, anmeldelser eller værker, der kommenterer andre værker.
• Hypertekstualitet: Relation mellem et “hypotekst” (forlæg) og et “hypertekst” (omskrivning, fortsættelse, fanfiction).
• Arkitekst: Overordnede genre- og diskursrammer, som tekster skriver sig ind i (fx krimi, satire, videnskabelig artikel).

• Fortolkningsdybde: Tilføjer lag af mening, symbolik og tematik.
• Autoritet og legitimitet: Forbinder sig til kanoniske tekster eller forskning.
• Humor og ironi: Gennem kontrast og forvridning af kendte motiver.
• Kritik og dekonstruktion: Viser forlæggets grænser, blinde vinkler eller ideologi.
• Fællesskabsskabende: Appellerer til delte kulturelle koder i en målgruppe.

• Dialogisme (Bakhtin): Sprog og tekster er grundlæggende i dialog med andre stemmer.
• Kristevas intertekstualitet: Betoner, at enhver tekst er et “væv” af citater og diskurser.
• Genettes typologi: Intertekstualitet, paratekst, metatekst, hypertekstualitet og arkitekst.

Nyttige skel i analyse:

• Eksplicit vs. implicit: Tydelige citater kontra subtile hentydninger.
• Obligatorisk vs. valgfri: Kræves referencekendskab for basal forståelse, eller er det en bonus?
• Bevidst vs. ubevidst: Forfatterens intention kontra kulturelt indlejrede mønstre.

1. Identificér mulige kilder: navne, motiver, formuleringer, strukturer, genrekoder.
2. Fastslå relationens art: citat, allusion, parodi, pastiche osv.
3. Vurder funktion: Hvad gør referencen for tema, tone, troværdighed eller humor?
4. Overvej modtagerforudsætninger: Hvem genkender hvad - og med hvilken effekt?
5. Dokumentér: Angiv kilder, hvis relationen er sandsynlig og væsentlig.

• Teksthenvisning (overordnet, ofte akademisk kontekst)
• Allusion (delmængde)
• Citat (delmængde)
• Lån, referentialitet, remediering, remix, pastiche, parodi

Bemærk: Disse er ikke fulde synonymer, men overlappende begreber.

• Tekstuel autonomi (forestillingen om en fuldt selvstændig, lukket tekst)
• Originalitet (i snæver forstand; i praksis eksisterer originalitet ofte i samspil med tradition)
• Monologisme (modsætning til dialogiske forståelser af tekst)

• Førmoderne: Efterligning og omskrivning som dyd (antik mimesis, middelalderens glosser og kommentarer).
• Renaissance-oplysning: Bevidst genbrug af klassiske forlæg; paratekster etablerer autoritet.
• Modernisme: Systematiske hentydninger (fx myter, klassikere) som strukturprincip.
• Postmodernisme: Pastiche, parodi og remix bliver centrale æstetiske strategier.
• Digital tid: Hyperlinks, sampling, memes og platformskulturer intensiverer intertekstuelle praksisser.

• Intertekstualitet: Synlig eller implicit dialog, ofte transformerende, og (i akademisk kontekst) kildeangivet.
• Plagiat: Uretmæssig tilegnelse uden korrekt kredit og uden selvstændigt bidrag.

Grænsen vurderes efter grad af transformation, kontekst, normer og kildeangivelse.

• Ordklasse: Substantiv (abstrakt).
• Køn: Fælleskøn: en intertekstualitet.
• Bøjning: Ubestemt ental: intertekstualitet; bestemt ental: intertekstualiteten; flertal forekommer sjældent men er muligt: intertekstualiteter.
• Tryk og stavelse: in-ter-tekst-u-a-li-tet (typisk hovedtryk på -tet).

• Bruges i litteratur-, film- og medieteori, men også i bred kulturkritik.
• I praksis kan man skrive: “Teksten arbejder intertekstuelt med…” eller “Der er en tydelig intertekstualitet til…”.
• Undgå overtolkning: Ikke enhver lighed er en bevidst reference.

Intertekstualitet beskriver, hvordan tekster meningsfuldt kobler sig til andre tekster gennem citater, hentydninger, genreforventninger, omskrivninger og remix. Begrebet forklarer, hvorfor forståelse ofte kræver kulturel og tekstlig forhåndsviden - og hvordan forfattere og skabere skaber dybde, humor, autoritet og kritik ved at indgå i en løbende dialog med tradition og samtid.