Intifada betydning

Intifada betegner typisk en bredt forankret, ofte langvarig folkelig mobilisering, der kan omfatte strejker, demonstrationer, civil ulydighed, boykotter, sammenstød med myndigheder og - i nogle tilfælde - væbnet modstand. Ordet er semantisk bredt: det kan dække alt fra primært fredelige masseprotester til perioder med betydelig vold. I dansk sprogbrug optræder ordet både som generisk betegnelse og som egennavn for specifikke forløb (f.eks. “Den første intifada”).

Mens intifada i global offentlighed især forbindes med Palæstina/Israel, har arabisk- og engelsksprogede kilder også anvendt ordet om opstande i fx Bahrain, Irak, Sudan og Vestsahara. Journalister og aktivister bruger desuden ordet metaforisk (f.eks. “en digital intifada” eller “kvindernes intifada”), hvor det signalerer et markant opgør med status quo.

Ordet stammer fra arabisk انتفاضة (intifāḍa), verbalnomen af انتفض (intafaḍa), “at ryste sig (fri), at skælve, at gøre opstand”. Den billedlige kerne er handlingen at ryste noget af sig - underforstået at ryste undertrykkelse, besættelse eller uretfærdighed af sig.

• Rod: n-f-ḍ (ن-ف-ض), der har betydningsfelt omkring “at ryste, ryste støv af”.
• Udtale (forenklet): in-ti-FA-da (med tryk på næstsidste stavelse).
• Lånord i mange sprog; i dansk skrives det ofte “intifada” (uden diakritik).

• Køn: fælleskøn - en intifada.
• Bestemt form: intifadaen.
• Flertal: intifadaer (evt. intifadaer med lille i).
• Sammensætninger/egennavne: Den første intifada, al-Aqsa-intifadaen (bindestreg anbefales).
• Versalisering: som generisk fællesnavn skrives ofte med lille; som navn på historiske perioder ses stort begyndelsesbogstav i titlen.

Nedenfor et kort, ikke-udtømmende overblik over centrale historiske anvendelser af termen.

Bemærk: Klassifikation og navngivning varierer mellem kilder; “intifada” kan være en efterrationaliseret label, ikke et officielt begyndelses- eller sluttidspunkt.

• “Den første intifada var præget af boykotter og civil ulydighed.”
• “Regeringen frygtede, at prisstigningerne kunne udløse en ‘brød-intifada’.”
• “Aktivister talte for en digital intifada mod overvågning.”
• “Museets udstilling belyser hverdagslivet under intifadaen.”
• “Oppositionen varslede en politisk intifada i parlamentet.”
• “Begrebet intifada bruges i medierne, men aktørerne selv anvender ofte andre ord.”
• “Han forsker i mobiliseringsdynamikker før og under intifadaer.”
• “Udtrykket ‘kniv-intifada’ er omstridt og kritiseres for at simplificere.”
• “Journalisten skelnede mellem en urban intifada og sporadiske optøjer.”

• Opstand, oprør, folkerejsning - brede, forholdsvis neutrale danske termer.
• Masseprotest, civil ulydighed - dækker fredelige elementer i visse intifadaer.
• Uroligheder, optøjer - beskriver ofte den voldelige dimension; stilistisk mere negativt ladede.
• Resistens, modstand - overordnet, men kontekstuelt farvede.

Der findes ikke et enkelt-ordet dansk synonym, der fuldt ud rammer den kulturelle og historiske konnotation i “intifada”. Valg af ord bør tilpasses konteksten (fredeligt fokus vs. væbnet konflikt).

• Status quo, ro og orden, stabilitet - kontrast til omvæltning.
• Normalisering, forlig, forhandling - kontrast til opstand som strategi.
• Underkastelse, passivitet - normativt ladede modbegreber; bør anvendes med omtanke.

• Jihad: religiøst begreb med flere betydninger; ikke synonym med intifada og bør ikke forveksles.
• Infitah: økonomisk “åbningspolitik” i visse arabiske lande; lydligt lig, men helt andet indhold.
• Nakba (“katastrofen”, 1948) og Naksa (“tilbageslaget”, 1967): historiske palæstinensiske begreber, der ofte optræder i samme historiske diskussioner som intifadaerne.

“Intifada” er politisk og følelsesmæssigt ladet. Nogle forbinder ordet med legitim folkelig modstand, andre med politisk vold. I neutral, encyklopædisk eller journalistisk formidling anbefales:

• At specificere hvilken intifada (tid, sted) der menes.
• At skelne mellem fredelige og voldelige elementer, hvor relevant.
• At angive kildernes terminologi, hvis der er uenighed om betegnelsen.

I løbet af det 20. og 21. århundrede er intifada gået fra at være en generel arabisk betegnelse for en opstand til at blive et globalt genkendeligt ord - især præget af palæstinensiske erfaringer og international mediedækning. Første intifada satte fokus på civil mobilisering og lokalt organiseret modstand. Under den anden intifada blev ordet forbundet med en langt mere voldsom konflikt, hvilket gjorde konnotationerne mørkere i mange sprog. Siden er ordet udvidet metaforisk i aktivistiske og kulturelle sammenhænge, men bærer stadig stærke politiske undertoner.

• Medier: anvender ofte ordet som label på perioder; præcisering af tidsrum og aktører er vigtig.
• Akademia: bruger termen analytisk om mobiliseringsdynamikker, repertoirer af modstand og konfliktintensitet.
• Hverdagssprog: metaforisk brug (“intifada mod skatteforhøjelser”) forekommer, men kan virke polemisk.

• “Intifada = vold”: Ikke nødvendigvis; mange intifadaer indeholder ikke-voldelige elementer, omend nogle perioder har været stærkt voldelige.
• “Kun om Palæstina”: Historisk mest kendt derfra, men ordet bruges bredere i arabisk kontekst.
• “Fast definerede begyndelser/slutninger”: Etiketten er ofte efterrationaliseret; sociale processer glider.

• Oprør, opstand, massebevægelse
• Civil ulydighed, boykot
• Konfliktsociologi, social bevægelsesteori