Intrigant betydning

Som substantiv (en intrigant):

• En person, der igangsætter eller vedligeholder intriger; en rænkespiller, der forsøger at opnå fordele ved at så splid, manipulere eller bagtale.
• Konnotation: tydeligt negativt ladet; betegner illoyal og undergravende adfærd.

Som adjektiv (intrigant):

• Beskriver adfærd, planer, taktikker eller miljøer, der er præget af intriger, beregning og manipulation, fx “intrigante metoder”, “et intrigant spil om magten”.
• Konnotation: negativ, ofte brugt kritisk om politiske eller organisatoriske processer.

Intrigant er beslægtet med intrige. Ordet kommer via fransk intrigant (“en der intriguer”) og/eller tysk Intrigant, der igen går tilbage til fransk intrigue og latin intricare (“holde fast i”, “forvikle”, “sno sammen”). I dansk er ordet belagt siden nyere tid og knyttet til beskrivelser af hof-, domstols- og partipolitik, hvor magtspil og rænkespil er fremtrædende.

Ordklasse: substantiv (fælleskøn) og adjektiv.

• Substantiv:

  • Ental ubestemt: en intrigant
  • Ental bestemt: intriganten
  • Flertal ubestemt: intriganter
  • Flertal bestemt: intriganterne
  • Genitiv: intrigants / intriganters

• Adjektiv:

  • Grundform: intrigant
  • T-form: intrigant
  • E-form (bestemt/pluralis): intrigante
  • Komparativ/superlativ: mere intrigant, mest intrigant

Udtale (vejledende): in-tri-GANT (tryk på sidste stavelse).

Som substantiv:

• Han viste sig at være en intrigant, der vendte kollegerne mod hinanden.
• Romanens hofmiljø vrimler med intriganter og skjulte dagsordener.
• Partiet blev lammet af et par intriganter, som såede tvivl om ledelsens beslutninger.
• Direktionen ville til bunds i rygterne og identificere de egentlige intriganter.

Som adjektiv:

• Forløbet bar præg af et intrigant magtspil bag kulisserne.
• Hun tog afstand fra de intrigante metoder i afdelingen.
• Filmen skildrer et intrigant netværk af alliancer og forræderi.
• Det var en intrigant strategi, der skulle underminere forhandlingen.

Udvidede kontekster:

• Historisk: “Ved hoffet fandtes altid en intrigant eller to, som styrede strømningerne.”
• Organisationsliv: “En intrigant kultur kan tvinge dygtige medarbejdere væk.”
• Politik: “Den intrigante omgang med lækager svækkede tilliden.”

Som substantiv:

• rænkespiller, manipulator, bagtaler, splittelsesmaker, forstillelsens mester, magtspiller

Som adjektiv:

• rænkefuld, manipulerende, beregnende, illoyal, undergravende, lumsk, listig

Beslægtede ord: intrige, rænkespil, magtspil, bagtalelse, kabinetspolitik, hofintriger.

• Om personer: loyal, redelig, pålidelig, hæderlig
• Om adfærd/tilgange: åben, gennemsigtig, fair, ligefrem, samarbejdende

• intrigant natur/mentalitet
• intrigante metoder/taktikker
• et intrigant miljø/klima ved hoffet/på borgen
• politisk/organisatorisk intrigant adfærd
• en kendt/erklæret intrigant

I ældre litteratur og historieskrivning forbindes “intrigant” ofte med hofliv, kabinetsregeringer og diplomati, hvor skjulte alliancer, lækager og bagtalelse var virkemidler i magtspillet. I moderne sprogbrug er ordet flyttet ind i beskrivelser af organisationer, medier og politik, hvor det betegner uigennemsigtige processer og personlig magtoptimering på bekostning af fællesskabet. Tonen er næsten altid kritisk.

• Intrigant vs. intrigerende: “Intrigant” handler om intriger og har negativ valens (rænkefuld, manipulerende). “Intrigerende” betyder derimod fængslende, pirrende eller interessant og er typisk positivt eller neutralt.
• Intrigant vs. intrikat: “Intrikat” betyder indviklet/kompliceret og siger intet om manipulation; “intrigant” siger noget om hensigt og metode.

• Brug “intrigant” når fokus er på bevidst splittelse, bagtalelse eller skjult magtudøvelse.
• Undgå at bruge “intrigant” som oversættelse af engelsk “intriguing”; brug “intrigerende” eller “interessant”.
• Vær opmærksom på den kraftigt negative vurdering; ordet egner sig bedst i analyser, kritik og karakteristikker med tydelig normativ kant.