Islamister betydning

Islamister er flertalsformen af islamist og bruges om personer, der aktivt arbejder for at gøre islam (som de fortolker den) til grundlag for politisk orden, lovgivning og samfundsliv. I moderne brug henviser ordet oftest til organiserede bevægelser, partier eller aktivister, der søger at påvirke eller overtage statsmagten for at realisere et islamisk inspireret norm- og retssystem.

Betydningen spænder bredt og afhænger af kontekst:

• Parlamentariske/ikke‑voldelige islamister: deltager i valg, arbejder inden for forfatningsmæssige rammer og accepterer i varierende grad pluralisme.
• Revolutionære/illiberale islamister: ønsker dybtgående systemændringer og kan afvise liberale rettigheder og sekularisme.
• Militante/jihadistiske islamister: anvender eller hylder vold for at nå politiske mål.

Konnotationen i offentlig debat kan være neutral, kritisk eller stærkt negativ, afhængigt af hvilket segment der omtales. Mange sprogbrugere bruger termen snævert om militante grupper; i forskning og leksika bruges den bredere om hele ideologifeltet islamisme.

Etymologi: Fra fransk islamiste og engelsk Islamist. I 1700‑1800‑tallet blev islamisme i nogle europæiske sprog anvendt som neutral betegnelse for religionen islam; i det 20. århundrede skiftede betydningen til den politiske ideologi, og islamist blev tilhængeren af denne.

Danske afledninger og former:

• islamist (ental), islamisten, islamister, islamisterne
• islamisme (ideologien), islamistisk (tillægsord), anti‑islamist, islamistbevægelse

Ordet bruges i medier, forskning og myndighedstekster. Præciseringer er almindelige for at undgå sammenblanding:

• ”islamistisk parti” versus ”jihadistisk gruppe” (for at markere forskel mellem politisk deltagelse og militant vold).
• ”voldelig islamistisk ekstremisme” i sikkerhedsfaglig kontekst i stedet for det kortere, men mere tvetydige islamisme.
• ”muslimer” bruges om religiøs tilhørsforhold; ”islamister” om politisk ideologi. Begreberne er ikke synonyme.

Stilistisk er ordet neutralt i leksikalsk og akademisk prosa, men kan opfattes værdiladet i politiske debatter. Kontekst, kilder og præcisering hjælper læseren.

• ”Partiet beskrives som islamistisk, men deltager i parlamentariske valg og indgår koalitioner.”
• ”Myndighederne anholdt tre formodede islamister i forbindelse med en terrorsag.”
• ”Bevægelsen er islamistisk, men afviser brugen af vold og lægger vægt på socialt arbejde.”
• ”Debatten om forfatningen satte islamister og sekulære grupper på kollisionskurs.”
• ”Forskeren skelner mellem islamister med reformistiske mål og dem med revolutionære ambitioner.”
• ”Lokale islamister støttede kampagnen for religiøst inspireret familieret.”
• ”Efter valget forsøgte de islamistiske partier at danne mindretalsregering.”
• ”Rapporten advarer om jihadistiske fraktioner inden for bredere islamistiske netværk.”
• ”Kritikere beskylder regeringen for at stemple fredelige aktivister som islamister.”
• ”Bevægelsen kombinerer islamistisk retorik med nationalistiske slogans.”

• Nær-synonymer: tilhængere af islamisme, islamistiske aktivister, islamistbevægelsen (kontekstafhængigt).
• Relaterede, men ikke identiske begreber: salafister, jihadister, islamiske fundamentalister, politisk islam, islamisk revivalisme.

• Kontrastkategorier: sekularister, laicister, liberale/modernistiske muslimske tænkere, anti‑islamister.
• Bemærk: muslimer er ikke et antonym; det er en bred religiøs kategori, der også omfatter mange, som ikke er islamister.

I sin moderne politiske betydning opstår islamist/islamisme i det 20. århundrede med fremvæksten af bevægelser, der ville revitalisere islam som politisk kraft. Nøglemomenter inkluderer:

• Mellemkrigstiden og efterkrigstiden: etablering af bevægelser, der kombinerer religiøs reform med social og politisk mobilisering.
• 1970’erne-1980’erne: islamisk politisk mobilisering vinder gennemslag; revolutionære og parlamentariske strategier udvikles parallelt.
• 1990’erne: konflikter og borgerkrige sætter fokus på militante strømninger.
• 2000’erne-2010’erne: globalisering af jihadistiske netværk; samtidig institutionaliseres nogle islamistiske partier som ordinære politiske aktører. Oprør og demokratiseringsbølger skaber varierende udfald.

I dansk sprogbrug bliver termen almindelig i 1990’erne og frem, især i sikkerheds- og udenrigsdækning. Over tid er der sket en tydeligere skelnen mellem islamistisk (ideologi) og islamisk (religiøst/kulturelt).

• Bøjning: en islamist - islamisten - islamister - islamisterne.
• Adjektiv: islamistisk: ”islamistisk bevægelse”, ”islamistisk ideologi”.
• Skel: islamisk (generelt, religiøst/kulturelt) vs. islamistisk (ideologisk/politisk).
• Præcisering anbefales i følsomme emner: fx ”voldelig islamistisk ekstremisme” eller ”parlamentariske islamister”.

• Engelsk: Islamist (pl. Islamists)
• Tysk: Islamist (pl. Islamisten)
• Fransk: islamiste (pl. islamistes)
• Arabisk: إسلامي (pl. إسلاميون/إسلاميين)
• Tyrkisk: İslamcı (pl. İslamcılar)
• Svensk/Norsk: islamist (pl. islamister)

• At alle muslimer er islamister - forkert; islamisme er en politisk ideologi, ikke en nødvendig del af religionen.
• At ”islamistisk” blot betyder ”islamisk” - nej; det første er ideologisk/politisk, det andet religiøst/kulturelt.
• At termen kun dækker militante grupper - i forskning omfatter den også ikke‑voldelige og parlamentariske aktører.

• Islamisme
• Jihadisme
• Salafisme
• Sekularisme
• Fundamentalisme