Jahve betydning

Jahve er den danske form af Guds egennavn i den hebraiske bibel (Tetragrammeton, skrevet JHWH/יהוה). Ordet bruges som betegnelse for Israels Gud og forstås ofte som “han er/han lader være” i forlængelse af udlægningen i 2 Mosebog 3,14. I moderne dansk bibelbrug erstattes navnet typisk grafisk af “Herren”.

Betydning

Jahve betegner den Gud, som Israels folk tilbad i den hebraiske bibel (Det Gamle Testamente). I religiøs, historisk og filologisk sammenhæng bruges ordet til at:

• Identificere Guds særlige navn (i modsætning til titler som Gud, Herren, Elohim, Adonaj).
• Skelne mellem den hebraiske bibels gudsbegreb og andre guder i oldtidens Nærøsten.
• Diskutere tekster, teologi og ritualer, hvor selve navnet spiller en central rolle (fx forbud mod udtale, erstatningslæsninger og liturgisk praksis).

Etymologi og udtale

Navnet gengiver det hebraiske יהוה (translittereret YHWH eller JHWH), også kaldet Tetragrammeton (“de fire bogstaver”). Den mest udbredte faglige rekonstruktion af udtalen er Yahweh (på dansk gengivet “Jahve”). På dansk udtales det omtrent “JAH-ve”. Den oprindelige oldisraelske udtale er usikker, bl.a. fordi navnet tidligt blev undgået i højtlæsning.

Etymologisk forbindes navnet ofte med den hebraiske rod h-y-h (“at være/at blive”). Det relateres til Guds selvåbenbaring i 2 Mosebog 3,14: ’Ehyeh asher ’ehyeh (“Jeg er/Bliver den jeg er/bliver”). Nogle udlægger derfor Jahve som “han er” eller “han lader være/forårsage at være”.

Skriftformer og nært beslægtede betegnelser

Form	Sprog/skriftsystem	Omtrentlig udtale	Anvendelse/kommentar
יהוה	Hebraisk (konsonantskrift)	Uvis (ofte rekonstrueret som Yahweh)	Tetragrammeton i bibeltekst og inskriptioner.
YHWH / JHWH	Translitteration	—	Akademisk/teknisk form uden vokaler.
Jahve / Yahweh	Dansk / Engelsk	“JAH-ve”	Almindelig faglig rekonstruktion i forskning og leksika.
Jehova	Latiniseret/historisk	“je-HO-va”	Hybridform opstået ved at læse JHWH med vokaler fra Adonaj (senmiddelalder). Bruges i nogle traditioner (fx Jehovas Vidner).
Herren / HERREN	Dansk oversættelse	—	Liturgisk/typografisk erstatning for JHWH i mange bibeloversættelser (ofte i små kapitéler).
Jah	Forkortet form	“JAH”	Ses i udtryk som “Halleluja” (“pris Jah”). Optræder i poesi/salmer.

Historisk udvikling

• Oldtidens Israel/Judah: Navnet forekommer i bibeltekster og arkæologiske inskriptioner (fx Kuntillet ‘Ajrud, Khirbet el-Qom). Religionshistorisk ses en bevægelse fra monolatri (dyrkelse af én Gud uden at benægte andre) til monoteisme.
• Andet tempels tid: Udtalen af navnet blev undgået; man læste i stedet Adonaj (“Herren”). Denne skik afspejles i græske bibler (Septuaginta), som ofte gengiver JHWH med Kyrios (“Herren”).
• Masoretisk tradition: Vokaltegnene til JHWH kombineres med vokalerne til erstatningsordet Adonaj som læsehjælp (qere/ketiv), hvilket senere misforstodes og gav formen “Jehova”.
• Middelalder og reformation: Latinformen Iehovah/Jehovah udbredes i Vesten og optræder i nogle tidlige protestantiske bibler.
• Moderne forskning: Formen Yahweh/Jahve er den mest accepterede faglige rekonstruktion. I liturgi anvendes dog oftest erstatninger (fx “Herren”); i 2008 frarådede den katolske kirke brugen af “Yahweh” i liturgien.

Brug og stilistiske bemærkninger

• I dansk faglitteratur bruges “Jahve” om den rekonstruerede udtale; i oversættelser står ofte “Herren” som erstatning for JHWH.
• Af respekt for jødisk tradition undgås direkte udtale af navnet i religiøs praksis; mange siger HaShem (“Navnet”).
• I konfessionelle sammenhænge kan præference variere: nogle foretrækker “Jehova”, andre “Jahve”, andre kun “Herren”.

Eksempler på brug

• “I 2 Mosebog åbenbarer Gud sit navn som Jahve for Moses.”
• “Mange bibeloversættelser gengiver Jahve som ‘Herren’ i små kapitéler.”
• “Udtrykket ‘Halleluja’ betyder ‘pris Jah (Jahve)’.”
• “Profeternes teologi kredser om Jahves pagt med Israel.”
• “I forskningen diskuteres Jahves oprindelse og relation til andre guder i regionen.”
• “Navne som Esajas (Yesha’yahu) og Jeremias (Yirmeyahu) indeholder theoforiske elementer af Jahves navn.”
• “Nogle kristne traditioner bruger formen ‘Jehova’, mens akademiske værker foretrækker ‘Jahve’.”
• “Septuaginta oversætter JHWH med ‘Kyrios’, hvilket påvirker Det Nye Testamentes sprogbrug.”

Synonymer og nært beslægtede ord

• Herren – funktionelt synonym i oversættelser, ikke et egentligt egennavn.
• Gud – generisk titel (dansk), ikke et specifikt navn.
• Elohim – hebraisk titel for Gud i Bibelen.
• Adonaj – “min Herre”; erstatningslæsning for JHWH i jødisk tradition.
• Jah – forkortet poetisk form af navnet.
• Jehova – historisk/konfessionel form af JHWH (hybrid), nært beslægtet men sproghistorisk anderledes tilblivelse.

Bemærk: Egennavne har sjældent egentlige “synonymer”; ovenstående er titler eller alternative former/erstatninger.

Antonymer og kontrastbegreber

Strengt sprogligt har et egennavn som “Jahve” ingen antonymer. I bibelsk-teologisk kontrast taler teksterne dog om:

• Afguder (hebr. ’elilim) – guder, som kontrasteres med Jahve.
• Ba’al – navn/titel på kana’anæisk gud, ofte stillet over for Jahve i profetiske skrifter.
• Polyteisme – som begreb i modsætning til den monoteisme, der forbindes med Jahve-dyrkelsen i senere bibelsk tradition.

Theoforiske navne og spor i dagligsprog

• -ja/-jah som suffiks: Esaja(s), Obadja, Zefanija, Zakarias (afledt af -yahu/-yah).
• Jo-/Jeho- som præfiks: Jonathan (Yehonatan), Jojakim, Josias, Joshua (Yehoshua).
• Halleluja: “Pris Jah (Jahve)”.

Religiøse og kulturelle hensyn

• Mange jøder undgår at udtale navnet; man siger Adonaj i bøn eller HaShem i samtale.
• Nogle kristne traditionslinjer undgår “Jahve” i liturgi og bruger “Herren”.
• Forskellige trossamfund kan have stærke præferencer for enten “Jahve” eller “Jehova”. Neutral, akademisk praksis er at skelne mellem navn (JHWH) og titler (Gud/Herren).

Relaterede termer

• Tetragrammeton – de fire konsonanter i Guds navn (YHWH).
• Qere/Ketiv – masoretisk læsetradition, der påvirker, hvordan JHWH gengives.
• Septuaginta (LXX) – græsk bibeloversættelse, der ofte skriver Kyrios for JHWH.
• Vulgata – latin, typisk med Dominus.
• Theoforisk navn – personnavn, der indeholder et gudsnavn (fx -jah/-yahu).

Kort opsummering

“Jahve” er den danske betegnelse for Guds egennavn i den hebraiske bibel (JHWH). Den oprindelige udtale er usikker, men “Jahve/Yahweh” er den mest udbredte rekonstruktion. Af respekt og tradition erstattes navnet i læsning ofte af titler som “Herren”. Historisk og sprogligt knytter navnet an til hebraisk “at være/at blive” og har sat tydelige spor i bibeloversættelser, liturgi og personnavne.