Jf. betydning

jf. betyder grundlæggende “jævnfør” i betydningen “se, sammenlign, henvis til”. Det bruges til at pege læseren i retning af et andet sted, hvor emnet er reguleret, beskrevet eller uddybet.

• Som neutral henvisning: “Se nærmere” - læseren kan finde supplerende information.
• Som sammenligning: “Sammenlign med” - den nye reference kan belyse eller nuancere det foregående.
• I juridisk/administrativ tone: “Som anført i/efter” - ofte for at knytte et udsagn til en bestemmelse (men ved bindende betydning bruges ofte i henhold til i stedet).

jf. er forkortelse for jævnfør, som er bydeform (imperativ) af verbet jævnføre. Ordet er dannet af jævn + føre, dvs. “føre i jævn (samme) retning/forhold” - i praksis: at sammenholde eller sammenligne.

Funktionen svarer til latinets confer (engelsk: cf.), der også betyder “sammenlign”. I dansk har jf. afløst det latinske i almindelig brug.

Almindelig skrift

• “Der kan søges dispensation, jf. retningslinje 4.2.”
• “For bestilling og priser, jf. afsnit 3 nedenfor.”
• “Mere om datamodellen (jf. bilag B).”

Faglige og akademiske tekster

• “Metoden er velbeskrevet (jf. Hansen 2020, s. 45-47).”
• “Teorien er kritiseret, jf. Jensen & Madsen (2018).”
• “Se også den alternative tilgang (jf. ‘Diskussion’ ovenfor).”

Juridiske og administrative tekster

• “Fristen er 14 dage, jf. forvaltningsloven § 25.”
• “Prisen reguleres årligt, jf. kontraktens pkt. 7.2.”
• “Klage indgives til kommunen, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 1.”

Flere varierede eksempler

• “Se datakravene i tabel 1, jf. bilag C.”
• “Tilskud kan søges digitalt (jf. www.eksempel.dk/tilskud).”
• “Vejledende normer, jf. DS/EN 1991.”
• “Brugervejledning: adgang kræver login, jf. afsnit ‘Sikkerhed’.”
• “Definitioner, jf. ordlisten i slutningen af dokumentet.”
• “Se også: alternative løsninger (jf. note 12).”

• Punktum: Forkortelsen skrives med punktum: “jf.”. Ved sætningsslut bruges ikke ekstra punktum: “... jf. § 3”.
• Mellemrum: Der skal være mellemrum efter “jf.”. For at undgå linjeskift mellem “jf.” og henvisningen kan man anvende et hårdt mellemrum ( ): “jf. § 3”.
• Stor/lille begyndelsesbogstav: Normalt lille: “jf.”. I begyndelsen af en sætning kan “Jf.” anvendes, men det er stilistisk pænere at omformulere så “jf.” står inde i sætningen.
• Kolon efter “jf.”: Undgå “jf.:”. Skriv blot “jf. ...”.
• Parentes: Hyppigt brugt i parentes: “(jf. Hansen 2020)”.

• se - neutral henvisning (mindre formelt end “jf.”).
• sammenlign / sml. - når formålet er sammenligning.
• i henhold til - når man udtrykkeligt vil angive retslig/kontraktuel hjemmel.
• ifølge - når man refererer til andres udsagn/rapportering.
• cf. (eng.) - latin confer, bruges i engelske tekster som “jf.”.

Der findes ikke egentlige antonymer til “jf.”, da det er en henvisningsmarkør. Nærmeste modsætninger i brug er udtryk, der frakobler henvisningen:

• uafhængigt af - angiver, at noget gælder uden støtte i en kilde/bestemmelse.
• uanset / uden hensyn til - markerer, at en given henvisning ikke er relevant for det følgende.

• I ældre dansk ses også jfr. som variant; nutidsnormen er jf..
• Søsterformer i Norden: norsk jf. (jamfør), svensk jfr. (jämför).
• Det latinske confer (cf.) har påvirket brugen via akademisk tradition.

• “jvf.” - udbredt men forkert stavemåde. Korrekt er “jf.”
• Overbrug i løbende tekst, hvor et simpelt “se” er mere læsevenligt.
• Brug af “jf.” når man egentlig mener “i henhold til” (bindende hjemmel) eller “ifølge” (kildeudsagn).
• “jf.:” med kolon - undgås; skriv blot “jf.” efterfulgt af henvisningen.
• Linjeskift mellem “jf.” og reference - undgås med hårdt mellemrum (“jf. § 3”).

• Brug “jf.” når du vil henvise neutralt: “se/sammenlign”.
• Brug “i henhold til” om bindende bestemmelser; “ifølge” om udsagn fra en kilde.
• Skriv altid punktum: “jf.” - og ingen ekstra punktum ved sætningsslut.
• Foretræk “jf.” frem for “jfr.” i moderne dansk; undgå “jvf.”
• Hold “jf.” tæt på sin reference (gerne med hårdt mellemrum).