Julius betydning

Julius bruges i dag først og fremmest som egennavn (fornavn) i dansk og mange andre sprog. I almindelig sprogbrug refererer det til en person med dette navn; i historiske og kulturelle sammenhænge kan det stå metonymisk for Julius Cæsar eller for det romerske (julianske) kultur- og navnefelt.

• Som fornavn: almindeligt i Europa, herunder Danmark.
• Som efternavn: sjældnere, men forekommer.
• Som kulturel reference: bruges ofte i historiske sammenhænge (f.eks. ”under Julius’ felttog”).
• Relation til måneder og kalendere: måneden juli er opkaldt efter Julius Cæsar, men er på dansk en anden form (juli ≠ Julius).

I dansk retskrivning skrives navnet med stort begyndelsesbogstav. Genitiv dannes med apostrof: Julius’ bog. Flertalsdannelse undgås normalt (man skriver hellere ”flere personer ved navn Julius”).

Julius stammer fra latin Iūlius (klassisk stavning ofte gengivet som IVLIVS, da J og U skrives som I og V i antikke inskriptioner). Det var det gentilicum (slægtsnavn) som tilhørte den romerske gens Iulia.

Den dybere etymologi er usikker. To hyppigt nævnte forklaringer er:

• En mulig forbindelse til et ældre italisk navn afledt af Jovis/Iovis (Jupiter), altså ”tilhørende Jupiter” (en teoforisk dannelse),
• eller en relation til mytiske figurer som Iulus/Julus (Ascanius), der ifølge romersk tradition var stamfader til slægten.

Måneden Iūlius (juli) opstod, da den oprindelige Quintilis i år 44 f.v.t. blev omdøbt til ære for Julius Cæsar.

• Udtale: [ˈjuːlius] (tilnærmet ”JU-li-us”).
• Ordklasse: proprium (egennavn), maskulinum.
• Genitiv: Julius’ (med apostrof).
• Flertal: normalt undgået; omskriv hellere: ”flere personer ved navn Julius”.

Julius har mange sproglige og kønsformer samt diminutiver. Nedenfor ses nogle udbredte varianter:

• I Romerriget var Julius et slægtsnavn (nomen) i den fornemme gens Iulia, hvortil bl.a. Gaius Iulius Caesar (Julius Cæsar) hørte.
• Efter antikken blev navnet udbredt i kristen og humanistisk navneskik i Europa, ofte via helgennavne (f.eks. Pave Julius II) og klassicismens interesse for antikken.
• Måneden juli fik sit navn til ære for Julius Cæsar, hvilket har forstærket navnets kulturelle synlighed.
• Navnet har i skandinaviske lande været brugt siden middelalderen, men blev særligt almindeligt i perioder med klassisk inspiration (1800-tallet og frem).

• Julius kom for sent til mødet, men havde en god forklaring.
• Vi læser om Julius Cæsars galliske krige i historieundervisningen.
• Det var Julius’ idé at flytte festen til lørdag.
• På dåbsattesten står der: Julius Alexander.
• Familien besøgte Rom for at se statuen af Julius Cæsar.
• På latin staves navnet ofte som Iulius i klassiske tekster.
• Hun kaldte sin søn Julius, opkaldt efter sin farfar.
• De to kolleger, Julius og Julie, blev ofte forvekslet på mails.
• Julius’ foredrag om romersk ret trak fulde huse.
• Han underskrev brevet med fornavnet: Julius.

• Synonymer: Egennavne har normalt ikke egentlige synonymer. Man taler i stedet om varianter og former (se tabellen ovenfor).
• Antonymer: Ikke relevante for personnavne.
• Relaterede termer: juli (måneden opkaldt efter Julius Cæsar), juliansk (om den julianske kalender), Julian (beslægtet navn), Julia/Julie (feminine former).

• Julius må ikke forveksles med juli (måneden). På dansk er det to forskellige ord med forskellig betydning og bøjningsmønster.
• Latinske former kan optræde som Iulius (med I i stedet for J). I antikke indskrifter ses ofte IVLIVS.
• Ikke at forveksle med det zoologiske navn Julus (en slægt af skolopendere/mangebensdyr); stavemåden og udtalen er anderledes.

Julius (proprium, mask.): mandligt fornavn af latinsk oprindelse; historisk forbundet med den romerske slægt Iulia og med Julius Cæsar. I udvidet brug: reference til personer eller fænomener knyttet til denne historiske arv (f.eks. måneden juli, den julianske kalender).