Kæphøj betydning

kæphøj er et adjektiv, der betegner en holdning eller fremtoning præget af overmod, selvfedme eller praleri. Det rummer typisk en kritisk eller ironisk vurdering fra talerens side.

• Vurderende og ofte let nedsættende: “Han er altså lidt kæphøj.”
• Hyppigt brugt efter succes: “Efter sejren blev de temmelig kæphøje.”
• Kan være drillende/ironisk i milde sammenhænge, skarp i kritik i skrift og tale.

• Ordklasse: Adjektiv (tillægsord)
• Stavning: ét ord, kæphøj (ikke “kæp høj” eller “kæp-høj”)
• Tryk: primært på første led: kæp-høj

Adjektivet kan bruges adverbialt i neutrum: “Det lød kæphøjt.”

• Udtales omtrent som “kæp-høj” med hovedtryk på “kæp-”.
• To stavelser: kæp-høj.

Kæphøj er en sammensætning af kæp (en pind/stav) og høj. Den konkrete historiske forklaring er ikke sikker, men ordet forstås billedligt: at gøre sig “høj” ved hjælp af en “kæp” - altså at virke påtaget ophøjet. Forleddet kæp- kendes også fra fx kæphest (hobbyhest), og billedet ligger tæt på udtryk som “at sidde højt til hest” om en selvgod eller bedrevidende holdning.

• Register: overvejende uformelt, almindeligt i hverdagssprog, journalistik og især sports- og politisk kommentar.
• Vurdering: nedsættende/ironisk, men kan være mildt drilsk afhængigt af tonefald og sammenhæng.
• Typiske gradadverbier: “lidt”, “ret”, “temmelig”, “en anelse”, “ufatteligt” (forstærkende).
• Hyppige verber: “være”, “virke”, “blive”, “lyder”, “fremstå”, “klinge”.

• blive (lidt/temmelig) kæphøj (af noget)
• være/virke/lyder kæphøj
• ingen grund til at være så kæphøj
• kom nu ned på jorden, lad være med at blive kæphøj
• det er en smule kæphøjt sagt
• han blev kæphøj efter den første succes

• Efter kampen blev de lidt for kæphøje og undervurderede næste modstander.
• Det lyder altså kæphøjt, når du kalder dig selv “uovervindelig”.
• Hun virkede kæphøj til mødet og afviste al kritik.
• Ro på - der er ingen grund til at være så kæphøj over et enkelt godt resultat.
• Han blev kæphøj af forfremmelsen og talte ned til kollegerne.
• Det var en kæphøj bemærkning, som fik stemningen til at skifte.
• Han er ikke arrogant til hverdag, men på sociale medier kan han blive kæphøj.
• Træneren advarede spillerne mod at blive kæphøje efter storsejren.
• Det er lige kæphøjt nok at love levering i morgen uden at tjekke lageret.
• Hun kom med et kæphøjt svar, der ikke tog højde for fakta.
• Han lød kæphøjt over for pressen, men mere nuanceret internt.
• Du må gerne være stolt, men prøv ikke at være kæphøj.

• ydmyg
• beskeden
• tilbageholdende
• jordnær
• nøgtern

• høj i hatten - selvsikker/arrogant i tonen.
• stor i slaget - pralende, selvsikker.
• sidde højt til hest - være selvhøjtidelig/belærende.
• komme ned på jorden - blive mere realistisk og mindre kæphøj.
• høj på strå - opstemt/selvsikker efter succes (ikke nødvendigvis nedsættende).
• kæphest - favoritidé/emne man rider hårdt; ikke betydningsmæssigt det samme, men deler forleddet “kæp-”.

Ordet er velkendt i moderne dansk og udbredt i hverdagssprog, medier og især i sportskommentarer og politisk debat, hvor det bruges til at nedtone eller kritisere en overlegen eller pralende attitude. Tonen kan svinge fra drilsk til skarp.

• At tro ordet handler om fysisk højde: Det handler om attitude, ikke centimeter.
• Stavning med mellemrum eller bindestreg: Rigtigt er “kæphøj”.
• Forveksling med “kæphest”: De er ikke synonymer; “kæphest” er et favoritemne, “kæphøj” er en måde at være/lyder på.
• Brug i formelle tekster: Kan virke for mundret eller nedsættende; vælg evt. “arrogant”, “selvhøjtidelig” eller “overmodig” i mere neutrale sammenhænge.

Kæphøj betyder pralende eller overdrevent selvsikker, ofte efter et succesøjeblik. Ordet er uformelt, let nedsættende og bruges om tone og fremtoning. Det bøjes som almindelige adjektiver (kæphøjt, kæphøje; kæphøjere/kæphøjest) og optræder hyppigt i vendinger som “blive kæphøj” og “lyder kæphøjt”.