Kasus betydning

Kasus er en grammatisk kategori, der angiver ordets relation til andre led i sætningen. I sprog med et udbygget kasussystem markeres disse relationer typisk ved endelser på navneord og pronominer (deklination). Kasus kan også markeres analytisk via præpositioner/postpositioner eller ved ordstilling.

• Formål: At signalere funktioner som subjekt, direkte/indirekte objekt, besiddelse, retning, placering, middel, agent m.m.
• Hvad bøjes: Substantiver, pronominer, adjektiver (i nogle sprog også artikler og talord).
• Markeringstyper: Morfologisk (endelser), klitiske markører, præ-/postpositioner eller kombinationer.

Ordet kasus kommer af latin cāsus ‘fald; hændelse’, afledt af cadere ‘falde’. I klassisk grammatik taler man om “fald” af ordets form fra en grundform. Dansk har også afledninger som kasusendelse, kasusmarkering og kasuistik (dog betyder kasuistik i medicin/etik ‘samling af enkeltsager’ og er betydningsmæssigt forskudt).

Moderne dansk har kun meget begrænset morfologisk kasus:

• Genitiv -s på substantiver: Peters cykel, husets tag, Danmarks hovedstad. (Apostrof bruges kun i særlige tilfælde: Jens’ bog.)
• Kasus i pronominer (subjektform vs. objektform vs. possessiv):

  • jeg/mig, du/dig, han/ham, hun/hende, vi/os, I/jer, de/dem, man/en, sig (refleksiv), min/mit/mine, din/dit/dine, hans/hendes/deres, sin/sit/sine.
  • Efter præpositioner bruges objektform: mellem dig og mig, til ham, for os.

• Ordstilling og præpositioner bærer i høj grad funktioner, som kasus bærer i andre sprog: Jeg gav hende bogen vs. Jeg gav bogen til hende.

Historisk havde dansk (som oldnordisk) flere kasus (nom., akk., dat., gen.), men de er stort set forsvundet i moderne standardsprog, bortset fra resterne nævnt ovenfor og i nogle faste udtryk.

• Nominativ: markerer typisk subjektet.
• Akkusativ: markerer typisk direkte objekt.
• Dativ: markerer ofte indirekte objekt/modtager.
• Genitiv: markerer besiddelse/tilhørsforhold.
• Instrumentalis: middel/værktøj (med en kniv).
• Ablativ: bevægelse væk/fra, middel, årsag (latin m.fl.).
• Lokative kasus (finsk m.fl.): sted/retning (i, på, fra, til osv.).
• Ergativ/absolutiv: i ergative sprog markeres transitive subjekter anderledes end intransitive subjekter og objekter.
• Vokativ: tiltaleform.

• Tysk (4 kasus: N, A, D, G)

  • Nominativ: Der Mann sieht den Hund. (Manden ser hunden.)
  • Akkusativ: Ich sehe den Hund. (Bemærk -en i den.)
  • Dativ: Ich gebe dem Mann das Buch. (Til manden.)
  • Genitiv: Das ist des Mannes Hund. (Mandenes → mandens hund.)
  • Præpositionsstyring: mit dem (altid dativ), für den (altid akkusativ).

• Latin (flere kasus, rige endelser)

  • Nominativ: puella venit. (Pigen kommer.)
  • Akkusativ: video puellam. (Jeg ser pigen.)
  • Dativ: do librum puellae. (Jeg giver pigen bogen.)
  • Genitiv: liber puellae. (Pigens bog.)
  • Ablativ: cum puella. (Med pigen.)

• Russisk (6 kasus; endelser skifter)

  • Nominativ: собака лаят. sobáka (hunden) gør.
  • Akkusativ: я вижу собаку. ja vízju sobáku (jeg ser hunden).
  • Dativ: я даю кость собаке. ja dajú kóst’ sobáke (til hunden).
  • Instrumentalis: с собакой (med hunden).
  • Lokativ (præpositionel): о собаке (om hunden).

• Finsk (mange lokative kasus)

  • Inessiv: talossa (i huset)
  • Elativ: talosta (ud af huset/fra huset)
  • Illativ: taloon (ind i huset)
  • Adessiv: pöytällä (på bordet)
  • Ablativ: pöytältä (fra bordet)
  • Allativ: pöytälle (til/på bordet, retning)

• Islandsk (arver nordisk kasussystem)

  • Nominativ: maðurinn sér hundinn. (Manden ser hunden.)
  • Dativ: Ég gef manninum bókina. (Jeg giver manden bogen.)
  • Genitiv: Þetta er bók mannsins. (Mandens bog.)

• Dansk (pronominkasus i praksis)

  • Subjekt vs. objekt: Jeg ser ham; Han ser mig.
  • Efter præposition: mellem dig og mig; for hende; med os.
  • Genitiv -s: Anne-Maries jakke; Jens’ cykel.

• Synonymer (fagligt nærsynonyme): grammatisk kasus, kasuskategori, faldkategori (sjældent), kasusform.
• Beslægtede termer: deklination, kongruens, rektion (styring), valens, semantiske roller (agent, patient, recipient), afhængighedsgrammatik, kasusmarkør, s-genitiv.
• Antonymer/kontraster: kasusløshed, ubøjethed; analytisk markering frem for morfologisk; præpositionssprog vs. kasussprog.
• Bemærk: I almensprog kan kasus fejlagtigt bruges om ‘tilfælde/sag’; på dansk bruges normalt sag eller tilfælde i den betydning.

Indoeuropæisk ursprog antages at have haft et rigt kasussystem. Mange moderne sprog har bevaret det (slaviske sprog, islandsk, tysk delvist), mens andre har reduceret det (engelsk, dansk) og i stedet bruger ordstilling og præpositioner til at markere relationer. Uden for indoeuropæisk findes både meget kasusrige sprog (finsk, ungarsk, baskisk i ergativt system) og sprog med minimal eller ingen kasus.

• Udviklingstendenser: fra syntetisk (mange bøjningsendelser) til analytisk (præpositioner/ordstilling), men også omvendt i visse kontakt- og grammatikaliseringsforløb.
• Systemtyper: nominativ-akkusativ vs. ergativ-absolutiv; split-systemer afhængigt af tidsform/person/animacitet.

• Pronominer efter præposition: Skriv/sig: mellem dig og mig (ikke “jeg”).
• Refleksiv vs. ikke-refleksiv: Hun tog sin jakke (sin = hendes egen) vs. Hun tog hendes jakke (en andens).
• Genitiv-apostrof: Jens’ bog (navne på -s/-x/-z), men Lars’ og Peter s → Peters bog.

I korpusannotering (fx Universal Dependencies) angives kasus som en trækfeature, fx Case=Nom, Case=Acc. Det bruges i parsning, maskinoversættelse og taleteknologi til at forbedre syntaktisk og semantisk forståelse.

• Marker kasus i tysk: Ich schenke dem Kind ein Buch → dem Kind = dativ; ein Buch = akkusativ.
• Vælg korrekt dansk pronomen: “Det er (jeg/mig)” → mig er almindeligst i nutidigt dansk standardsprog i helsætning; “Det er jeg, der ringer” i fokus/relativkonstruktion.
• Genitiv i praksis: Byens parker, firmaets strategi, EU’s regler.

• Deklinationsmønstre
• Kongruens og rektion
• Præpositioner og ordstilling
• Semantiske roller (agent, patient, experiencer)
• Ergativitet