Klara betydning

Som verbum (svensk, nynorsk)

• At mestre/gennemføre: at lykkes med en opgave eller udfordring (sv. klara, nn. klara).
• At bestå: at klare en prøve, eksamen eller test (sv. klara provet).
• At ordne/gøre færdig: at få noget overstået eller gjort (sv. ofte med partikler: klara av = få overstået, klara upp = opklare/afklare).
• Refleksivt: at klare sig (nn. klara seg, sv. klara sig).

Som adjektivform (svensk)

• Klara er flertalsformen af adjektivet klar (“tydelig”, “gennemsigtig”, “færdig”), fx klara regler (“klare regler”).

Som egennavn

• Klara er et pigenavn (variant af Clara), kendt fra bl.a. Klara af Assisi. Det forekommer i hele Norden.
• Navnet indgår også i stednavne, fx Klara-kvarteret i Stockholm og Klara kyrka.

• sv. Han klarade provet med god marginal. (Han bestod prøven.)
• sv. Vi måste klara av den här uppgiften före fredag. (Vi skal have opgaven overstået.)
• sv. Kan du klara upp vad som hände? (Kan du opklare/afklare, hvad der skete?)
• sv. De gav klara besked. (De gav tydelige svar.)
• sv. Hon klarar sig bra själv. (Hun klarer sig fint.)
• sv. Vätskan är klara i båda proverna. (Adj. flertal: væskerne er klare.)
• nn. Eg klara det! (Jeg klarer det!)
• nn. Klarar du å komme i morgon? (Kan du komme i morgen?)
• nn. Ho klara seg godt på eige hand. (Hun klarer sig godt selv.)
• idiom (sv.) Klara, färdiga, gå! (Klar, parat, start!) - imperativformen klara “gør dig klar”.

Svensk verbum

Almindelige partikelverber på svensk: klara av (få overstået), klara upp (opklare/afklare).

Nynorsk verbum (oversigt)

Infinitiv: klara; typisk bøjning: presens klarar, preteritum klarte, perfektum partisipp klart. Brug: å klara (at klare), klara seg (klare sig), klara å (formå at).

Svensk adjektiv

• Positiv: klar (fælleskøn), klart (intetkøn), klara (flertal).
• Eksempel: klara mål, klart vatten, en klar plan.

Ordet går tilbage til latin clarus (“lys, tydelig”), som via fransk/latin påvirkede nedertysk og de nordiske sprog. Det nordiske adjektiv klar (“tydelig, gennemskinnelig, færdig”) er kendt fra middelalderen; det svenske verbum klara er dannet af adjektivet og har siden udviklet betydningerne “gøre klar/tydelig” og derfra “mestre/gennemføre”. Nynorsk klara er parallel til bokmål/dansk klare.

Verbal betydning (mestre/gennemføre)

• Dansk: håndtere, mestre, gennemføre, lykkes med, overkomme.
• Svensk: fixa, orka, reda ut, bemästra, klara av.
• Nynorsk: greie, meistre, ordne, få til.

Adjektivisk betydning (tydelig/ren)

• Dansk: tydelig, klar, gennemsigtig, entydig.
• Svensk: tydlig, klar, ren, genomskinlig.

Verbal betydning

• Dansk: mislykkes, dumpe, fejle, give op.
• Svensk: misslyckas, ge upp, falla på.

Adjektivisk betydning

• Dansk: uklar, tåget, utydelig.
• Svensk: oklar, otydlig, grumlig.

• Middelalderen: klar indlånes/udbreder sig i nordiske sprog med betydning “lys/tydelig”.
• 1500-1600-tallet: svensk klara etableres som verbum (“gøre klar”, “ordne”), senere også “mestre”.
• 1800-tallet: landsmåls-/nynorsk-normen kodificerer klara som almindeligt verbum.
• Nutid: hyppigt i svensk hverdags- og standardsprog; i norsk nynorsk side om side med greie/meistre.

• Svensk: klara av (overstå), klara upp (opklare), klara sig (klare sig), klara skivan (klare ærterne, lidt ældre udtryk), klara besked (klare besked).
• Norsk (nn.): klara seg, klara å (formå at).
• Dansk relateret: klare, afklare, opklare, klarlægge, klarne (vejret klarner).
• Bemærk: svensk klarna (“blive klar/tydelig, lysne”) er et andet verbum end klara.

• Oprindelse: fra latin Clara (“lys, klar”).
• Varianter: Clara, Klara, Chiara (it.), Claire (fr.).
• Kendte bærere: Klara af Assisi (helgen); navnet er udbredt i Norden i både formen Klara og Clara.
• Stednavne: Klara (Stockholm, kirke og kvarter).

• I dansk er standardformen klare (ikke klara) som verbum: “jeg klarer det”, “han klarede opgaven”.
• Svensk klara og dansk klare svarer i betydning, men konstruktioner med partikler kan afvige: sv. klara upp ≈ da. opklare/afklare; sv. klara av ≈ da. få overstået.
• Forveksl ikke sv. klara (mestre) med sv. klarna (blive klar/lysne).

“Klara” betyder i skandinavisk sprogbrug typisk “at klare/mestre” (svensk, nynorsk) og er på svensk også flertalsformen af adjektivet “klar”. Dertil er Klara et udbredt pigenavn og indgår i stednavne. Ordet er etymologisk beslægtet med dansk klar/klare og latin clarus, og det optræder i en række faste udtryk og partikelkonstruktioner, især på svensk.