Kompetence betydning

Ordet kompetence betegner evnen, retten eller myndigheden til at udføre noget bestemt – hvad enten der er tale om praktiske færdigheder, viden, autoritet eller formel bemyndigelse. En persons eller institutions kompetence afgør således både, hvad der kan gøres, og hvor godt det kan gøres.

Betydning og definition

I almindelig dansk sprogbrug rummer kompetence to hoveddimensioner:

• Færdigheds-/kvalifikationsdimensionen: Den indlærte eller medfødte evne til at løse bestemte opgaver på et vist niveau.
• Rets-/myndighedsdimensionen: Den formelle ret eller det ansvar, der er tillagt en person, et organ eller en myndighed til at tage beslutninger eller træffe foranstaltninger.

Begge betydninger kan forekomme samtidigt. Eksempelvis har en dommer både kompetencen (retten) til at dømme og, forhåbentlig, den faglige kompetence (evnen) til at gøre det korrekt.

Etymologi

Kompetence kommer af latin competentia, afledt af competere – “at passe sammen, være egnet til, komme tilstrækkeligt.” Via fransk (compétence) indgik ordet i 1700-tallets danske juridiske sprog, som siden bredte sig til pædagogik, erhvervsliv og hverdagsbrug.

Typer af kompetence

Eksempler på brug

• “Hun har høj IT-kompetence og kan optimere hele vores workflow.”
• “Sagen ligger uden for denne domstols kompetence.”
• “Kurset sigter mod at styrke deltagernes interkulturelle kompetencer.”
• “Skolereformen lægger vægt på elevernes kompetencer snarere end på specifik faktaviden.”
• “Afdelingen har fået udvidet sin finansielle kompetence til at godkende større budgetter.”
• “Projektet lykkedes, fordi teamet havde komplementære kompetencer.”
• “Den nye lov beskriver klart regionernes og kommunernes kompetence på sundhedsområdet.”

Relaterede termer

• Kompetent – adjektiv der beskriver nogen/noget med høj kompetence.
• Kompetenceudvikling – proces eller strategier til at øge kompetenceniveauet.
• Kompetenceprofil – samlet oversigt over en persons eller en organisations kompetencer.
• Kompetenceafklaring – systematisk kortlægning af eksisterende kompetencer.
• Kompetencegap – forskel mellem påkrævede og aktuelle kompetencer.

Synonymer og antonymer

Historisk udvikling

I Danmark dukkede ordet først op i juridiske tekster i 1700-tallet, hvor det især handlede om domstolenes kompetence. I takt med industrialiseringen i 1800-tallet blev teknisk og faglig kompetence fremhævet som et konkurrenceparameter. I det 20. århundrede vandt ordet indpas i pædagogikken, særligt efter 1970’erne, hvor reformpædagogikken begyndte at fokusere på “kompetence-mål” frem for “pensum”. Inden for HR og ledelse tog begrebet fart i 1990’erne med “kompetence­baseret” rekruttering og lønudvikling.

Kompetence i moderne kontekst

I en globaliseret og digitaliseret verden er kompetence blevet en dynamisk størrelse, der kræver løbende opdatering. Begreber som livslang læring, upskilling og reskilling udspringer alle af behovet for at vedligeholde relevant kompetence. EU’s nøglekompetence-ramme (Key Competences for Lifelong Learning) definerer fx otte centrale kompetenceområder, heriblandt digitale, sociale og kulturelle kompetencer.

Ordet i andre nordiske sprog

• Svensk: kompetens
• Norsk (bokmål): kompetanse
• Islandsk: hæfni (færdighed) / vald (myndighed)
• Finsk: kompetenssi (låneord) eller pätevyys

Se også

• Typer af kompetence
• Synonymer og antonymer
• EU’s nøglekompetencer