Konfus betydning

Konfus er et adjektiv, der beskriver en person eller noget (fx en tekst eller forklaring), som fremstår usammenhængende, rådvildt eller rodet. Ordet bruges både i dagligsprog og i mere faglige sammenhænge.

• Om personer: midlertidigt forvirret, desorienteret, ude af trit med situationen (fx efter en overraskelse, træthed eller sygdom).
• Om sprog/struktur: uklart opbygget, utydeligt, rodet eller springende (fx en konfus argumentation eller et konfust referat).
• Gradsnuance: ofte mild og kan bruges humoristisk (helt konfus, småkonfus), men kan også være neutral/faglig.

Ordklasse: adjektiv. Kan gradbøjes og bruges både attributivt og prædikativt; neutrumformen fungerer også som adverbium.

• Attributiv: en konfus forklaring, et konfust svar, de konfuse noter.
• Prædikativ: han er konfus, de virker konfu­se.
• Adverbialt (neutrumformen): hun talte lidt konfust.

• Tryk: på sidste stavelse - kon-FUS.
• Vokaludtale følger almindelig dansk udtale af “o” i kon- og “u” i -fus; i praksis genkendes ordet let som “kon-FUS”.

Fra latin confusus (’sammenblandet, uordnet’), perfektum participium af confundere (’blande sammen, forvirre’), via fransk confus og/eller tysk konfus ind i dansk. Betydningsudviklingen ’sammenblandet → uklar → forvirret’ er den samme i flere europæiske sprog.

I ældre dansk ses også stavemåden confus i nogle tekster, påvirket af de latinske og franske former; den nutidige standard er konfus med k-.

• 19.-20. årh.: Litterært/halvlitterært ord for forvirring i tanke og udtryk.
• Nutid: Bredt anvendt i talesprog og skrift, ofte med mild, undertiden humoristisk tone. I faglig kontekst (særligt sundhedsvæsenet) bruges det mere præcist om en kognitiv tilstandsbeskrivelse.

• Jeg blev helt konfus, da alle begyndte at tale på én gang.
• Han virkede konfus efter det lange møde.
• Hun gav et konfust svar, som ikke rigtig hjalp.
• Det er en konfus og usammenhængende redegørelse.
• Vi stod lidt konfu­se, da beskeden blev ændret igen.
• Forelæsningen var desværre konfust opbygget.
• Han kiggede konfus rundt og fandt ikke sin plads.
• Jeg er nok lidt småkonfus i dag - for lidt søvn!
• Situationen gjorde selv de erfarne medarbejdere konfu­se.
• Et konfust forløb med mange omveje og afbrydelser.
• Hun talte hurtigt og lidt konfust under eksamen.
• Er du konfus, eller mente du noget andet?
• Rapporten fremstår konfus og uden klar konklusion.
• Lægen noterede, at patienten var let konfus, men kontaktbar.
• Det blev ikke mindre konfust af, at reglerne ændrede sig undervejs.
• Deres forklaringer var modstridende og til tider konfu­se.

• blive/virke/se ud konfus
• helt, noget, små-, lettere konfus
• konfus patient, konfus tilstand, akut konfus
• konfust svar, konfust oplæg, konfust argument
• midlertidigt konfus, momentant konfus

• Om personens tilstand: forvirret, desorienteret, rådvild, perpleks, omtumlet, rundtosset (uformelt), rundt på gulvet (uformelt).
• Om sprog/struktur: rodet, usammenhængende, uigennemskuelig, uklar, tåget.
• Mere klinisk: konfus (tilstand), konfusion, delir(ium) [nærliggende, men ikke identisk betydning].

• Om personens tilstand: klar, fattet, velorienteret, skarp, fokuseret, afklaret.
• Om sprog/struktur: tydelig, stringent, velstruktureret, klar, sammenhængende.

• konfusion (substantiv): tilstand af forvirring; i medicinsk sammenhæng ofte om akut kognitiv forstyrrelse.
• forvirring (hverdagsnært substantiv).
• delirium (fagterm for akut forvirringstilstand; mere specifik end “konfus”).

• Neutral til let uformel i daglig brug; kan have en mild, ikke-dømmende tone.
• I faglig kontekst (sundhedsvæsenet) bruges det deskriptivt og uden humoristisk nuance.

• Engelsk: confused
• Tysk: konfus, verwirrt
• Svensk: konfus (sjældnere), oftest förvirrad
• Norsk: konfus, forvirret
• Fransk: confus

• Stav kun med k-: konfus (ikke “confus” i moderne dansk).
• Substantivet er konfusion (ikke “konfussion”).
• Bland ikke sammen med konkurs (helt andet ord og betydning).

Konfus betegner forvirring eller uklarhed - hos personer såvel som i udtryk og strukturer. Det er bøjeligt som almindelige adjektiver (konfust/konfuse) og kan gradbøjes (mere/ mest konfus). Ordet har rødder i latin via fransk/tysk og er udbredt i både daglig og faglig sprogbrug.