Kulturkristen betydning

kulturkristen (substantiv, fælleskøn): En person, der identificerer sig med kristendommen på et kulturelt plan - fx gennem højtider, ritualer, normer og historisk tilhørsforhold - uden nødvendigvis at have en personlig tro eller at praktisere religionen regelmæssigt.

Kernen i betydningen er identitet og kultur frem for bekendelse og praksis. En kulturkristen kan:

• Fejre kristne højtider (jul, påske, pinse) af kulturelle eller familiære grunde.
• Deltage i kirkelige ritualer ved livsbegivenheder (dåb, konfirmation, bryllup, begravelse) uden at se det som udtryk for en personlig tro.
• Se kristendommen som en historisk og værdimæssig ramme for samfundet (fx næstekærlighed, tilgivelse, menneskesyn), uden at tilslutte sig dogmer.
• Være medlem af Folkekirken af tradition eller tilhørsforhold, ikke nødvendigvis af tro.
• Vurdere etik og samfundsforhold med henvisning til “kristne værdier” i kulturel forstand (ikke teologisk begrundet).

Begrebet bruges ofte i kontrast til praktiserende eller bekendende kristne (der aktivt udlever og bekender troen), men også i skelnen fra helt sekulære eller ikke-religiøse positioner.

Etymologi: Sammensætning af kultur + kristen. Dannelsen følger en udbredt nordisk og europæisk tendens til at beskrive identiteter, hvor religion forstås som kultur (fx “kulturjødisk”, “kulturmuslim”).

Ordklasse: Substantiv; bruges også adjektivisk i sammensætninger (fx “kulturkristne værdier”).

Udtale (omtrent): “kul-tur-kri-sten” (hovedtryk på “-tur-”).

• Hverdagssprog: Selvbeskrivelse (“Jeg er nok kulturkristen”).
• Medier og debat: Markører for værdipolitik, identitet, integration og tradition.
• Sociologi og religionsforskning: Kategori for at skelne kultur-/traditionsbundet tilhørsforhold fra aktiv tro og praksis.
• Teologi og kirkeliv: Drøftelser om kirkens rolle for mennesker med svag eller ingen bekendelse, men stærk tilknytning via kultur.
• Historie og kulturarv: Beskrivelse af kristendommens præg på normer, helgedage, kunst, sprog og institutioner.

• “Jeg kommer i kirke til jul, men jeg er mest kulturkristen.”
• “Hun blev døbt for familiens skyld - hun kalder sig selv kulturkristen.”
• “Som kulturkristen sætter jeg pris på salmerne og højtiderne, ikke så meget dogmerne.”
• “Mange kulturkristne bakker op om kirkens sociale arbejde.”
• “Han er kulturkristen og vil gerne bevare fridage som en del af vores arv.”
• “Debatten om kristne værdier handler ofte om kulturkristendom.”
• “Selv om hun ikke tror på Gud, beskriver hun sin baggrund som kulturkristen.”
• “Kulturkristne ritualer markerer livets overgange i familien.”
• “Jeg er ikke religiøs, mere sådan kulturkristen.”
• “Bogen undersøger, hvordan kulturkristne opfatter etik og fællesskab.”
• “Turister og kulturkristne mødes i kirkerummet til koncerter.”
• “Han skelner mellem bekendende kristne og kulturkristne i sin analyse.”
• “Kulturkristendom ses i sproget, symbolerne og kalenderen.”
• “Som kulturkristen fejrer jeg jul med traditioner, ikke teologi.”
• “Skolen afspejler en kulturkristen kontekst i højtider og morgensang.”

• nominalkristen - betoner tilhørsforhold i navn/medlemskab; kan lyde mere formelt.
• sekulært kristen - understreger, at tilknytningen er ikke-religiøs/verdslig.
• kulturprotestant - historisk og teologisk ladet; bruges især i protestantiske sammenhænge.
• traditionskristen - fremhæver ritualer og vaner som bærende element.

Bemærk: Ordene er nærsynonymer, men ikke altid udskiftelige. “Nominalkristen” kan have en mere distanceret eller registrerende klang; “kulturprotestant” er mere snævert konfessionelt.

• bekendende kristen - lægger vægt på personlig tro og bekendelse.
• praktiserende kristen - deltager aktivt i gudstjenester, bøn, menighedsliv.
• ikke-religiøs / sekulær - afviser eller fravælger religiøs tilknytning; kan dog stadig dele kulturarv uden at kalde sig kulturkristen.
• ateist - benægter Guds eksistens; nogle ateister beskriver sig alligevel som kulturkristne af hensyn til arv og identitet, andre afviser betegnelsen.

Begrebet er udsprunget af moderne, sekulariserede samfund, hvor religion i højere grad bliver et spørgsmål om kultur, etik og identitet end dogmatisk tro. I en dansk kontekst spiller Folkekirkens historiske rolle, kristne højtider, salmetradition og velfærdsstatens udvikling ind i en bred, kulturkristen selvforståelse. Internationalt kan man parallelt tale om “cultural Christianity” i engelsksprogede lande eller “Kulturchristentum” i tysksprogede sammenhænge.

• Ikke nødvendigvis “halvhjertet tro”: En kulturkristen kan være helt uden teistisk tro - eller have en svag tro uden praksis.
• Ikke identisk med nationalisme: Kulturkristendom kan handle om kulturarv, uden politisk dagsorden.
• Gradbøjelig identitet: Mange befinder sig i gråzoner mellem kultur, tro og praksis og skifter over livsforløbet.

• kulturkristendom - selve fænomenet/kulturformen.
• civil religion - samfundsmæssige ritualer og symbolsprog med religiøse rødder.
• sekularisering - proces hvor religion mister samfundsmæssig dominans.
• kulturjødisk, kulturmuslim - paralleller i andre traditioner, hvor kultur vægtes over tro.
• folkekirke - institutionel ramme for mange kulturkristne i Danmark.

• kulturkristne værdier/normer
• kulturkristen baggrund/opvækst
• kulturkristen majoritet/flertal
• kulturkristen jul/påske
• kulturkristen selvforståelse/identitet
• kulturkristent samfund/præg

Ordet er overvejende neutralt i beskrivende sammenhænge, men kan i debat bruges enten positivt (“forankret i arv og værdier”) eller kritisk (“overfladisk tilhørsforhold”). Konteksten og talerens hensigt er afgørende for ordets værdi- eller følelsesladning.

• Engelsk: cultural Christian
• Norsk/Svensk: kulturkristen
• Tysk: Kulturchrist (nær ækvivalent; nuanceforskelle kan forekomme)

Kulturkristen beskriver en identitet, hvor kristendommen først og fremmest er kulturarv, ritualer og værdier, ikke nødvendigvis personlig tro eller teologisk forpligtelse. Begrebet hjælper med at forstå, hvordan religion kan leve videre som kultur i sekulariserede samfund.