Legeme betydning
Ordet legeme betegner i sin kerne en afgrænset, samlet størrelse – oftest et fysisk eller materielt hele, hvad enten der er tale om den menneskelige krop, et himmellegeme i astronomien eller en geometrisk figur i matematikken. Betydningen spænder altså fra det håndgribelige menneske- eller dyrelegeme til abstrakte størrelser inden for naturvidenskab og filosofi.
Betydning og centrale anvendelser
I moderne dansk bruges legeme i flere hovedbetydninger:
- Menneske-/dyrelegeme: Den fysiske krop, ofte i modsætning til sjæl eller sind. “Obduktionen viste ingen skader på legemet.”
- Astronomi: Et selvstændigt objekt i rummet (planet, stjerne, asteroide osv.). “Jorden er et himmellegeme, der kredser om Solen.”
- Fysik: Et masselegeme eller et legeme, der indgår i en kraft- eller bevægelsesanalyse. “Et frit legeme påvirkes af tyngdekraften.”
- Geometri/matematik: Et tredimensionelt fast volumen (prisme, kugle, tetraeder m.fl.).
- Overført/filosofisk: En enhed eller helhed, fx “lovgivende legeme” (parlament) eller “et legeme af viden”.
Etymologi
Legeme går tilbage til olddansk līgæme (ca. 1100-t.), beslægtet med norrønt líkamr og gammelengelsk līchama. Ordet er sammensat af rødder svarende til lig- (“krop” eller “lig”) og et suffiks -eme/-ama, som antageligt betyder “samlet masse”. Relationen til ordet lig (afdød krop) er tydelig, men legeme dækker både levende og døde kroppe, alt efter konteksten.
Historisk udvikling
I middelalderen var legeme primært knyttet til den menneskelige krop i religiøse og medicinske tekster. Renæssancens naturfilosofi udvidede ordets rækkevidde: astronomer talte om “legemer på himlen”, og fysikere om “imponderable legemer” (stoffer uden vægt). Fra 1800-tallet fik det også en vigtig rolle i den spirende matematik og mekanik. I dag lever alle betydninger side om side, men hver fagdisciplin har præciseret ordets indhold.
Relaterede termer
- Himmellegeme – kosmisk objekt.
- Massivt legeme – fysisk krop med massefylde.
- Frit legeme – idealisering i mekanik.
- Fast legeme – krop, der ikke deformeres (i statik).
- Legemsdel – afgrænset del af en krop (arm, ben, organ).
- Legemlig (adj.) – fysisk, kropslig, materiel.
Synonymer og antonymer
| Synonymer | Bemærkninger |
|---|---|
| krop | Almindeligt, dagligdags |
| fysik | Kun i bestemte sammenhænge: “at have en stærk fysik” |
| organisme | Ofte levende helhed |
| torso | Overkrop, kun menneske/dyr |
| legemsdel* (delvis) | Kun for dele; ikke fuld synonym |
| Antonymer | Bemærkninger |
|---|---|
| sjæl | Immaterielt, åndeligt princip |
| sind | Mental funktion |
| ånd | Abstrakt, ikke-legemlig entitet |
| immaterie | Stofløs substans |
Brugseksempler
- Medicinsk: “Patientens legeme var nedkølet til 35 °C.”
- Juridisk: “Politiet fandt et legeme i havnen.”
- Astronomisk: “Kuiper-bæltet rummer talrige islegemer.”
- Fysisk: “Et legeme i hvile vil forblive i hvile, medmindre det påvirkes af en kraft.”
- Matematisk: “En terning er et regelmæssigt seks-sidet legeme.”
- Filosofisk: “Mennesket er en enhed af sjæl og legeme.”
- Faste vendinger:
- at falde til ro i legeme og sjæl
- legemlig straf (historisk brug)
- et køligt legeme (fysik: lav temperatur)
- legeme og blod (bibelsk: “Kristi legeme og blod”)
Tværfaglig betydning
Ordet legeme fungerer som brobygger mellem humaniora og naturvidenskab:
- Sprog & litteratur: Metaforer for helhed (“et legeme af tekster”).
- Sundhedsvidenskab: Kropsbetegnelse, fx i anatomi, patologi.
- Fysik & teknik: Modellering af bevægelse, statik og kinematik.
- Astronomi: Klassificering af objekter; “himmellegeme” er standardterminologi.
- Matematik: Geometriske studier af tredimensionelle former.
Nutidig konnotation og stilniveau
I dag opleves legeme som et forholdsvis højtideligt eller formelt ord, der ofte anvendes i faglige, juridiske eller poetiske sammenhænge. Til daglig siger de fleste “krop”. Ordvalget kan altså signalere seriøsitet, videnskabelig præcision eller arkaisk tone – afhængigt af konteksten.
Sammenfatning
Legeme dækker over ideen om en afgrænset, materiel helhed og bruges bredt fra medicin til astronomi. Det er historisk rodfæstet i nordisk sprog, rummer flere specialiserede betydninger, har tydelige synonymer og klare antonymer, og det bærer en sproglig formelhed, som gør det velegnet til sagprosa, videnskab og højstemt litteratur.