Magnus betydning

Magnus er oprindelig et latinsk ord, der betyder “stor”, “mægtig” eller “vigtig”. I dag bruges det både som et almindeligt fornavn i Norden (Magnus) og som del af mange faste udtryk og betegnelser (fx magnum opus, Magna Carta), mens selve den latinske adjektivform magnus bøjes efter køn og tal.

Betydning og grundlæggende brug

Latinsk adjektiv: magnus (m.), magna (f.), magnum (n.) betyder “stor” i både konkret og overført betydning.

  • Konkret: fysisk størrelse, omfang, mængde (fx “en stor by”, “et stort skib”).

  • Overført: betydningsfuld, fremragende, mægtig, imponerende (fx “en stor tænker”, “en mægtig konge”).

Egenavn: Magnus som fornavn er udbredt i Danmark, Norge, Sverige, Island og Færøerne. Det forekommer også som efternavn eller tilnavn i historiske sammenhænge (fx Pompeius Magnus = Pompejus den Store).

Etymologi

Magnus stammer fra latin og kan føres tilbage til den indoeuropæiske rod *meg- (“stor”). Deraf er en række beslægtede ord opstået på mange sprog:

  • Latin: magnitūdō (størrelse; heraf dansk “magnitude”), maximus (størst).

  • Græsk: megas (stor; grundlag for præfikset “mega-”).

  • Engelsk/dansk: “major”, “majoritet”, “maksimum”, “magnat”, “magnifik”.

  • Norrønt: betydningsfeltet “styrke, kraft” (megin) er semantisk nært; som navn blev den latinske form Magnus tidligt optaget i Norden via kirkelig latin.

Grammatik og bøjning

Køn og type: magnus, -a, -um er et adjektiv af 1./2. deklination.

GradMask.Fem.Neutr.Betydning
Positivmagnusmagnamagnumstor
Komparativmaiormaiormaiusstørre
Superlativmaximusmaximamaximumstørst

Bemærk, at komparativen er uregelmæssig (maior/maius), og superlativen er maximus (ikke “magnissimus”).

Eksempler på brug

  • Latin (simpel sætning): Vir magnus est – “Han er en stor/ betydningsfuld mand.”

  • Latin (konkret): Oppidum magnum est – “Byen er stor.”

  • Latin (overført): Magna est virtūs – “Dydens kraft er stor.”

  • Komparativ/superlativ: Haec urbs maior est – “Denne by er større.” / Laus maxima – “Den største ros.”

  • Historiske tilnavne: Carolus Magnus (Karl den Store), Gnaeus Pompeius Magnus (Pompejus den Store), ofte oversat “den Store”.

  • Faste udtryk:

    • magnum opus – “hovedværk” (bogstaveligt “stort værk”).

    • Magna Carta – “det store charter” (middelalderligt engelsk dokument).

    • magna cum laude – akademisk hæder: “med stor ros”.

  • Som dansk navn: “Magnus begyndte på universitetet i år.”

  • Teknologi/videnskab (efter personer med efternavnet Magnus): “Magnus-effekten forklarer den buede bane på en skruebold i fodbold.”

  • Handel/kultur: “Vi delte en magnum-flaske champagne.” / “Hun læste om Cartier-Bresson i Magnum Photos.”

  • Faglig navngivning: I artsnavne bruges epiteterne magnus/magna/magnum ofte for at angive relativt stor størrelse.

Synonymer og antonymer

Danske gengivelser (af den latinske betydning):

  • Synonymer: stor, mægtig, betydelig, vældig, fornem, storartet, fremragende.

  • Antonymer: lille, ringe, ubetydelig, beskeden.

Latinske synonymer (afhængigt af kontekst):

  • Synonymer: grandis (stor, voksen), amplus (vid, betydelig), ingens (kæmpemæssig), praegrandis (meget stor).

  • Antonymer: parvus (lille), minor (mindre), minimus (mindst), exiguus (liden), tenuis (spinkel, ringe).

Historisk udvikling og kulturel betydning

I romersk og senere europæisk tradition blev magnus et hæders- eller æretilnavn for herskere og feltherrer, svarende til “den Store”. Den kristne middelalder og universitetskulturen udbredte ordet gennem latinske dokumenter, liturgi og lærde tekster. I Norden blev Magnus et kongenavn (fx norske og svenske konger) og et folkeligt fornavn.

Relaterede termer og afledninger

  • magnum: neutrum-formen; bruges bl.a. om flaske­størrelsen 1,5 L i vin/ champagne og i betegnelser for kraftige patroner (fx “.357 Magnum”).

  • maximus: superlativ “størst”; kilde til ord som “maksimum”.

  • major (af maior): større; ligger bag “major”, “majoritet”, “majorere”.

  • magnitudo → magnitude: størrelse/omfang; i naturvidenskab om styrke (fx jordskælv).

  • magnificus → magnifik: storslået, pragtfuld.

  • Faste fraser: magnum opus, Magna Carta, magna cum laude.

Navnet “Magnus” i Norden

Udbredelse: Almindeligt mandenavn i Danmark, Norge, Sverige, Island og på Færøerne.

Varianter og beslægtede navne: Dansk: Mogens (historisk udviklet fra Magnus), svensk: Måns, finsk: Mauno, islandsk/færøsk: Magnús/Magnus, norsk: Magnus samt Magne (beslægtet norrøn form).

Udtale: På klassisk latin ca. [ˈmaŋ.nus]; kirkelatin ca. [ˈmaɲ.nus]. På dansk udtales fornavnet typisk omtrent “MAO-nus”.

Ofte forvekslede former

  • magnus vs. magna vs. magnum: Samme adjektiv i hhv. maskulinum, femininum og neutrum; bruges efter det ord, der beskrives (urbs magna “stor by”, opus magnum “stort værk”).

  • magnum (substantiv på dansk): Betegnelse for en stor flaske; intetkønsformen fra latin er blevet til et almindeligt navneord.

  • Ikke at forveksle med: magus (en mager/vismand), som er et helt andet latinsk ord.

Se også

  • magnum, magna, maximus, maior/major

  • magnitude, magnifik, magnat

  • Magna Carta, magnum opus, “Magnus-effekten”