Monisme betydning

Monisme er en familie af positioner, ikke én enkelt teori. Fælles for dem er ideen om enhed på det mest fundamentale plan. Denne enhed kan forstås på forskellige måder:

• Substans-monisme: Der findes kun én substans (fx hos Spinoza: Gud/Naturen).
• Egenskabs-monisme: Der er kun én slags egenskaber (ofte fysiske egenskaber i fysiskismen).
• Prioritetsmonisme: Der findes mange ting, men én helhed (verden som helhed) er fundamentalt primær i forhold til delene.

Monisme står derfor som et svar på spørgsmålet: Hvad er det mest fundamentale? Svaret er: noget ét - enten én substans, én type egenskab, eller én overordnet helhed.

• Fra græsk monos = “en, alene” + endelsen -isme (via latinsk og fransk/germansk -ismus/-isme).
• Udtrykket blev almindeligt i 1800-tallets filosofi (bl.a. i tysk diskussion som Monismus), og fik samtidig udbredelse i naturvidenskabelige og religionsfilosofiske debatter.
• På dansk: “monisme” (substantiv), “monistisk” (adjektiv).

• Materialistisk monisme (fysikalisme): Alt er i sidste ende fysisk. Mentale fænomener er enten identiske med eller fuldt ud afhængige af fysiske tilstande.
• Idealistisk monisme: Alt er i sidste ende mentalt eller åndeligt (fx absolut idealisme).
• Neutral monisme: Det fundamentale er hverken mentalt eller fysisk, men “neutralt”; mentale og fysiske aspekter er to beskrivelser af samme neutrale basis (forbundet med William James og Bertrand Russell).
• Substans-monisme i klassisk forstand: Der er kun én substans (fx Spinozas “Deus sive Natura”).
• Eksistensmonisme: Der findes bogstaveligt talt kun én konkret genstand - verdenshelheden.
• Prioritetsmonisme (nutidig metafysik): Mange ting eksisterer, men helheden har forklaringsmæssig prioritet frem for delene.
• Anomal monisme (Donald Davidson): Mentale hændelser er identiske med fysiske, men der findes ingen strengt lovmæssige psyko-fysiske reduktioner af mentale beskrivelser.

Metafysik og sind-krop-problemet

I metafysik angår monisme spørgsmålet om, hvorvidt verden grundlæggende består af én slags “ting” eller princip. I sind-krop-debatten er monisme en modpol til dualismen: materialistisk monisme (fysikalisme) forklarer mentale tilstande fysisk; idealistisk monisme gør det omvendt; neutral monisme hævder en tredje vej.

Religion og spiritualitet

Monisme skal ikke forveksles med monoteisme (troen på én gud). Monisme handler om virkelighedens enhed, ikke nødvendigvis om gudetro. I nogle traditioner har monisme dog religiøse udtryk:

• Advaita Vedānta (ikke-dualisme): Atman = Brahman; den individuelle sjæl er identisk med det absolutte.
• Pantheisme: Gud er identisk med naturen/altet (ofte tolket monistisk).
• Panenteisme: Alt er i Gud, men Gud er mere end altet (kan være monistisk i en udvidet forstand).

International ret

I folkeretten betegner monisme en forfatningsretlig doktrin, hvor international ret automatisk gælder i national ret uden særskilt “indarbejdelse”. I dualistiske systemer kræves der typisk lovgivning, før traktater får intern retsvirkning.

• Monistiske stater (klassiske eksempler: ofte nævnes Nederlandene og Frankrig) lader traktater få direkte virkning.
• Dualistiske stater (fx Storbritannien og traditionelt de nordiske lande) kræver transformation/implementering i national ret.

Naturvidenskab og videnskabsteori

“Videnskabelig monisme” bruges om bestræbelser på at forklare alle fænomener ud fra én slags årsager eller lovmæssigheder, hyppigt fysiske. Fysikalisme i filosofi om sindet er et eksempel. Historisk talte Ernst Haeckel for en naturvidenskabelig monisme, der skulle samle biologiske og fysiske forklaringer under ét.

• Antikken: De milesiske naturfilosoffer (Thales: vand; Anaximenes: luft; Anaximander: det ubestemte, apeiron) søgte ét princip (archē) bag mangfoldigheden. Parmenides’ lære om væren som én er også monistisk.
• Spinoza (1600-t.): Substans-monisme: én substans med uendelige attributter; menneskesind og krop er to måder at beskrive samme substans.
• Idealismen (1700-1800-t.): Forestillinger om én Absolut (Schelling, Hegel) læses ofte monistisk.
• 19. årh. “videnskabelig monisme”: Ernst Haeckel populariserer monismen i naturfilosofisk og offentlig debat.
• 1900-t. og fremefter: Neutral monisme (James, Russell), udviklinger af fysiskismen, samt nyere metafysiske varianter som prioritetsmonisme.

• “Afhandlingen forsvarer en neutral monisme, hvor både det mentale og det fysiske beskriver samme neutrale basis.”
• “Spinozas system er et klassisk eksempel på substans-monisme.”
• “I en monistisk retsorden bliver internationale traktater som udgangspunkt direkte anvendelige ved domstolene.”
• “Hendes projekt forener neurovidenskab og psykologi i en fysikalistisk monisme.”
• “Advaita beskrives ofte som en form for ikke-dualistisk monisme.”
• “Kritikerne hævder, at prioritetsmonismen overvurderer helhedens forklaringskraft.”
• “Designet er guidet af en monistisk idé: ét motiv gennem alle detaljer.”
• “Hans åndsfrihedsforståelse er ideal-monistisk: det mentale er fundamentalt.”
• “Rapporten kontrasterer monisme og dualisme i statsforfatningsretten.”
• “Artiklen argumenterer for egenskabs-monisme frem for egenskabsdualisme.”

• Enhedslære (forklarende omskrivning, ikke fast teknisk term)
• Ikke-dualisme (ofte i religiøs/spirituel kontekst; overlapper, men er ikke altid helt sammenfaldende med filosofisk monisme)
• Absolutisme (historisk om bestemte idealistiske systemer; ikke et generelt synonym)

• Dualisme: To fundamentalt forskellige slags ting/egenskaber (fx mental og fysisk substans).
• Pluralisme: Flere fundamentale slags eller principper.

• Monisme = monoteisme? Nej. Monoteisme handler om antallet af guder; monisme om virkelighedens ontologiske enhed.
• Monisme = reduktionisme? Ikke nødvendigvis. Nogle monismer (fx neutral eller prioriteret monisme) søger enhed uden at reducere alt til én beskrivelsesform.
• Monisme benægter mangfoldighed? Monisme benægter ikke fænomenernes mangfoldighed, men hævder, at den har én dybere forklaring eller basis.

• Fysikalisme, materialisme, idealisme, neutral monisme
• Ikke-dualisme (religion/spiritualitet), pantheisme, panenteisme
• Holisme (ikke identisk med monisme, men beslægtet ved vægt på helheder)
• Panpsykisme og kosmopsykisme (kan kombineres med visse monistiske synspunkter)

• Parmenides og de milesiske naturfilosoffer (antikke forløbere)
• Baruch Spinoza (substans-monisme)
• Ernst Haeckel (19. årh. videnskabelig monisme)
• William James og Bertrand Russell (neutral monisme)
• Moderne metafysikere, fx fortalere for prioritetsmonisme