Nationalstat betydning

En nationalstat er en stat, hvor den politiske og territoriale enhed i vidt omfang falder sammen med en fælles national identitet - ofte baseret på historie, sprog, kultur eller selvforståelse som “ét folk”

Begrebet bruges som idealtype: få stater er fuldstændigt homogene, men mange tilstræber eller beskrives som nationalstater.

Betydning og afgrænsning

Begrebet nationalstat kombinerer to forskellige størrelser:

  • Staten - en suveræn, territorial politisk enhed med institutioner, lovgivning og monopol på legitim magtanvendelse.

  • Nationen - et forestillet fællesskab af mennesker, typisk bundet sammen af fælles sprog, historie, værdier, kultur eller myter om oprindelse.

En nationalstat foreligger, når statens grænser og befolkningens nationale selvforståelse i det store hele sammenfalder. I praksis findes der et spektrum fra relativt homogene nationalstater (fx Island) til stater, hvor flere distinkte nationaliteter lever side om side (fx Schweiz, Canada). Nationalstaten kan tænkes i to hovedmodeller:

  • Civilt (politisk) nationalstatsideal: Medborgerskab, institutioner og fælles offentlig kultur står i centrum (klassisk forbundet med Frankrig).

  • Etnokulturelt nationalstatsideal: Blodslinje, sprog og kultur betones stærkere (historisk knyttet til dele af Central- og Østeuropa).

Etymologi og terminologi

  • Dansk: nationalstat (ental), nationalstaten (bestemt form), nationalstater (flertal), nationalstaterne (bestemt flertal).

  • Tysk: Nationalstaat, Engelsk: nation-state, Fransk: État-nation, Spansk: Estado-nación.

  • Dannet af nation (lat. natio: fødsel, slægt, folk) + stat (lat. status: orden, statsforfatning). Begrebet slog bredt igennem i 1800-tallets Europa i takt med nationalismernes fremvækst.

Historisk udvikling

Selvom freden i Westfalen (1648) ofte nævnes som startskuddet til den moderne statsorden, blev nationalstaten for alvor formende i 1800-tallet med nationale samlings- og løsrivelsesbevægelser: Italiens og Tysklands samling, græsk uafhængighed, polske opstande m.fl. I det 20. århundrede fulgte imperiers opløsning (Habsburg, Osmannerriget), mellemkrigstidens grænsedragninger og efter 1945 afkoloniseringen, hvor nye stater ofte skulle skabe en nation på tværs af koloniale grænser.

I slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede udfordres nationalstaten af globalisering, overstatslige samarbejder (fx EU), migration og transnationale identiteter. Nogle taler om en postnational orden; andre om nationalstatens fortsatte robusthed som ramme for demokrati og velfærdsstat.

Kendetegn og typiske kriterier

  • Territorium og suverænitet - klart afgrænsede grænser og international anerkendelse.

  • Politisk centralisering - fælles institutioner, lovgivning og administration.

  • Fælles offentlig kultur - skole, sprogpolitik, medier og nationale symboler.

  • Statsborgerskab - juridisk tilhørsforhold der definerer medborgerskab og rettigheder.

  • Kollektiv identitet - en udbredt følelse af at høre til “samme nation”.

Ingen af kriterierne er absolutte; nationalstaten er en idealtype, som virkelige stater kan nærme sig i varierende grad.

Varianter og modeller

  • Unitære nationalstater (fx Portugal, Norge) vs. føderale med stærk national identitet (fx Østrig).

  • Mononationale (relativt homogent nationalt flertal) vs. multinationale (flere historiske nationer i én stat, fx Spanien, Storbritannien).

  • Civile vs. etnokulturelle nationalstatsidealer (se ovenfor).

Forhold til beslægtede begreber

  • Stat: Den institutionelle ramme; kan være multietnisk eller multinational uden at være en nationalstat.

  • Nation: Kulturelt/identitetsfællesskab; kan eksistere uden stat (fx kurdere, samer).

  • Imperium: Flermagtsområde, typisk multietnisk og hierarkisk organiseret.

  • Nationalisme: Ideologien om, at nation og stat bør falde sammen.

  • Statsnation (state-nation): Betoner statsopbygning som skaber en inkluderende, flerniveau-national identitet i heterogene samfund.

Eksempler på brug i sætninger

  • Danmark beskrives ofte som en nationalstat med en relativt stærk fælles kultur.

  • Bevægelsen kæmpede for at omdanne kolonien til en nationalstat.

  • Europa oplevede i 1800-tallet en bølge af nationalstatsdannelser.

  • Forfatningen udtrykker idealet om den civile nationalstat.

  • Efter imperiets fald opstod flere små nationalstater.

  • Globalisering udfordrer den klassiske nationalstatsmodel.

  • Mindretalspolitik er en kerneudfordring i mange nationalstater.

  • Partiet ønsker at styrke nationalstatens suverænitet.

  • Historikeren kritiserer myten om den homogene nationalstat.

  • Integration ses som en del af nation-building i moderne nationalstater.

Synonymer, antonymer og relaterede termer

  • Nærsynonymer: nationsstat (sjældnere), etnonational stat (snævrere, når etnicitet betones), homogen stat (kun tilnærmelsesvis).

  • Antonymer/kontraster: multinational stat, multietnisk stat, imperium, personalunion.

  • Relaterede termer: nationalstatsdannelse, nationalstatsidé, statsborgerskab, minoritet, selvbestemmelse, statsopbygning (state-building), nation-building.

Eksempler i verden (udvalgte karakteristikker)

Land Karakteristik Bemærkning
Island Relativt homogen nationalstat Fælles sprog og historie; mindre indvandrergrupper
Japan Ofte fremhævet som nationalstat Mindretal findes (fx Ainu, koreanske minoriteter)
Frankrig Civil nationalstat Stærk republikanisme og medborgerskabsideal
Polen Nationalstat efter 20. årh. grænsedragninger Historisk har landet været multi-etnisk
Storbritannien Multinational stat Engelsk, skotsk, walisisk og nordirsk identitet
Spanien Multinational/kompleks Katalansk, baskisk og kastiliansk dimension
Schweiz Multisproglig stat Stærk fælles politisk identitet på tværs af sprog
Canada Multinational Quebec og oprindelige folks nationer

Juridisk og politisk brug

  • International ret: Anerkendelse af stater beror ikke på “nationalhed”, men på kriterier som territorium, befolkning, regering og evne til relationer; nationalstat er et politologisk fremfor juridisk begreb.

  • Selvbestemmelse: Nationale bevægelser kan påberåbe sig retten til selvbestemmelse; implementering afhænger af politiske og folkeretlige forhold.

  • Indenrigspolitik: Sprog-, skole- og kulturpolitik bruges til at vedligeholde en national offentlighed; mindretalsrettigheder balancerer homogenitet med pluralisme.

Kritik og debat

  • Homogenitetskritik: Nationalstaten kan skjule intern mangfoldighed og marginalisere mindretal.

  • Historiekritik: National identitet er ofte historisk konstrueret snarere end “naturlig”.

  • Globalisering: Overstatslige institutioner og migration udfordrer forestillingen om én nation inden for faste grænser.

  • Demokratiteori: Tilhængere ser nationalstaten som nødvendig ramme for solidaritet og velfærdsstat; kritikere peger på transnationale demokratiske modeller.

Den danske kontekst

Danmark omtales ofte som en nationalstat med stærke institutioner, en relativt fælles sprog- og kulturtradition og nationalt definerede velfærdsordninger. Samtidig indebærer Rigsfællesskabet (Danmark, Færøerne, Grønland) og tilstedeværelsen af mindretal (fx det tyske mindretal i Sønderjylland samt grønlandske og færøske befolkninger) en sammensat virkelighed, hvor nationale identiteter overlapper. Medlemskabet af EU illustrerer den aktuelle balance mellem nationalstatens suverænitet og overstatslige rammer.

Oversættelser og bøjningsformer

  • Bøjning (da.): nationalstat, nationalstaten, nationalstater, nationalstaterne.

  • Afledninger: nationalstatslig, nationalstatsdannelse, nationalstatsidé, nationalstatsprojekt.

  • Oversættelser: nation-state (en), État-nation (fr), Nationalstaat (de), Estado-nación (es).

Se også

  • Stat

  • Nation

  • Nationalisme

  • Selvbestemmelse

  • Føderation

  • Imperium

  • Mindretal

  • Statsborgerskab

Indholdsfortegnelse