Navnets betydning

Navnets er s-genitiv af navnet (bestemt ental). Genitiv bruges til at udtrykke, at noget hører til eller vedrører et navn. I praksis kan navnets ofte omskrives med en af-konstruktion:

• navnets betydning ≈ betydningen af navnet
• navnets stavemåde ≈ stavemåden af navnet

Formen er produktiv og regelmæssig: s’et føjes til den bestemte form navnet → navnets. Der bruges ikke apostrof i denne type genitiv.

Navnets er én blandt flere bøjningsformer af navn. Overblik:

Bemærk kontrasten mellem navns (ubestemt genitiv ental) og navnets (bestemt genitiv ental).

• Tilhørighed og egenskab: navnets oprindelse, navnets bærer, navnets konnotationer.
• Formel, kompakt stil: s-genitiv (navnets) er ofte mere kompakt end af-omskrivning (af navnet) og foretrækkes ofte i faglig eller skriftlig sammenhæng.
• Tunge led: Hvis udtrykket bliver langt, kan af-omskrivning være mere læsevenlig: en analyse af navnet i middelalderen frem for navnets analyse i middelalderen.
• Apostrofreglen: I almindelige danske navneord som navn bruges ingen apostrof i genitiv: navnets (ikke navnet’s).

• Vi undersøgte navnets oprindelse i oldnordiske kilder.
• Artiklen gennemgår navnets betydning og semantiske udvikling.
• Der er usikkerhed om navnets stavemåde i 1500-tallet.
• Statistikken viser navnets popularitet gennem de sidste 100 år.
• Forfatteren diskuterer navnets funktion i romanens univers.
• Lovforslaget vedrører navnets beskyttelse mod misbrug.
• Vi kender endnu ikke navnets rette udtale.
• Kortlægningen af navnets varianter afslører regionale forskelle.
• Forskerne analyserede navnets førsteled og navnets sidsteled.
• Dokumentet fastlægger navnets officielle form i kommunen.
• Hvilke associationer knytter sig til navnets konnotationer i nutiden?
• Vi drøftede navnets ejerforhold i varemærkesagen.
• Afdelingen har kortlagt navnets udbredelse i Norden.
• Der er uenighed om navnets etymologi.
• Kilderne dokumenterer navnets tidligste belæg.

Grundordet navn går tilbage til oldnordisk nafn, fra urgermansk *namô, i familie med latinsk nomen, engelsk name og tysk Name. Den danske s-genitiv (-s) fortsætter den germanske genitivendelse og er i moderne dansk et klitisk element, der føjes til sidste led i nominalsyntagmet. Navnets er derfor den naturlige fortsættelse: navnet + -s.

• Af-omskrivninger: betydningen af navnet, oprindelsen af navnet, stavemåden af navnet.
• Beslægtede former: navns (genitiv, ubestemt), navnet (bestemt, ikke-genitiv), navnes/navnenes (genitiv pluralis).
• Hyponymer: fornavnets, mellemnavnets, efternavnets (konkrete navnetyper).

Der findes ikke egentlige antonymer til en bøjningsform som navnets. Man kan dog kontrastere:

• Bestemthed: navns (ubestemt genitiv) vs. navnets (bestemt genitiv).
• Kasus: navnet (ikke-genitiv) vs. navnets (genitiv).
• Semantisk modsætning (indhold): anonym, uden navn (begreber der markerer fravær af navn).

S-genitiven har en lang tradition i dansk, hvor -s i ældre stadier var et egentligt kasusmorfem. I moderne dansk er det et klitisk ejefalds-s, der sættes på sidste led i en navnegruppe (den nye skoles), eller på det enkelte substantiv (navnets). Retskrivningsnormen foreskriver, at almindelige substantiver danner genitiv med -s uden apostrof.

• Apostrof: Skriv navnets, ikke navnet’s.
• Forkert køn/bestemthed: Formen navnens er forkert; korrekt er navnets (da navn er intetkøn).
• Uhensigtsmæssig genitivkæde: Undgå lange kæder som navnets tidligste belægs dokumentationsproblemer; omskriv med af for klarhed.

• navn (grundform)
• navns (genitiv, ubestemt ental)
• genitiv (kasus i dansk)
• s-genitiv (regel og brug)
• bestemt form vs. ubestemt form