Nominativ betydning

Nominativ angiver som hovedregel sætningens subjekt. I nominativ-akkusativ-sprog (fx tysk, latin, russisk) skelner man systematisk mellem subjekt (nominativ) og direkte objekt (akkusativ). Nominativ kan også optræde i prædikative led (navneled til grundled) efter kopulative verber som “være”, “blive” og “hete”.

• Subjektfunktion: Den deltager, der udfører handlingen (fx “Der Hund bellt”).
• Prædikativfunktion: Et led der beskriver subjektet (fx “Marcus est puer”).
• Grundform/citationsform: Den form, et navneord typisk angives med i ordbøger (særligt i sprog med kasusbøjning).

Ordet “nominativ” kommer af latin cāsus nominātīvus (“den navngivende kasus”), afledt af nōmen (navn). I klassisk grammatik kontrasteres cāsus rēctus (den “rette” kasus, typisk nominativ) med cāsūs oblīquī (de “skæve”/oblique kasus som akkusativ, genitiv, dativ m.fl.).

Moderne dansk har stort set ikke kasusbøjning på substantiver. Nominativ realiseres derfor primært gennem subjektformer af pronominer og syntaktisk placering:

• Subjektpronominer (nominativ): jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de
• Objektpronominer (ikke-nominativ): mig, dig, ham, hende, den, det, os, jer, dem

Eksempler:

• Jeg ser ham. (Subjekt i nominativ)
• Han ser mig. (Objekt i ikke-nominativ/objektform)
• Det er mig / Det er jeg. (Begge bruges i moderne dansk; “Det er mig” er hyppigst i almindelig stil, mens “Det er jeg” kan forekomme i mere formel eller konstruktionsbestemt brug, fx “Det er jeg, der ringer”.)

Substantiver har ikke særskilt nominativform: “katten” kan være både subjekt og objekt afhængigt af syntaksen (“Katten ser musen” vs. “Musen ser katten”).

I mange sprog markeres nominativ enten ved endelser, ved bestemte artikler eller ved partikler:

• Latin: substantiver og adjektiver bøjes i nominativ (fx puella ‘pigen’).
• Tysk: nominativ markeres især på artikler og adjektiver (fx der Hund).
• Russisk: endelser markerer nominativ (fx мальчик ‘drengen’).
• Islandsk: fire kasus, med tydelig bøjningsmarkering i nominativ (fx maðurinn).
• Græsk (moderne): artikler og endelser markerer nominativ (fx ο άντρας).
• Finsk: nominativ er ofte umarkeret grundform (fx koira ‘hund’).
• Japansk: partikel が (ga) fungerer ofte som nominativmarkør.
• Tyrkisk: nominativ er som regel umarkeret; akkusativ markeres (især ved bestemt objekt).

• Morfologisk markering: Nominativ kan være

  • umarkeret (zero-marked), fx latin 2. dekl. servus vs. akk. servum, eller finsk talo ‘hus’.
  • markeret med endelser, artikler eller partikler, fx tysk artikel der/die/das, græsk artikel ο/η/το, japansk が.

• Syntaktisk funktion:

  • Subjekt for finit verbum.
  • Prædikativ efter kopula (i sprog som latin og tysk kongruerer prædikativet ofte i nominativ med subjektet).
  • Styring af kongruens i køn/tal/kasus i sprog med righoldig bøjning (fx latin, russisk).

• Subjektkasus - betoner funktion som subjekt.
• Casus rectus - klassisk betegnelse (“den rette kasus”).
• Grundform - almindelig betegnelse i ordbøger/citationsformer.
• Citation form - engelsk term for den form et lemma angives i.

• Akkusativ - typisk direkte objekt; kontrasterer med nominativ i nominativ-akkusativ-systemer.
• Oblique (skæve) kasus - samlebetegnelse for ikke-nominative kasus (akkusativ, dativ, genitiv m.fl.).
• Ergativ - i ergativ-absolutiv-sprog markerer ergativ transitivt subjekt; kontrasterer typologisk med nominativ-akkusativ.
• Absolutiv - kasus i ergative sprog, der dækker intransitivt subjekt og transitivt objekt.

• Indoeuropæisk baggrund: Urindoeuropæisk havde et rigt kasussystem med nominativ som central kasus for subjektet.
• Germanske sprog: Ældre germansk (og oldnordisk) havde fire kasus (nominativ, akkusativ, genitiv, dativ). Mange moderne germanske sprog (fx dansk, engelsk, nederlandsk) har tabt det meste af kasusbøjningen på substantiver, men bevaret kontraster i pronominer.
• Bevarede systemer: Tysk, islandsk og flere slaviske sprog har fortsat tydelig nominativmarkering.
• Typologisk variation: Nogle sprog har nominativ som umarkeret standardform; andre bruger partik ler (japansk) eller artikelbøjning (tysk, græsk) for at synliggøre nominativ.

• Nominativ vs. akkusativ: Subjekt vs. direkte objekt (klassisk kontrast).
• Nominativ vs. genitiv: Genitiv markerer besiddelse/tilhørsforhold; nominativ er normalt ikke afhængig af et andet led.
• Nominativ vs. dativ: Dativ markerer ofte indirekte objekt/modtager; nominativ markerer typisk handlende eller tema.
• Nominativ vs. absolutiv: Nominativ-akkusativ-system kontrasterer med ergativ-absolutiv, hvor absolutiv samler intransitivt subjekt og transitivt objekt.

• Overførsel fra andre sprog: Dansk brugere kan tro, at substantiver har særskilt nominativform som i tysk/latin; det har de ikke.
• Kopulakonstruktioner: I sprog som tysk og latin skal prædikative substantiver stå i nominativ (fx tysk “Das bin ich”, ikke “mich”).
• Partikelbrug: I japansk forveksles ofte は (tema) og が (nominativ/subjekt). De er ikke altid udskiftelige.
• Bestemthed i tyrkisk: Nominativ er umarkeret; akkusativ markerer især bestemte objekter, hvilket kan misforstås som “manglende” objektmarkering.

• Nominativ absolut (især i klassisk latin/engelsk tradition): en løsere, absolut konstruktion i nominativ, sjældnere i moderne brug.
• Kongruens: I sprog med rig bøjning påvirker nominativ ofte kongruens i adjektiver og participier knyttet til subjektet.

• Akkusativ
• Dativ
• Genitiv
• Ergativ
• Absolutiv
• Kasus
• Subjekt
• Kopulaverber