Ouverture betydning

Musikalsk betydning: En ouverture er et selvstændigt, oftest orkestralt stykke, der indleder en større scenisk eller koncertant helhed. Den kan:

• Introducere centrale temaer eller motiver fra værket
• Etablere stemning, toneart og dramaturgisk ramme
• Fungere som en selvstændig koncertouverture uden efterfølgende sceneværk

Overført/almindelig betydning: “Ouverture” kan bruges om en indledning, et åbningsudspil eller en tilnærmelse (fx diplomatiske ouverturer = indledende tiltag i forhandlinger).

Ordet kommer af fransk ouverture “åbning, indledning”, af verbet ouvrir “at åbne”, der går tilbage til latin aperire “åbne”. Den musikalske betydning udvikledes i 1600-tallets Frankrig og Italien.

• Barokken: To hovedtyper opstod:

  • Fransk ouverture (Lully): langsom, majestætisk del med punkterede rytmer → hurtig, ofte fuga-præget del → evt. kort tilbagevenden. Handel benyttede formen i sine operaer og oratorier (fx “Messias”-ouverturen).
  • Italiensk sinfonia: hurtig-langsom-hurtig; blev et forlæg for den klassiske symfoni og operouverturen hos Scarlatti m.fl.

• Klassikken: Ouverturen blev strammere tematisk og dramatisk (Mozart, Haydn). Ofte forbundne temaer og klar tonal plan; hos Mozart citeres temaer fra operaen (fx “Figaros bryllup”).
• Romantikken: Den programatiske koncertouverture opstod som selvstændigt værk (Mendelssohns “Hebriderne”, Beethoven: “Coriolan”, Tjajkovskij: “Romeo og Julie” og “1812”).
• Senromantik/Wagner: Wagner foretrak betegnelserne Vorspiel eller Vorspiel und Einführung, men funktionen er beslægtet med ouverture (fx “Lohengrin”-forspil).
• 20. årh. og videre: I operette og musical bliver ouverturen ofte et medley af forestillingens sange. I klassisk koncertliv optræder ouverturen som selvstændig koncertåbner.

• Musik: “Orkestret indledte med ouverturen til Figaros bryllup.”
• Musik: “Koncerten åbnede med Tjajkovskijs 1812-ouverture.”
• Teater/musical: “Ouverturen præsenterede de vigtigste melodier fra forestillingen.”
• Overført: “Ministerens bemærkninger var en tydelig ouverture til forhandlinger.”
• Overført: “Bogens første kapitel fungerer som en lyrisk ouverture til værket.”
• Anmeldersprog: “En mørk, dystopisk ouverture sætter scenen for resten af albummet.”

• Gioachino Rossini: “Wilhelm Tell”-ouverture; “Barberen i Sevilla”
• Wolfgang Amadeus Mozart: “Don Giovanni”; “Figaros bryllup”; “Tryllefløjten”
• Ludwig van Beethoven: “Coriolan”; “Egmont”; “Leonore” (Fidelio-ouverturer)
• Felix Mendelssohn: “Hebriderne (Fingals hule)”; “En skærsommernatsdrøm”
• Peter Tjajkovskij: “Romeo og Julie” (fantasi-ouverture); “1812”-ouverture
• Richard Wagner: Forspil til “Lohengrin”, “Tannhäuser” (ofte kaldt ouverture)
• Franz von Suppé: “Leichte Kavallerie”-ouverture
• Hector Berlioz: “Le Corsaire” (koncertouverture)

• Præludium (preludium): Indledende stykke, ofte kortere og friere i form end en klassisk operouverture.
• Forspil/Vorspiel: Tysk term anvendt af bl.a. Wagner; funktionelt beslægtet.
• Sinfonia: Italiensk barok betegnelse for en tidlig ouverturtype; forløber for symfonien.
• Intermezzo/interludium: Mellemspil mellem akter eller satser.
• Entr’acte: Musikalsk indslag mellem akter.
• Fanfare: Kort, signalagtig åbningsmusik; kan indgå før/efter en ouverture.
• Prolog (litteratur/teater): Indledende tekst/scene; kan funktionelt svare til en ouverture.
• Coda/Epilog: Afsluttende afsnit; semantisk modstykke til ouverture.

Synonymer (afhængigt af kontekst): forspil, indledning, åbning, præludium, prolog, introduktion.

Antonymer/naturlige modstykker: coda, epilog, afslutning, finale, efterspil, postludium, outro.

• Køn og bøjning (dansk): en ouverture; flertal: ouverturer; bestemt form: ouverturen; bestemt flertal: ouverturerne.
• Udtale (dansk, omtrentlig): “u-ver-tyr(e)”.
• Udtale (fransk): [uvɛʁtyʁ].
• Stavning: “ouverture” (hyppig fejlstaving: “ouvertyre”).

• Diplomati/politik: “fremsætte ouverturer” = tage indledende skridt, udspil eller tilnærmelser.
• Kulturkritik: bruges metaforisk om åbningssæt eller -kapitel, der etablerer værkets tone og temaer.
• Forretningsliv: en indledende kontakt eller tilbud kan beskrives som en ouverture.

• Musicals/operette: Ouverturen er ofte et medley af melodier fra forestillingen; i nyere produktioner erstattes den nogle gange af en “prolog” eller et direkte åbningsnummer.
• Film: Roadshow-forestillinger i midten af 1900-tallet havde ofte en orkestral ouverture før filmen (fx storslåede eposser), men skikken er sjælden i dag.
• Koncertpraksis: Mange symfonikoncerter indledes med en (koncert)ouverture som opvarmning før en concerto og en symfoni.

• I musiksprog er “ouverture” en betegnelse for en form/funktion, ikke en fastlagt formel; varighed, form og materiale varierer.
• Overført brug uden for musikken forekommer, men er mere formel/litterær i tone.