Parlamentarisme betydning

Parlamentarisme er den styreform, hvor en regerings eksistens og mulighed for at føre politik afhænger af, at et flertal (eller i hvert fald ikke et flertal imod) i parlamentet giver den sin tillid. Kort sagt: Regeringen skal have parlamentets opbakning for at kunne blive siddende.

Betydning og grundprincipper

Parlamentarisme er et politisk-praktisk princip, der regulerer forholdet mellem den lovgivende magt (parlamentet) og den udøvende magt (regeringen eller kabinettet). Kernen i systemet kan opsummeres i tre hovedpunkter:

• Tillidsforhold: Regeringen skal når som helst kunne mønstre parlamentets tillid – ofte målt gennem en formel tillids- eller mistillidsafstemning.
• Ministeransvar: Ministre er ansvarlige over for parlamentet og kan tvinges til at gå af hver for sig eller samlet.
• Mulighed for regeringsskifte uden nyvalg: Parlamentet kan skifte en regering ud uden nødvendigvis at udskrive valg; der udpeges i stedet et nyt kabinet, som kan opnå flertal.

Etymologi

Ordet parlamentarisme stammer fra parlament, der via fransk parlement går tilbage til det latinske parlare, ”at tale”. Suffikset -isme signalerer en doktrin eller et system. Ordet blev almindeligt i dansk politisk sprogbrug i slutningen af 1800-tallet i forbindelse med forfatningskampen og systemskiftet i 1901.

Historisk udvikling

Selv om idéen om et parlament med magt til at kontrollere regeringen kan spores til middelalderens England, blev egentlig parlamentarisme først institutionaliseret i Storbritannien i 1700-tallet. I Danmark fik princippet officiel gennemslagskraft med Systemskiftet 1901. Andre milepæle omfatter:

• 1814: Norges grundlov forudsætter et parlamentarisk præg, men fuld parlamentarisme indføres først i 1884.
• 1917: Finland vedtager parlamentarisme som del af sin forfatning efter uafhængigheden.
• 1949: Tyskland (Forbundsrepublikken) fastlægger konstruktivt mistillidsvotum for at sikre stabilitet.
• 1975: Spanien overgår efter Franco til parlamentarisk monarki.

Former for parlamentarisme

Eksempler på brug

Ordet forekommer ofte i politiske og historiske sammenhænge:

• ”Det danske folkestyre er baseret på parlamentarisme, hvilket betyder, at regeringen til enhver tid kan afsættes af Folketinget.”
• ”Kritikere hævder, at moderne parlamentarisme har udhulet magtdelingen, fordi regeringen kontrollerer parlamentets dagsorden.”
• ”Statsretseksperten pointerede, at negativ parlamentarisme giver mindre partier stor indflydelse i forhandlingerne.”
• ”Efter valget forsøgte partilederen at danne en mindretalsregering i kraft af landets parlamentaristiske tradition.”

Synonymer og beslægtede termer

• Parlamentarisk styreform
• Kabinetssystem (især i britisk sammenhæng)
• Folkestyre med ministeransvar (beskrivende)

Antonymer / kontrastbegreber

• Præsidentialisme – hvor regeringschefen er direkte valgt og ikke afhænger af parlamentets tillid (USA)
• Semipræsidentialisme – blandform med både præsident og premierminister (Frankrig)
• Absolut monarki / autokrati

Relaterede begreber

• Mistillidsvotum – afstemning om regeringens fortsatte mandat
• Mindretalsregering – regering uden parlamentsflertal
• Koalitionsregering – regering sammensat af flere partier
• Magtdeling – konstitutionel opdeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt

Brug i sprog og kultur

I dagligdags dansk forbindes ordet ofte med et velfungerende demokrati, hvor politiske forhandlinger er nødvendige for at opnå flertal. I juridisk sprogbrug benyttes det primært når man diskuterer statsretslige spørgsmål, mens historikere anvender begrebet, når de beskriver overgangen fra enevælde til demokrati.

Opsummering

Parlamentarisme er ikke blot et abstrakt princip, men den mekanisme der sikrer, at regeringen afspejler parlamentets vilje. I negativ såvel som positiv form er idéen den samme: Ingen regering uden et parlament, der accepterer den. Derfor er parlamentarismen helt central for forståelsen af moderne repræsentative demokratier – især i Norden og det øvrige Europa.