Pastiche betydning

En pastiche er et værk eller et stilgreb, der imiterer særprægede kendetegn fra en bestemt kunstner, genre, periode eller tradition. I modsætning til parodi er pastiche typisk uden satirisk hensigt; den kan være neutral, kærlig eller analytisk. Pastiche forekommer i litteratur, film, billedkunst, musik, arkitektur, design, mode og endda i reklame og branding.

• Neutral/analytisk pastiche: en nøjagtig stilkopi for at undersøge eller genskabe et udtryk.
• Hyldende pastiche: en kærlig genoptagelse af et forbilledes træk.
• Kompositorisk pastiche: et værk sammensat af stilarter fra flere kilder, ofte i musik eller film.

Ordet kommer via fransk pastiche fra italiensk pasticcio (“blandingsret, sammenkog, forvikling”) afledt af latin pasta (“dej, masse”). Den oprindelige betydning peger på noget blandet eller sammensat - en “stilret” af eksisterende ingredienser.

Pastiche bruges hyppigt i kulturkritik om værker, der låner udtryksfulde træk fra forlæggere. Vurderingen kan være:

• Positiv: “kærlig”, “elegant”, “stilbevidst”, “tidstro”.
• Neutral: “efterlignende”, “rekonstruerende”.
• Negativ: “overfladisk”, “epigonisk”, “museal”, “tom pastiche”.

Den etiske grænse går ved plagiat: Pastiche er synlig og anerkendt efterligning af stilen, ikke skjult kopiering af konkret indhold.

• Litteratur: “Romanen er en pastiche over 30’ernes hardboiled-krimier, komplet med tør voice-over og regnvåde gader.”
• Film: “Filmen er en kærlig pastiche af spaghettiwestern - brede landskaber, zooms og Morricone-lignende musik.”
• Billedkunst: “Maleriet pasticherer barokkens lysføring og dramatiske gestik.”
• Musik: “Kompositionen er en Bach-pastiche med sekvenser og imitationer i barok stil.”
• Arkitektur: “Nybyggeriet er en tidstro pastiche af nyklassicismen med søjder og trekantfronton.”
• Design: “Interiøret er pastichepræget med art deco-motiver og kromdetaljer.”
• Mode: “Kollektionen er en 90’er-pastiche med bucket-hatte og neonfarver.”
• Reklame: “Kampagnen bruger en noir-pastiche for at signalere mystik og eksklusivitet.”
• Sprog/retorik: “Teksten er en sproglig pastiche, der imiterer 1700-tals dansk med arkaiske vendinger.”

Flere faste vendinger:

• “en stilistisk pastiche”
• “en ironifri/kærlig pastiche”
• “postmoderne pastiche”
• “at pastichere nogen/noget” - “Filmen pasticherer Hitchcock.”

• Parodi: Efterligning med satirisk eller kritisk sigte. Pastiche mangler den bidende latter, men kan være humoristisk.
• Hyldest/hommage: Intentionen; en pastiche kan være en form for hommage, men ikke al hommage er pastiche.
• Plagiat: Uretmæssig kopiering af konkret værk. Pastiche efterligner stil, ikke indhold, og søger gennemsigtighed.
• Collage/mashup: Sammenstilling af diverse elementer; kan være pastiche, men fokus er ofte på montage frem for stilnøjagtighed.
• Stilisering: Forenkling/forvrængning af stiltræk; kan indgå i pastiche, men er bredere.
• Intertekstualitet: Generel udveksling af referencer mellem værker; pastiche er en specifik form heraf.
• Pasticcio (musik): Historisk betegnelse for en opera sammensat af arier fra flere komponister.

• Synonymer (kontekstuelt): stilkopi, stilcitat, efterligning, hommage, stiløvelse, stilparafrase.
• Beslægtede (ofte mere negative): epigoneri, imitation, retrostil, kitsch (afhængigt af vurdering).

• Antonymer (ideelle): originalværk, nyskabelse, innovation, avantgarde.
• Kontrastbegreber: parodi (satirisk), plagiat (ulovlig/uanstændig kopi), pastiche vs. genfortolkning (friere forhold til forbilledet).

Imitation har været central i kunsthistorien siden antikken, hvor mesterlære byggede på at kopiere forbilleder. I barok og klassicisme blev stilstudier anset som dyd. I 1700-1800-tallet etableres pastiche i fransk kritik som betegnelse for bevidst stilkopi.

I 1900-tallets postmodernisme bliver pastiche et nøgleord: kunstnere og arkitekter blander historiske stilarter frit, ofte uden ironisk distance, for at skabe genkendelighed, dialog eller leg med koder. I kulturteorien beskrives “blank pastiche” som et fænomen, hvor stil lånes uden dybere referencer - et kendetegn ved visse postmoderne praksisser.

• Kan man tydeligt identificere en forlæg-stil (genre, periode, kunstner)?
• Er formålet at genskabe udtrykket snarere end at gøre grin (parodi) eller skjule kilden (plagiat)?
• Er der konsistente stiltræk: ordvalg, komposition, typografi, farver, harmonik, arkitektoniske detaljer?
• Er der åbenlyshed om referencen (paratekst, markedsføring, stilmarkører)?

• Brug pastiche når fokus er på form og stil, ikke nødvendigvis på kritik.
• Nuancer vurderingen med adjektiver: “overbevisende”, “overfladisk”, “kærlig”, “postmoderne”.
• Skeln klart fra parodi og plagiat i anmeldelser og akademiske tekster.

• “Udstillingen er en overbevisende pastiche af nederlandske genremalerier.”
• “Serien leger med en 80’er-pastiche, komplet med synth og analoge titler.”
• “Forfatteren pasticherer H.C. Andersens fortællerstemme.”
• “Resultatet bliver lidt for pasticheagtigt til min smag.”

Pastiche kan fremstå enten som indsigtsfuld dialog med fortiden eller som tom nostalgi. Vurderingen afhænger af, om efterligningen tilfører perspektiv, kontekst eller nyt indhold, eller blot reproducerer overflade.