Personificering betydning

Personificering (også kaldet personifikation) er en trope, hvor en ikke-menneskelig størrelse fremstilles som en person: den tænker, føler, taler eller handler. I dansk fagsprog skelnes der ofte mellem:

• Personificering/personifikation: Menneskeliggørelse af abstrakte begreber (fx “Retfærdigheden er blind”).
• Besjæling: Menneskeliggørelse af konkrete ting og naturfænomener (fx “Vinden hvisker”).
• Antropomorfisme: Bredere, kultur- og adfærdsorienteret tillæggelse af menneskelige træk til dyr, ting eller systemer (fx kæledyr med “menneskelige motiver”).

I praksis overlapper begreberne, og mange bruger “personificering” som samlebetegnelse.

Ordet kommer via latin personificare (af persona “maske, rolle, person” + facere “gøre, skabe”). Gennem fransk og tysk har dansk fået både personificere (verbum) og substantiverne personificering/personifikation.

• Substantiv: en personificering, personificeringen, personificeringer.
• Verbum: at personificere - personificerer - personificerede - har personificeret.
• Adjektiv/participsform: personificeret (fx “en personificeret dyd”).

• Forklaring og nærhed: Abstrakte forhold bliver konkrete (“Historien vil dømme os”).
• Hukommelse og billeddannelse: Vækker stærke mentale billeder, nyttigt i litteratur, taler og reklame.
• Emotionel appel: Værdier og systemer får intentioner (“Markedet er nervøst”).
• Persuasiv kraft: Gør komplekse emner lettere at relatere til-men kan også forsimple.

• Abstrakte begreber:

  • “Retfærdigheden er blind.”
  • “Døden bankede på døren.”
  • “Historien vil dømme denne beslutning.”
  • “Skæbnen smilede til hende.”

• Natur og ting (ofte besjæling):

  • “Solen smiler over engen.”
  • “Natten omfavnede byen.”
  • “Vinden hviskede i træerne.”
  • “Havet vred sig i raseri.”

• Samfund og systemer:

  • “Markedet reagerede nervøst.”
  • “Teknologien redder os ikke denne gang.”
  • “Bureaukratiet slugte ansøgningen.”

• Kultur og ikonografi:

  • Justitia (den blinde retfærdighed) med vægt og sværd.
  • “Moder Natur”, “Moder Danmark”.
  • Frihedsgudinden som frihedens personificering.

• Reklame og branding:

  • Mascotter (f.eks. dyr eller figurer) der “taler” på et brands vegne.
  • Produkter der “længes”, “hjælper” eller “tænker for dig”.

• Hverdagsudtryk:

  • “Min computer hader mig i dag.”
  • “Tiden flyver.”
  • “Kærligheden fandt dem.”

• Litterære figurer:

  • Allegorier hvor abstrakte dyder/lyster optræder som karakterer.
  • Døden som figur i digtning og dramatik.

Der findes ikke et enkelt, fast antonym, men følgende står i kontrast til personificering:

• Objektivering/abstraktion: At beskrive nøgternt uden menneskelige træk.
• Dehumanisering: Fjerner menneskelige kvaliteter fra mennesker (relateret, men ikke direkte modsat trope).
• Bogstaveliggørelse: At undgå billedsprog og holde sig til konkret, teknisk beskrivelse.

I antikken indgik personificering i retorikkens lærebøger som en effektiv måde at skabe enargeia (livagtighed). Klassiske mytologier er fulde af guddomme, der personificerer naturkræfter og dyder (Fortuna, Eros, Nemesis). I middelalderens moralspil optræder figurer som “Lyst” og “Dyd” direkte på scenen. Romantikken og symbolismen brugte hyppigt både besjæling og personificering for at give natur og følelser stemme. I moderne sprogbrug lever figuren videre i journalistik (“markedet frygter…”) og i reklame, samt i kognitiv metaforik i hverdagssproget.

Set kognitivt er personificering en form for konceptuel metafor, hvor et abstrakt domæne forstås gennem menneskelig erfaring (fx “et liv har en rejse”, “en organisation har intentioner”). Det forklarer, hvorfor figuren er så udbredt og effektiv i kommunikation.

• Fordele: Gør komplekst stof relaterbart; styrker hukommelse og engagement; velegnet i fortællinger, taler og undervisning.
• Faldgruber: Kan forsimple eller fordreje, især i videnskabelig formidling (fx at systemer “vil” noget); kan skabe ubeviddede værdiladninger.
• Gode råd: Match graden af personificering med konteksten; signalér billedsprog i faglige tekster; undgå at tillægge intentioner, hvor det kan mislede.

• Apostrofe: Direkte tiltale af en personificeret størrelse (“O Tid, stop dit løb!”).
• Symbol: Et tegn, der repræsenterer en idé; kan kombineres med personificering (Justitia som symbol og personifikation).
• Metonymi: Nabo-relation (“Borgen udtaler sig”) kan overlappe, men er ikke i sig selv personificering.

• Er det abstrakt (personificering) eller konkret natur/ting (besjæling)?
• Taler/handler størrelsen, eller er der blot en egenskab? Jo mere handling/tale, desto tydeligere personificering.
• Understøtter troppen formålet (forklaring, effekt) uden at vildlede?

• Personifikation (alternativ betegnelse)
• Besjæling
• Antropomorfisme
• Metafor og allegori
• Prosopopeia