Personifikation betydning

Personifikation (latin: “at gøre til person”) betegner en sproglig figur, hvor noget ikke-menneskeligt-oftest et abstrakt begreb-tillægges menneskelige træk, vilje, stemme eller krop. Virkemidlet gør komplekse idéer mere konkrete og sanselige og kan forstærke følelsesmæssig appel, skærpe budskaber og skabe mindeværdige billeder.

• Hvad personificeres typisk? Abstrakter som tid, skæbne, retfærdighed, frihed, død, håb, kærlighed, historien, markedet, staten, naturen.
• Hvad opnås? Klarere forestillingsbilleder, stærkere indlevelse, et mere menneskenært sprog og ofte en tydeligere moral eller pointe.
• Skel: I dansk fagsprog skelnes ofte mellem personifikation (abstrakte størrelser får menneskelige træk) og besjæling (konkrete ting/naturfænomener tilskrives liv og følelser). I praksis overlapper de dog ofte.

Ordet stammer fra fransk personification og latin personificare (“gøre til person”), af persona (maske, rolle, person) + -ficare (at gøre, skabe). På dansk findes også:

• at personificere (verbum): “Forfatteren personificerer Døden som en gæst.”
• personificeret (tillægsform): “Håbet er personificeret i figuren.”
• personifikation (substantiv): selve virkemidlet/effekten.

• Litteratur og poesi: Skaber billeder, stemning og symbolsk dybde; gør abstraktioner dramatiske og nærværende.
• Retorik og politik: Komprimerer komplekse forhold til slagkraftige udsagn (“Demokratiet har talt.”).
• Journalistik og økonomi: Forenkler systemiske fænomener (“Markedet er nervøst”), men kan sløre årsagssammenhænge.
• Reklame og branding: Giver produkter/brands personlighed (maskotter, “venlige” tjenester).
• Mytologi og religion: Guder og figurer som personifikationer af kræfter (Nike = sejr, Eros = kærlighed).

Hverdagssprog

• “Kærligheden er blind.”
• “Tiden løber fra os.”
• “Skæbnen bankede på døren.”
• “Historien vil dømme os.”
• “Samvittigheden hviskede til ham.”
• “Markedet er nervøst.”
• “Moder Natur slår igen.”
• “Teknologien giver og tager.”

Litterære vendinger

• “Natten trak sin kappe over byen.”
• “Misundelsen gnavede i ham.”
• “Håbet bankede på, da alt syntes tabt.”
• “Tavsheden lagde en finger på læberne.”
• “Døden tog ham under armen.”

Politik og medier

• “Retfærdigheden sejrer til sidst.”
• “Demokratiet har talt.”
• “Staten rækker en hjælpende hånd.”
• “Sundhedsvæsenet knager og beder om luft.”

Reklame og branding

• “Sikkerhed har fået et ansigt” (figur/ikon for et produkt).
• “Din bil elsker at blive passet.”
• En maskot, der “taler” på brandets vegne (personificeret brandstemme).

Mytologi og kultur

• Retfærdigheden fremstillet som en blindfoldet kvinde med vægt.
• Døden som skikkelse med le.
• Fortuna (lykke), Nemesis (hævnen) som personifikationer i antikken.

Prosopopeia (en beslægtet teknik)

Prosopopeia (at give stemme/ansigt til det fraværende, døde eller abstrakte) er en intens form for personifikation: “Hvis Danmark kunne tale, ville hun sige …” eller “Historien kalder os til ansvar i dag.”

• Menneskeliggørelse (nært synonym i retorisk betydning).
• Antropomorfisering (beslægtet, men bredere end personifikation).
• Gøre til person / “give stemme til” (forklarende omskrivninger).

Bemærk: Ord som personliggørelse og personalisation bruges oftere om skræddersyede oplevelser i it/marketing og er ikke synonymer i retorisk forstand.

• Reifikation / tingliggørelse: At behandle mennesker som ting eller abstrakte størrelser (omvendt bevægelse).
• Depersonalisering: At fjerne det menneskelige præg.
• Abstraktion og bogstavelighed: At fastholde det generelle/ikke-menneskelige uden billedsprog.

I antikkens retorik og poesi blev personifikation flittigt anvendt for at konkretisere moralske og politiske idéer. Middelalderen og renæssancen gjorde brug af lange allegorier, hvor dyder og laster optrådte som personer. I oplysningstiden og romantikken lever teknikken videre, ofte med naturen og følelsen som scener. I moderne tid ses personifikation i alt fra politisk tale til reklame og journalistik, hvor komplekse systemer-“økonomien”, “markedet”, “staten”-tilskrives vilje og følelser for at lette formidling.

• X er Y: “Kærligheden er blind.”
• X gør Y: “Historien gentager sig.” “Tiden læger alle sår.”
• X taler/kalder/visker: “Samvittigheden hvisker.”
• X får krop/stemme: “Retfærdigheden har fået et ansigt.”

Tip: Prøv at identificere det personificerede subjekt (ofte et abstrakt substantiv) og den menneskelige egenskab/handling (udsagnsord eller egenskab), fx “Døden” + “banker på”.

• Formål: Hvad vil afsenderen opnå-emotionalisering, forenkling, moralsk tydelighed?
• Effekt: Gør personifikationen budskabet klarere eller risikerer den at fordreje virkeligheden?
• Skel: Er der tale om personifikation (abstrakt begreb) eller besjæling (konkret/natur)?
• Kontext: I faglig formidling kan personifikation være pædagogisk, men bør balanceres for ikke at skjule komplekse årsager.

• Overanvendelse: For mange personifikationer kan virke klichéprægede eller melodramatiske.
• Blanding med metafor: Al personifikation er metafor, men ikke alle metaforer er personifikation.
• Forveksling med besjæling: I undervisning skelnes de; i praksis glider de nogle gange sammen.

• Besjæling
• Metafor
• Allegori
• Antropomorfisme
• Prosopopeia